Hanse 311

09-07-2002 13:44 Hans Henrik09 Jul 2002 11:44 - Torry Lindstrøm
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Hanse 311 er én af de nye sejlbåde, der lyser op i billedet. Den tilbyder skarpe sejlegenskaber, som kan give entusiasten lyst til at overveje at købe ny båd på et marked, hvor der fortsat ligger en stor fristelse i at lede blandt brugte både, hvis man ønsker noget med spræl og sejlglæde i.
Størrelsen er håndterlig, 31 fod, prisen er det også, for den begynder ved 550.000 kr. Og pladsforholdene slår en gammel 31-fods med hestelængder.
Der er skaffet voksen hovedhøjde helt frem i forkahytten, uden bådens udseende egentlig har lidt under det. Konstruktørerne har valgt en klassisk, engelsk inspireret overbygning, som giver den fornødne plads under dæk, uden linjerne støder øjet, og der er også sat af til et fornuftigt sidedæk og fordæk, så de almindelige håndteringsfunktioner kan udføres.
Fribordet er noget højt, men i denne version med mørkeblåt fribord er højden godt camoufleret, og en høj, potent rig med mastetoppen ca. 15 meter over vandet får Hanse 311 til at ligne en båd og ikke en beboelsesvogn. Og alligevel kan den holde trit med konkurrenterne i rummelighed.
Kunststykket består blandt andet i, at bådens længde er udnyttet til sidste millimeter. Den har cockpit helt ud til agterspejlet, og kahytten begynder noget brat, med en relativt stejl kahytsnedgang.
Under cockpittet er der en stor dobbeltkøje i styrbord med skab og ståhøjde bag lukket dør. Salonen har også det hele: Pantry i L-form, toilet med vådrum og adgang til den store kistebænk i bagbord, navigationsbord, to langsgående salonkøjer. Helt frem til masten, der står et stykke inde i kahytten og bærer et solidt salonbord, er der 190 cm hovedhøjde.
Forkahytten er kun en forkøje, hvor der er soveplads helt op til døren, når man er kommet til køjs og lægger det sidste stykke hynde i. Pladsen er udmærket, for der er over to meter langs skrogsiden, så to voksne kan sagtens finde sig til rette.
Komprimeret pantry, men det har det hele
Salonkøjerne er ca. 190 cm lange og fornuftigt brede, når ryglænene slås op, og de store faconstøbte hjørneelementer er fjernet. Disse indebærer dog et velvoksent opbevaringsproblem, så salonkøjerne må nok opfattes som nødovernatning. Man kan alligevel ikke være seks personer i båd af denne størrelse over længere tid uden at slide på nerverne.
Som siddepladser er salonkøjerne gode, de er nemlig tilpas korte i sædet til at man sidder godt, og der er plads til seks personer rundt om bordet. Den bagbords køje danner siddeplads for et pænt navigatørbord, som hænger på skottet ind til toilettet.
Pantryet er ret komprimeret, og det er egentlig imponerende, så meget man har fået med, f.eks. både køleboks og dobbelt vask. Sidstnævnte er noget af det mindste, man overhovedet kan forestille sig, men en dobbeltvask er altså en dobbelt vask, og de små vaske er desuden gode at opbevare ting i under sejlads. Der er også små skabe, skuffer og stuverum, der rækker til en feriehusholdning uden store ambitioner.
Ét sted går det dog galt, idet gaskomfuret er indbygget for tæt på overskabet. Blussene er ganske vist anbragt uden for rækkevidde af skabet, men så snart den store stegepande er sat over, ledes varmen udenom og svider skabet. Der bør opfindes en metalplade at trække for, når der skal brases.
Finishen under dæk virker umiddelbart meget flot, da Hanse-bådene leveres med blanklakeret interiør, hvoraf alle døre er flot lakeret på værksted før monteringen. Interiøret er smart og lyst indrettet med hvidlakerede skot samt inderskal af hvid glasfiber, der lyser op og giver "luft" i interiøret. Nogle steder aner man dog bestræbelserne på at levere en båd til lav pris. Loftsapteringen er lavet efter et gammelt princip med opsatte plader, som er svære at få til at passe til perfektion, og f.eks. er udskæringerne til boghylderne over salonkøjerne blot udskæringer - fint pudsede og lakerede - i krydsfineren.
Selvvende-fokken rækker til cruising
Teknisk set er båden opbygget enkelt og efter nutidig standard med kølen boltet direkte i den relativt flade bund mellem bundstokkene med solide spændskiver. Vantene løber sammen i én terminal i hver side, som fæstes direkte i skroget i en stor, langsgående stringer.
At der er tale om en topmoderne konstruktion fra et af Europas mest fremgangsrige konstruktørbureauer, Judel/Vrolijk i Bremen, mærkes tydeligt, så snart man har fået sejlene op og lagt båden til på bidevind. Den lægger sig villigt til og går fin højde med god fart og føling, som kendte man båden i forvejen.
Vinden kom dog ikke over 4 m/sek under sejladsen, så det var begrænset, hvad vi kunne lokke ud af 311'eren, da den kun var rigget med den relativt lille selvvendefok på 21 kvm. Situationen tiggede om en genua, men den høje rig fik alligevel genereret en bidevindfart på 4,5 knob og en krydsvinkel bedre end 45 grader under disse vilkår, hvor en moderne 36-fods båd med genua tyggede sig langsomt forbi. På en stram foran for tværs øgede farten til 5 knob, men i den lette vind dalede den igen til godt 4 knob på halvvind.
Der er ingen tvivl om, at 311'eren har godt fartpotentiale og kan præstere konkurrencedygtig fart og højde med mere sejl samt i mere vind.
Som turudrustning virker selvvendefokken dog fint dimensioneret og som en stor gevinst for håndteringen. Det er nok den bedst fungerende af typen, vi nogen sinde har prøvet. Båden sejler tilfredsstillende fart fra let vind som her og accelerer fint med på pustene, så man vil glemme ønsket om en genua allerede ved 5-6 m/sek. Tursejleren vil desuden altid have et godt spænd i tolerancen over for øgende vind. Her er man i øvrigt godt rustet mod overraskelser med fokkens rullemekanisme og to hurtigreb i storsejlet.
Enkelt udrustet men manglerne er få
Testbåden skæmmedes dog noget af et ror, der vibrerede mærkbart, lige som båden blev drastisk "selvstyrende" på rumskøds kurser og ved motorsejlads, hvor roret kunne tage hårdt fat og forstærke små styreudslag, både til luv og læ. Reaktionsmønstret tydede på et ror med for kraftig balancevirkning i den øverste del af roret, hvilket blev bekræftet under en telefonsamtale med værftet. Der har været en regulær misforståelse mellem konstruktørerne og værftet, og et nyt ror efter de oprindelige intentioner er indført og fungerer normalt - også ifølge tests i udenlandske magasiner. Når det forkerte ror kunne virke tilfredsstillende på bidevind, skyldes det, at bådens krængning eliminerer noget af balancevirkningen. Problemet er som nævnt løst, men det var ganske lærerigt at opleve.
Hanse 311 er på nogle områder enkelt rigget, idet storskødet sidder direkte i cockpitbunden uden trimningsmuligheder. Disse er dog til stede i fornuftigt mål, blot man bruger sin kickingstrap.
Stærkere savnede vi en rorpindsforlænger, som kan bringe rorgængeren op til luv på sidedækket. Cockpitbænkene er helt flade, og cockpittet bredt, så uden rorpindsforlænger skrider man lidt ind i båden under k

Udvalgte artikler til salg - gratis for abonnenter under Mit Bådmagasin

140
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer