fbpx

Endnu et medaljehåb og et talent udtaget til OL i Rio

Inkluder i Newsletter: Ja

Der er tale om de to sejlere Anne-Marie Rindom og Michael Hansen, som her i dag mandag, officielt nu er udtaget til OL.

Det stærke sejlsportslandshold, der skal repræsentere Danmark ved OL i Rio, får nu selskab af yderligere to sejlere. DIF’s bestyrelse har nemlig udtaget Anne-Marie Rindom (Laser Radial) og Michael Hansen (Laser Standard) til OL.

Udtagelsen vækker glæde hos de to ambitiøse atleter, som på visse punkter minder om hinanden. Og så alligevel ikke. Anne-Marie Rindom har været afsted til OL tidligere og må efter en flot sæson betegnes som medaljekandidat i Rio, mens Michael Hansen er OL-debutanten og talentet, der stille og roligt har sejlet sig ind i OL-varmen.

Michael Hansen siger:

”Det bliver stort at komme til OL, og jeg vil gøre alt for at levere en god præstation. Det bliver dog næppe til en placering helt i toppen, men jeg skal suge en masse OL-erfaring til mig, og så står jeg forhåbentligt i Tokyo i 2020 med en potentiel chance for at tage en medalje.”

OL-erfaring har Anne-Marie Rindom en del af. Hun var med i 2012 i London, og de oplevelser, hun fik der, skal nu bruges konstruktivt i Rio.

”Jeg synes godt, at jeg kan tillade mig at sige ’nu er det nu’ forstået på den måde, at jeg går efter en medalje i Rio. Men jeg ved naturligvis godt, at der er hård konkurrence i min klasse, og mange har i virkeligheden muligheden for at opnå en topplacering,” siger Anne-Marie Rindom, som er glad for at kunne sparre med laser-kollegaen Michael Hansen før og under OL.

”Vi kan ikke decideret træne sammen, men vi kan dele viden og tale teknik og strategi. Og generelt bakke hinanden op. Det betyder meget,” lyder det fra Anne-Marie Rindom.

DIF’s chef de mission, Morten Rodtwitt, ser også frem til samarbejdet mellem de to sejlere.

”Det er altid godt, når atleterne kan lære af hinanden ved et OL, og det er bestemt tilfældet i Anne-Marie Rindom og Michael Hansens tilfælde. De har hver deres udgangspunkt, når konkurrencerne begynder, men det bliver ekstremt spændende at følge dem begge.”

Samme holdning har Team Danmarks direktør, Lone Hansen:

”Anne-Marie Rindom har med VM-guld og VM-bronze ved de seneste to verdensmesterskaber vist så tårnhøjt niveau, at hun kan kæmpe med om medaljerne til OL. Samtidig har hun præsteret gode resultater i Rio ved ’for-OL’ sidste år, så det er et godt farvand for hende. Jeg glæder mig også til at følge Michael Hansen. Det er første gang, han skal til OL, og han er lige som Anne-Marie Rindom oppe mod et hårdt felt, men der er en god kultur i dansk sejlsport, hvor man gør hinanden stærkere gennem samarbejde. Det vil forhåbentlig bringe begge sejlere langt i Rio,” siger Team Danmarks direktør, Lone Hansen.









Kort nyt

De er der ikke endnu – men når de kommer...

Kort nyt

Flot donation øger sikkerheden i Roskilde

Kort nyt

Tun-feber i Helsingør – billetterne er revet væk

Kapsejlads

Anne-Marie Rindom skadet - misser Hyéres!

★ Artikel

★ Ruffet måtte af og på igen

Kapsejlads

Første officielle DM i singlehand sejlads er en realitet 

Kapsejlads

Sejlerlandsholdets sidste store test før OL





Udvalgte artikler *