OL Bagsiden: Lassen og Øverup bukker sig ydmygt overfor Natorp

En sølv og en bronze i Weymouth, sammen med forlængelsen af TORM aftalen, gør, at jeg sammen med redaktør Øverup må bøje mig ydmygt i støvet i anerkendelse overfor formand Hans Natorp og de skabte resultater.

09-08-2012 10:00 - Nicolai Lassen

Formand Natorp kan efter OL dybest set sætte flueben ved "Bestået og alt godkendt". Heri kan vi kun være enige. Den lille runde mand, Øverup, er af natur en hel del mere ydmyg end undertegnede. Så redaktørens cigar truer med at sætte gulvtæpperne i brand, og det har været svært at se, hvad der er op og ned på det runde kuglerunde korpus, da cigarrøgen også stiger op mellem benene. Nok er jeg anerkendende, men ligesom i poker, skader en smule held ikke.

Når sandheden skal på bordet

Tilbage til kommentaren: Sandheden er jo desværre, at Jonas Høgh ikke vandt sølvet, men tabte guldet. 49'erne, kan ikke få ros nok – de er nye i OL sammenhæng, alligevel fik de ikke gummiarm, da det endelig gjaldt. Men de kunne jo ligeså godt have endt uden for medaljerækken, de havde hele heldet på deres side. Tillykke med det.

Det er, hvad formanden siger, men hvad siger den menige sejler ude i sejler Danmark. Dansk Sejlunion har en klar forventning om, at Jonas Høgh som rollemodel kan styrke ungdomsarbejdet.

Hans Natorp udtaler i fredagens interview i Dagbladet Børsen: "OL er utrolig betydningsfuldt for danske sejlere. Ved at følge eliten i deres sejladser udfylder talenter som Jonas Høgh-Christensen og de øvrige deltagere en vigtig funktion. De danske sejlere brander sejlsporten i videste forstand. Den store opmærksomhed i medierne gør det attraktivt og interessant for børn og unge at lære at sejle".

Gid det var tilfældet, men virkeligheden er desværre nok lidt mere brutal. Dansk sejlsport har fået ti dages berømmelse, som fyldstof til det som journalisterne virkelig fandt mere vigtigt. Skal vi ikke være lidt ærlige og konstatere, at pressedækningen i de landsdækkende medier og i TV alene var Jonas Høgh, med stadig som en bifigur. Hvorfor var mediedækningen ikke bedre?

Støtte til dansk sejlsport

Forlængelsen af samarbejdsaftalen med TORM kan kun give anerkendelse. Den havde hverken redaktør Øverup eller jeg set komme. Helt ærlig troede vi, at TORM fonden var en saga blot. På Bagsiden har jeg været godt ude med riven og stillet mange kritiske spørgsmål. Vi vidste godt, at formanden for TORM fonden, den meget udskældte erhvervsadvokat NE Nielsen, havde et enormt stort og altid bankende hjerte for sejlsporten. Men derfra til at TORM fonden kommer med yderligere mange millioner støttekroner til ungdomsarbejdet i dansk sejlsport. Hertil kan vi kun ydmygt sige: "Tak, tak og mange tak for pengene, tak for tilliden".

Spørgsmålet er så, om det ikke er udtryk for at ingen andre sponsorer, vil støtte op om dansk sejlsport? Hans Natorp antyder, at der i løbet af efteråret kommer nye udmeldinger, dem vil vi afvente i ydmyg tavshed. Bådmagasinet har samlet en helt katalog af spørgsmål omkring ungdom og elite sejlsport, det vil vi over efteråret forsøge at få svar på.

Denne bagsidekommentar er baseret på et fælles redaktionelt samarbejde mellem Nicolai Lassen, Bådmagasinet og Karen Ellegaard, Dagbladet Børsen/News2.

Skriv en kommentar

Alle vores læsere kan frit deltage i debatten.
Husk at holde en god, sober tone.
Læs mere om vore retningslinier her >>
Captcha plugin for Joomla from Outsource Online
 

9 Kommentarer

#1 - Sendt d. 08-10-2012 - Kl. 10:10 af frederik Andersen
Nu har jeg både læst dagens Børsen og nu Bagsiden, fantastisk præcise analyser Lassen. men begge medier supplerer hinanden flot - så stort tillykke til Lassen og karen
#2 - Sendt d. 08-10-2012 - Kl. 11:08 af Jens
God kommentar, der stiller mange gode spørgsmål. Eks. Hvad har det show kostet i Waymouth?
#3 - Sendt d. 08-10-2012 - Kl. 11:10 af Steen Guttknecht
".......Dansk sejlsport har fået ti dages berømmelse, som fyldstof til det som journalisterne virkelig fandt mere vigtigt. Skal vi ikke være lidt ærlige og konstatere, at pressedækningen i de landsdækkende medier og i TV alene var Jonas Høgh, men stadig som en bifigur. Hvorfor var mediedækningen ikke bedre?......"

