Klumme: Fra power pads til trapez-”ble”
Noget af det charmerende og samtidigt frustrende ved sejlsport er, at man kan bruge det meste af sit liv på sporten og alligevel kun have beskæftiget sig med en meget lille del af, hvad sejlsport kan byde på.
Jeg har efter mit første møde med skiff-klassen erfaret, at der er langt fra power pads til trapez-"ble", men med de mange erfarne skiff-sejlere, der findes i Danmark, er der råd at hente. Da jeg for nogle måneder siden missede OL-udtagelsen i Laser Radial besluttede jeg mig for, at den jolle havde udfyldt sin rolle i mit liv, og at det var på tide at finde på noget andet sejlsportsmæssigt.
I samme uge kom en invitation til skiff camp, som med følgende catchy overskrift nærmest talte direkte til mig:
"You didn't qualify for the 2012 Olympics, but you dream of going in 2016! Well, here is the right camp for you!!"
Og det viste sig, at blive den helt rigtige camp for mig. Der er tale om den netop overståede skiff camp, afholdt i Rungsted fra onsdag i sidste uge til og med weekenden.
Lørdag og søndag havde KDY arrangeret Zhik Cup, hvor alle nye tips og tricks fra træningsdagene kunne prøves af på kapsejladsbanen.
Erfaring gives videre
Danmarks gode traditioner i 49'er og 29'er klasserne gør, at der er mange dygtige både sejlere og trænere til at give erfaringerne videre til næste generation, og det er denne lejr et godt eksempel på. Med Simon Karstoft og Nicolai Thorsell på sidelinjen blev der gennemgået og diskuteret vendinger, bomninger og jibe sets (nyt ord i mit sejler-ordforråd) til den helt store guldmedalje, og jeg tror alle sejlere på lejren, erfarne som nye i klassen, fik en masse udbytte med sig hjem.
Fællesskabet
Formålet med campen var at skyde gang i samarbejdet mellem de danske skiff-sejlere, der har ambitioner mod OL i Rio 2016. "Den danske model", hvor samarbejde er i højsædet, viste igen sit værd, og der blev med stor succes byttet rundt på kryds og tværs mellem 29erXX og 49er-sejlere, så de meget interesserede piger, der snart skal til at prøve kræfter med den nyvalgte olympiske disciplin 49erFX, kunne få en lille forsmag på glæderne.

Radial vs. 49erFX
Nogen ville nok mene, at der ikke findes to joller på OL-programmet, der er mere forskellige fra hinanden end disse to. Jeg har de sidste fire år måttet lægge øre til mobning fra selvsamme sejlere, som jeg nu har valgt at tilslutte mig. Fartforskellen mellem en radial og en 49'er har gjort, at vi (laserjoller) er blevet kaldt bøjer af 49'er-sejlerne, der mener, at vi knapt sejler fremad, og dermed fint kan fungere som bøjere til skiff-sejlads.
Jeg ser frem til at runde en masse bøjer på Aarhus-bugten de næste måneder, men har nok respekt for de hårdtarbejdende lasersejlere til ikke at mobbe dem, når jeg læner mig ud i trapez-"bleen".
/Maiken