Maiken Schütt & Susanne Boidin.

Klumme: Vi ser tilbage – og frem

Sus & Schütt - To måneder efter de første starter til OL blev igangsat, skriver Sus & Schütt deres afsluttende klumme, hvor de ser tilbage på OL-rejsen. Eksklusivt for denne klumme gives ligeledes en billedserie.

03-10-2012 06:33 - Susanne Boidin & Maiken Schütt

Sus & Schütt oplevede OL fra hver sin side af hegnet. Maiken var taget på visit med venindegruppen og tweetede flittigt på land for Dansk Sejlunion. Sus oplevede OL som gladiator i ringen.

Da vi begyndte at skrive klummen, var drømmescenariet naturligvis, at vi begge skulle sejle OL, men således blev det desværre ikke. Dog fik vi alligevel en række sjove fælles oplevelser under OL, hvor Sus af og til vovede sig uden for hegnet, så hun kunne slappe af med veninderne.

Og så det store spørgsmål: Har det været det hele værd? Vi har begge fået nogle erfaringer, som ingen kan tage fra os – at prioritere sejlsport over alt andet med et enkelt mål for øje: OL. Det er ekstremt hårdt til tiden – både fysisk og psykisk, men vi synes begge to, at det har været "besværet" værd og kan anbefale alle unge med en spirende OL-drøm at forfølge drømme og se, hvor langt man kan nå med sin sport. I vores galleri her på Bådmagasinet kan det ses, hvor mange oplevelser, man kan få ved siden af timerne på vandet.

Vores bedste råd på vejen til andre er: Nyd processen, ellers bliver det surt!

Guld med hjem til Sus

Selv om Sus blev nummer ti til OL, fik hun alligevel en lille guldmedalje med hjem. Hendes kæreste Max Salminen, der sejlede Star-båd for Sverige, vandt en guldmedalje i et ekstremt spændende Medal Race-opgør, hvor alting flaskede sig for de blå-gule. Dermed har Sus været med i hele den medaljerus, der også kan følge med efter et OL. En stor oplevelse selv i en "Jackie Kennedy-position".

Weymouth showed the way!

Gennem vores klummer har vi haft fokus på, hvordan sejlsport kan gøres mere salgbart. OL-byen i Weymouth beviste, at sejlsport kan sælges! Nu har vi været i det olympiske cirkus de seneste syv år, og dette er første gang, vi har set folk betalte 350 kroner (!) for at se på sejlsport (fra en græsplæne i Sydengland med næsten sikkerhed for regn). Måske var det for at komme ind og se briternes nye gud Ben Ainslie, men lige meget hvad, så er denne profildyrkelse en tendens, vi "liker". Derfor endnu mere hatten af for vores "Great Dane" (Jonas Høeg, red.) som gav "Big Ben" kamp til stregen!

ISAF tag jer sammen

Men sejlsport er ikke reddet efter et flot OL-setup her i 2012. ISAF har noget at leve op til efter England med OL i rainy Weymouth beviste, hvor godt det kan leveres til tilskuere. Indtil nu leverer ISAF ikke varen som internationalt sejlforbund, hvad angår brandingen af sejlsport. World Cup'en er ikke tilskuervenlig nok, og de formår simpelthen ikke at involvere sponsorer i høj nok grad. For at få flere sponsorer ind i sejlsport skal olympisk sejlsport støves af mere end hvert fjerde år.

Gør-det-selv

Drømmer du om, at sejle OL i 2016 eller 2020 eller måske andre større sejlsportsevents, så er du nødt til at tage ansvar for din egen kampgane og dermed også markedsføringen af dig selv eller dit team.

Vi har været vidt omkring i vores skriverier i vores klummer – alt fra mode til nøgenhed, anmeldelser, diskussioner osv. – pointen var at bringe noget anderledes! Vi ønsker mere opmærksomhed på sejlsporten generelt og har for os selv opnået bedre sponsorater (som jo i og for sig er formålet). Vores tema i nøgenklummen banede ligeledes vej til de større landsdækkende aviser. Drop Janteloven og markedsfør dig selv.

Hvad nu?

Life goes on og nu er vi tilbage fuld tid på skolebænkene i henholdsvis København og Aarhus. Maiken har taget hul på et nyt kapitel sejlsport i 49'eren med sin søster Anne-Julie. Følg søstrene på: http://49erpigerne.wordpress.com/. Sus vil i løbet af det næste halve år også dukke op i nye sejlsportsprojekter.

Tak til Bådmagasinet for det gode samarbejde. Ligeledes tak til de gode grin når 'OL-sejleren', 'ak ja', 'Claus A' og alle de andre anonyme kommentatorer har bidraget til debatten i klummerne og andre artikler, der har omhandlet os...

Det er nu tid til, at nye kapitler skal skrives.

/Sus&Schütt

Skriv en kommentar

Alle vores læsere kan frit deltage i debatten.
Husk at holde en god, sober tone.
Læs mere om vore retningslinier her >>
Captcha plugin for Joomla from Outsource Online
 

0 Kommentarer

 
 
 

 

 
 
 
 

Nyheder fra Sail-World.com

News Events
Sail-World
 
 






 

onlineabo

 

printabo

 
 
 
 

Udvalgte varer til vores abonnementer

 
 
 
 
 

dit link til bådbranchen

Kaleche Smeden
Sunway Seatravel
Kjøller - Komfortudstyr til lystbåde