Sletten bådeværft flyder 25 år

05-02-2013 11:35 {created_by}05-02-2013 10:35 - Trine Søe
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Sletten Bådeværft i Humlebæk fylder 25 år. I den forbindelse inviteres kunder, forretningsforbindelser, venner og familie til reception på værftet fredag den 8. februar 2013 imellem kl. 15-18.

Den berømte Buksesnedkeren

Sletten Bådeværft ejes i dag af Ole Hiort og Mikkel Askman, som begge er uddannede bådebyggere. Ole Hiort har været med fra starten i 1988. Han fik sammen med to andre bådebyggere til opgave at bygge den berømte broskraber "Buksesnedkeren". Sammen fandt de bygningerne på Sletten Havn, som stod tomme efter en brand. Her startede de på bygningen af Buksesnedkeren, som blev bygget efter et helt nyt koncept i mahognifinér, som blev limet på kryds og tværs, så skroget blev lige så stift som en krydsfinerplade. Den gang blev stort set alle både bygget i glasfiber, og det var således helt uhørt at bygge en kapsejladsbåd i træ. Båden var næsten 20 meter lang og havde en mast på 26 meter. Dette var i øvrigt den naturlige begrænsning, idet båden blandt andet skulle sejle Sjælland Rundt, og her skulle man under Storestrømsbroen, som netop kun var 26 meter høj. Buksesnedkeren vandt i øvrigt Sjælland Rundt flere år i træk og satte endvidere flere gange omsejlningsrekord.

Siden er der foregået mange spændende ting på værftet i Sletten Havn. For to år siden fremstillede man blandt andet en 4,5 meter lang chaiselong i kulfiber, som skulle bruges som scenerekvisit i Den Ny Opera i Bergen i Norge.

Der bygges nye både

Der bygges stadig nye både på Sletten Bådeværft. Man har som det eneste værft i Danmark specialiseret sig i at bygge de smukke klassiske Knarr-både i en helt unik udførsel med højglanslakeret mahognitræ. De bygges kun efter bestilling, og derfor er to både aldrig helt ens - dog overholder de klassereglerne til kapsejlads.

Til dagligt er det dog mest reparationer, klargøringer og ombygninger på lystbåde, som beskæftiger det hyggelige bådeværft, som udover Ole og Mikkel har yderligere tre bådebyggere ansat.

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer