Hej København - eller Aarhus: Budrunde vedr. stop-over havne til næste Volvo Ocean Race åbner nu
Næste Volvo Ocean Race er 2014-15, og næste igen 2017-18. Begge arrangementer åbner nu op for ansøgninger om plads som stop-over havn på ruten. Norge søger - hvad med Danmark?
Det engelske sportsagentur "The Sports Consultancy" har fået jobbet med at udvælge de rigtige ansøger-byer, og fristen for at melde sin interesse er allerede 14. marts. De interesserede - foreløbig uforpligtende - ansøgere vil derefter få tilsendt papirer, hvor de skal begrunde og beskrive sit bud. 11. maj skal disse, formelle ansøgninger være i hus. Og sidst på året skulle listen over de udvalgte stopover byer kunne offentliggøres - både for Volvo Ocean Race 2014-15 og 2017-18.
Til Danmark?
I Norge arbejdes der ihærdigt, både for at skabe et hold der kan deltage, og for at sørge for økonomiske rammer til et stopover arrangement. Om der er tilsvarende projekter i gang i Sverige vides ikke, men sikkert er det i hvert fald, at kræfter i både København og Aarhus tidligere har vist interesse for at tiltrække Volvo Ocean Race til Danmark. Nu er chancen kommet, så her lige en mailadresse, hvor det altså er muligt at efterspørge en uformel anmeldelse af interesse:
Toget kører nu - vil vi med?
