GB 1000

19-07-2002 12:58 Hans Henrik19 Jul 2002 10:58 - Torry Lindstrøm
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Nyskabelsen i dansk sejlsport kunne meget vel blive en båd som Sjælland Rundt- overaltvinderen GB 1000, konstrueret af Arne Borghegn, og bygget og sejlet af Gert Gerlach. Her er i hvert fald en båd, der giver et mægtigt skub til adrenalin-produktionen og fartglæden.
Fornemmelsen af fart er til stede med det samme. GB 1000'eren glider som et svanedun for blot 3 sekundmeter luft. Loggens digital-tal flimrer i perioder op til 6 knob på bidevind, og på skæring med spiler får vi 7 knob ud af eftermiddagsbrisen. Glimrende præstationer for en 33 fods båd.
Vi nød i fulde drag at sejle den nye danske racer med årets mest imponerende score: Overaltvinder på Sjælland Rundt og nummer to overalt på Fyn Rundt.
Men let luft gør ikke nogen vinder alene, så vi troppede op igen en dag med 10 sekundmeter fra nordvest og fik nogle solide pust i Kattegat ud for Hundested. Men hverken bølger eller vind kunne rykke ved det første indtryk af GB 1000. Tværtimod afslørede den egenskaber, som vi ikke troede var muligt at opnå i den brede bådtype, vi sad i.
GB 1000 er en ganske bred og kompakt udseende båd med sin stejle stævn og afskårne hæk. Den har samme længde som X-99 for at sammenligne med en kendt størrelse, den har næsten samme vægt og kølvægt, men har dybere køl af bly, er bredere og har lidt højre rig.
Lad bare pustene komme
Med tre mand ombord var båden noget underbemandet til 10 sekundmeter, men vi kørte alligevel for fuldt storsejl og fok. Man vender "vrangen ud" på storsejlet, så det kun trækker på en høj, smal sprække, og så smyger GB 1000'eren sig elegant op mod vind og sø, selvom krængningen ville have været mere hensigtsmæssig med et par mand mere til luv.
I den situation plejer man at skulle passe som en smed og følge med op i pustene, ellers vil en bred båd skære op og smide sig på siden "som et vanartet barn", som en sejler udtrykte det om halvfjerdsernes flyvepap.
Det er her, vi får overraskelsen. Bedst som Bådmagasinets udsendte udøver sin børnelærdom efter bedste evne, siger Gert Gerlach:
"Prøv at lade være med at skære op i pustene og se, hvad der sker."
Og der sker ikke nogen af de forventede ubehageligheder. Krængingen øger, men båden bliver på kursen og accelerer minsandten, for loggen kryber et par tiendedele opad i hvert pust, selvom vi kommer ned på 45 graders krængning og lidt til.
Nu begynder man at forstå, hvorfor GB'en har sat en række betydelig større både på plads i diverse distancesejladser. Sejladsen på hårdt kryds foregår relativt afslappet. GB 1000 ligger ret blidt på roret og styrer præcist, selvom vi sejlede med rigelig stor krængning. Man skal løbe ind i nogle ganske skæve bølgekombinationer, før man mister så meget af den perfekte kontrol, at der åbnes for muligheden for at banke i søen. Og når mulighederne så er til stede, banker den faktisk ikke.
En racer uden fejl? - Der er noget ravruskende nyt på færde her.
Mere skarp og mere bred
GB 1000 er utvivlsomt den mest nyskabende sejlbåd i danske vande i mange år, men det paradoksale ved den er, at den hverken kan kaldes avanceret eller højteknologisk eller fanebærer for banebrydende nye ideer.
Den tilbyder en ny kombination af velkendte elementer, og der er fokuseret på andre ting end dem, der har været gældende i årtier, og der fornemmes en tydelig stolthed over, at relativt få ændringer i forhold til normen kan give så godt resultat.
I hovedtrækkene er GB 1000 både mere skarp og bred end mange af dens konkurrenter, der er tegnet udfra ældre idealer. Konstruktør Arne Borghegn lægger ikke skjul på, at forbilledet har været de nye Admiral’s Cup-både som Sydney 40 og Mumm 36 med stejl stævn og skarpt skåret profil.
Ikke blot er stævnen skarp at se på, undervandsskroget forude kører på et skarpt V-spant, der flader ud til et bredt
U-pant med en temmelig, flad bund agter.
Det første lyder spændende, det sidste noget mere faretruende for mulighederne for at holde roret i vandet ved krængning, men er på den anden side lovende for surfingmulighederne under spilersejlads.
Vi har ikke selv prøvet båden i kraftig luft for spiler, men dens resultater taler for sig selv, og der er konstruktionsmæssigt god kontrol med sagerne med både stor skrogstabilitet og en meget effektiv køl, der yder mere end kølprocenten på 39 antyder. Blyballasten ligger nemlig i bunden af den næste to meter dybe køl, så de øverste ca. 80 cm er et skaft af "dødtræ".
Kløver søen og sejler højt
På kryds i sø er det mærkbart, hvordan det skarpe forskib kløver søen og dæmper dens effekt. Vi prøvede bevidst at få båden til at banke, men det kom der ikke noget ud af. Blandt andet også, fordi Gert Gerlach har bygget både uhyre stift med langsgående skot i næsten hele bådens længde. Den smider blot vandet til siden uden de forventede brag. Den er lækker at sejle i sø.
Højden på kryds er i topklasse. Når båden sejler bedst på bidevind, holder den krydsvinkel omkring 35 grader, og har ingen problemer med at holde højde i forhold til andre toptrimmede kapsejladsbåde. Uanset, om båden sejler i let eller hård vind, har den en fyldig reserve at pine højde på, hvorunder farten blot falder jævnt. Det betyder på den anden side, at en ny rorgænger skal sejle båden koncentreret efter instrumenter og ticklers, indtil den rigtige fornemmelse for bidevind ligger i håndledet. Man kan ikke sige, den er svær at finde ind til. Kravene er de samme på enhver anden moderne kapsejladsbåd med førsteklasses sejl.
Solidt og stift bygget
Riggen er velkendt racing-grej med brøkdelsrigget mast med dobbelt saling og strut, og masten er støttet med et kombineret bagstag-checkstag. Cockpitbunden er ren og gastevenlig, idet storskødningen foregår utraditionelt med en løjgang i cockpitbunden. Herpå skødes storsejlet med en stor hanefod på to skødevogne med hal ud til hver side. Arrangementet virker godt og enkelt og har kun en lille skavank i ganske let luft, hvor bommen ikke kan skødes tæt nok mod midten, uden at man trækker faconen ud af storsejlet. Det klares med et løst tværgående hal, som stuves væk, når vinden øger og sejladsen bliver mere stresset.
GB 1000 er bygget som one-off af divinycell-skum, unidirectional glasfiber og polyester. Det præger den ikke udvendigt, for finishen et lige så flot, som var den bygget i form. Gasterne griner beundrende og taler noget om Gert Gerlachs stædighed med hensyn til at nå et ordentligt resultat.
Under dæk er GB 1000 virkelig solidt lavet og bortvejrer enhver tanke om "flyvepap". Alle de store kræfter fra køl, rig og motor optages i en svær ribbekonstruktion af firkantede stålprofiler i omtrent halvdelen af bådens længde. Den er suppleret med langsgående skot i næsten hele bådens længde, som starter i forpiken, danner køjeforkanter i salonen og går helt ud agter og støtter den brede bund og

Udvalgte varer til vores abonnementer

135
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer