fbpx

To unge danskere roede til Middelhavet i kajak

Inkluder i Newsletter: Ja

Efter 54 dage i hver deres kajak er de to danske eventyrer, Fredrik Sejr Jørgensen og Kenneth Ahm Møller, vendt hjem til Aarhus. 

De to 28-årige, der til daglig er henholdsvis it-udvikler og elektriker, afsluttede i sidste uge en tur i på 1.553 kilometer i kajak fra Oostende i Belgien ned gennem europæiske kanaler og floder mod Sydfrankrig. Den sidste del af turen gik ad floden Rhône, der munder ud i Middelhavet. 

Vel fremme i den franske by Cassis efter næsten to måneder med lange arme kunne de to kajak-eventyrer meddele på Facebook: ”Vi har længtes efter dette øjeblik, lige siden de første skridt ud i Nordsøen, og nu har vores to blå kajakker nået Middelhavets kyster! ”

Den lange tur bød dog på flere udfordringer undervejs. Allerede efter fire dage og 100 kilometer var eventyret tæt på at ende brat. Skuldersmerter betød, at de ikke vidste, om de kunne gennemføre turen. Men tænder blev bidt sammen, og efterhånden forsvandt smerterne mirakuløst. Også det skiftende vejr måtte de indrette sig efter:

- Tingene ændrede sig hele tiden, der var hele tiden en ny udfordring. I fjorten dage regnede det, senere kom nye varmerekorder. Vi måtte hele tiden tilpasse os, fortæller Fredrik Sejr Jørgensen til TV2 Østjylland.

Inden Fredrik og Kenneth kastede sig ud på turen havde de trænet i kajak på både Norges floder og i Aarhus Å. Nu skulle de blandt andet ro 300 km ad Frankrigs mest vandrige flod, Rhône, der er kendt for en rivende strøm. Desuden bød turen på ca. 100 sluser, hvor der ofte ikke må sejles i kajak, men hvor man så må bruge en lille vogn til at trille kajakken forbi slusen og derefter sænke den ned i den næste kanal. Andre gange sad de fem meter nede i en dyb sluse i deres små kajakker.

Kajakkerne havde en vægt på 40 kilo pakket med tøj, telt, overnatningsgrej, førstehjælpstaske og en oplader på solceller. 

Fredrik og Kenneth roede ca. 30 km om dagen. Undervejs overnattede de uautoriserede steder langs floden eller inde i en skov.

- Noget af det bedste var, hvor gæstfrie folk var overfor os. Vi blev inviteret ind, fik steder at sove, aftensmad og meget andet, siger Fredrik Sejr Jørgensen, og fortæller om en episode, hvor de var blevet tilbudt en øl, hvilket resulterede i en overnatning på en flydende bar.

Om flodsejlads på denne rute er egnet til kajakker er lidt et åbent spørgsmål. Der er steder, hvor floderne er meget brede med stærk strøm og store bølger, når det blæser op. Det fortæller Fredrik Sejr Jørgensen til TV2 Østjylland:

- Det var blæst op, og vi var et sted, hvor floden var meget bred. Bølgerne blev rigtig høje fra alle sider, så vi kunne faktisk næsten ikke ro fremad og slet ikke vende uden at tippe i vandet. Derfor roede vi en time, hvor vi var ude på dybt vand og måtte holde kursen. Her skulle vi helt klart have været mere påpasselige.

I Frankrig var der på et tidspunkt ikke vand nok i nogle af kanalerne på ruten, hvor de så fik tilladelse til at sejle i en ellers lukket kanal – i fem dage mødte de ikke andre sejlende. Andre gange måtte de slæber kajakkerne langt over land. 

Anstrengelserne var dog det hele værd, da de nåede frem til Middelhavet gav de hinanden et stort kram.

- Det var en kæmpe forløsning, at det endelig skete efter at have roet i så lang tid. Til sidst kunne man nærmest dufte havet, siger Kenneth Ahm Møller.

At sejle fra Nordsøen til Middelhavet i kajak er så vidt drengene ved, kun gjort en gang før for 100 år siden. Også her var det en dansker, der vovede pelsen.
Kilder: Kayaking North to South og TV2 ØST.