DM stævne i Køge Marina
Køge Sejlklub afholder den 16.-18. august 2012 DM for to bådklasser, nemlig IF og L23 klassen. Disse to bådtyper, som trods de snart har mange år på bagen, tiltrækker både unge som ældre sejlere, da de er nemme at håndtere og kun kræver en besætning på tre mand til rendyrket kapsejlads
Der forventes cirka 30 deltagende både, og da banen bliver lagt ikke så langt fra havnen, vil der være rig mulighed for at se de farvestrålende spilere, når bådene sejler læns på banen.
Liv på marinaen
Sejladserne starter alle dage ved titiden, og inden da vil interesserede kunne følge det liv, der er i havnen, når alle både klargøres og afgår fra marinaen. Alle dage afsluttes sejladserne med hyggeligt samvær i Køge Sejlklubs klubhus med god mad og de vanlige sejlersnakke.
Mesterskabet afholdes såfremt vejrforholdende tillader det med ni sejladser, og forhåbentlig kan mestrene kåres lørdag eftermiddag, så reservedagen søndag kan undlades, så de trætte sejlere kan komme hjem efter forhåbentlig nogle hyggelige dage i Køge.