ARC-rapport: Ny vagtplan
For at optimere og sejle stærkere, er vagtplanen ændret om bord på X-55'eren Mads Christensen sejler ARC med. Kun 2 spilere er tilbage.
Der er gået 3 dage siden sidst og meget er sket. Vi har passeret 1000 sømil til mål og her om en time omkring 21.00 onsdag aften når vi 800 sømil til mål.
Vi sejler omkring 210-220 sømil i gennem vandet om dagen og kommer ca. 200 sømil tættere på målet så hvis alt går vel er vi i mål søndag aften. Vi har fået halvvejs kage, holdt første søndag i advent med gaver så selvom vi går til stålet bliver der stadigt hygget og humøret om bord er super godt.
Sidste spiler færdig
Vi har desværre revet vores sidste spiler, den var træt og havde gjort et godt job med næsten 4 døgn oppe i den stærke vind. Gennakeren, som er fra Karsten og Sheilas X-412 og forlænget med 3 meter, satte vi på stage og den virker utrolig godt - næsten som som en A-3.
Nu har vi kun gennakeren og en godt sammen tapet spiler som vi ikke tør før vinden går lidt ned.
Vi har også lavet vores vagtskema om, og en dag i det gamle system kunne se således for mig:
24.00-04.00 Vagt
04.00-08.00 Fri
08.00-11.00 Vagt
11.00-14.00 Fri
14.00-17.00 Vagt
17.00-20.00 Fri
20.00-24.00 Vagt
Hver 5. dag vagtfri da man er kok. Som sagt før er vi 6 om bord og Kaptajnen var vagtfri, men er til rådighed 24 timer i døgnet. Et udmærket system hvis man cruiser, men hvis båden skal races og presses er det et hårdt system, specielt i den hårde vind.
Kaptajnen med i vagtplan
Kaptajnen er nu gået med i skemaet så vi er 2 hold med 3 mand på hver. 4 timers vagter om natten og 6 timer om natten. Der er ingen tvivl om systemet passer bedre til os, vi sejler båden bedre og for mere hvile. Et stort plus til hele besætningen for at lave skemaet om.
Vi har ikke rigtig kunne få opdateringer på stillingen, men vi ved at vores konkurrent, en Hanse 54, har tænkt sig at gå nord om et muligt lavtryk som ligger ved øerne i Caribien. Vores vejrmand mener stadig, at vi skal komme mere sydfra så det bliver spændende hvem der får ret.
Vi tror lidt på, at Hanse-skipperen har indset, at han skal gøre noget andet end os hvis han skal vinde.
Mere herfra senere