Jamen, som Bagside-emnet sejlede rundt om for nylig:  Dansk sejlsport skal ikke vente opbakning, endsige kvalificeret presse-håndtering fra den nationale skare af bodega-referenter.  De har det nu en gang bedre med at sidde solidt forankret bag glasset i en opvarmet kommentatorbox, med alt stoffet fortykt og listet op, så det bare er et spørgsmål om at læse op med en intonation, der mest muligt får det til at llyde, som om det er noget, de selv har en viden om.

Den i realtid  streamede dækning af Jonas' medal race og ditto den direkte dækning af 49'er drengenes ihærdige udfoldelser for at (med lidt held, som Lassen rigtigt bemærker) at lande på en metalplads, var et mediemæssigt mesterstykke inden for kapsejlads-reportage. Fantastisk tilskueropbakning (takket være de engelske arrangører af OL), fantastisk direkte TV dækning af de afgørende sejladser (takket være engelske mediers dedikerede og professionelle tilgang) -  alt sammen noget vi nok også fremover skal forvente, at Bådmagasinet ( med og uden .dk) i ensom majestæt maser på med så godt de kan og har ressourcer til. 

Men den landsdækkende, danske statsstøttede, momsfritagne sportspresse:  glem dem.
:-)
#4 - Sendt d. 08-10-2012 - Kl. 12:55 af Jan Sørensen
Bagsiden melder sig ind i gruppen af DS tilhængere, uden at stille relevante spørgsmål. Øverup har "dinet og wined" hos DS i 14 dage, og kan selvfølgelig ikke være kritisk. Lassen fik ikke jobbet som kommunikationsmedarbejder hos DS. Med 71 ansøgere valgte DS en yngre og mere styrbar løsning. Men Lassen ynder sig ind hos formanden, så han kan få lidt arbejde

Med to medaljer er OL godkendt, absolut. Men eliten er kun en del af DS arbejdsopgaver, og det er faktisk ikke DS der styre dette, men primært Team Danmark. Hvad med tursejlere, hvad med måleregler, hvad med det faktum at der bliver færre og færre sejlere i sejlklubberne, hvad kommunikationen, hvad med den kæmpe organisation som DS har opbygget, men som ikke giver valuta for pengene.

Det ville klæde Øverup, uden en DS cigar i munden, og Lassen at stille kritiske spørgsmål. Det er vores sport, vores union, vores klub, men vi mangler lederskab og vilje til at gøre en forskel for os. DS skal være den ledestjerne, men det er den ikke. Uden bredde, ingen elite.

Så, Lassen og Øverup. Kom ud af skabet, sommerferien er forbi og DS´s gratis mad og drikke holder ikke længere.
#5 - Sendt d. 08-10-2012 - Kl. 20:11 af Jette
Slettet, ej emne relevant
Knus til alle
Jette
#6 - Sendt d. 08-10-2012 - Kl. 22:33 af Viggo Frederiksen
Sludder det som Jan Sørensen antyder, jeg tror det stod klart for enhver at Lassen aldrig reel var kandidat til en assistest stilling i DS. Faktisk kunne han meget være kandidat til en stilling som kommunikationschef....... Jeg tror han kunne bringe nyt liv i sejlsporten fra den position, men styrbar det bliver han næppe. men det er jo også charmen og styrken ved Lassen.

Jeg er et sikker på at Øverup næppe har "dinet og wined" hos DS i 14 dage, faktisk er sandheden nok at DS heller så hans hæl end hans ansigt. Ingen af de 2 ligger under for DS, Lassen skriver hvad der passer ham - og jeg oplever at Øverup giver rimelig meget spillerum. Alene dagens morsomhed omkring Øverup, hans rundbueform og store pampercigar viser at tolerancen er stor.

Men jeg giver både Steen og Jan ret i, at de 2 herrer skal skaffe svar på mange spørgsmål omkring elitearbejdet i efteråret
#7 - Sendt d. 08-11-2012 - Kl. 08:59 af Kristian
Har Torm overhovedet så mange penge, eller risikerer dansk sejlsport en Kasi Jesper?
#8 - Sendt d. 08-12-2012 - Kl. 09:21 af Rasmus
"KristianDet er den almennyttige Torm Fonden og ikke rederiet, der donerer til dansk sejlsport.
#9 - Sendt d. 08-13-2012 - Kl. 07:49 af Jesper Frederiksen
Ja, men den almenenyttige fond lever vel af at få penge fra rederiet? Eller er der noget jeg har misforstået? Og den kilde må være udtømt.
 
hanseboot300x50 2014
 
 

 

 
 
 
 

Nyheder fra Sail-World.com

News Events
Sail-World
 
 

 






 

onlineabo

 

printabo

 
 
 
 

Udvalgte varer til vores abonnementer

 
 
 
 
 

dit link til bådbranchen

Kronborg Marine Bådsalg
Volvo Penta Europe, Office Denmark
Gransegel