Tilbage på sporet

11-04-2009 21:55 Hans Henrik11 Apr 2009 19:55 - Øyvind Bordal
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Alle 7 både er på plads igen denne gang - den eneste der mangler fra startopstillingen er Team Russia. Foto: Rick Tomlinson/Volvo Ocean Race

Med undtagelse af første etape til Cape Town, har Volvo Ocean Race opdyrket ukendt land på hver eneste etape så langt. Nu er sejlerne tilbage på velkendt terræn. Etape 6 - Rio til Boston - består hverken af særlig vanskeligt, farligt, eller nyt farvand. Bådfart ventes at afgøre etapen, og holdene startede den psykologiske krigføring allerede under pressekonferencen inden start.

Blue optimister
"Vores båd er særlig hurtig under de forhold vi venter os på den forestående etape", sagde Bouwe Bekking, med tanke på sin båd Telefonica Blue. Det spanske favorithold ligger på tredjeplads, og begynder at få travlt hvis de skal gøre sig forhåbninger om at vinde. Helst skal de først til Boston, og meget tyder på at Bekkings hold bliver svære at slå i de relativt lette forhold der venter. Meget af sejladsen vil foregå på skarp slør - også det noget, som gavner Telefonica Blue.

Ericsson 4 sejler safe
Men Ericsson-bådene har været hurtige under alle forhold så langt, og vil også være det denne gang. Torben Grael og Ericsson 4 ventes at sejle relativt konservativt, og ligge tæt op ad Blue og Puma, som er de nærmeste konkurrenter. Ericsson 4 har 9,5 point til gode på Puma, mens Telefonica Blue mangler 11,5 point for at nå førende Ericsson 4.

Dolmer går efter medalje
Det nordiske hold med Magnus Olsson som skipper og danske Jens Dolmer som crew er i højt gear efter sejren på forrige etape, og de vil gå hårdt efter en samlet podieplacering - lige nu ligger de på fjerde, tæt fulgt af Green Dragon.

Rio svær at forlade
Starten regnes for meget vigtig her i Rio - byen er omgivet af let vind og det drejer sig om at komme ud i den friskere vind længere mod nordøst - helst før de andre. At blive liggende under land efter start kan blive meget dyrt, også på længere sigt.

Mere senere
Starten går klokken 20 dansk tid, og vi vender tilbage med nyt om starten og udviklingen på de første af de i alt 4900 nautiske mil senere.

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer