fbpx

DMI med varsel – voldsomt vejr på vej - OPDATERET

Inkluder i Newsletter: Ja

Juni måned var den tørreste - juli den vådeste, bliver august så den mest blæsende? Starten på den sidste sommermåned er startet blæsende, og nu er et nyt vådt og meget blæsende lavtryk på vej mod Danmark. DMI har derfor udsendt varsel om uvejr de kommende dage, hvor blandt andre Garmin Round Denmark Race er i fuld gang! 

De næste par døgn ser ud til at blive præget af udbredt regn og blæst, lyder prognosen fra DMI – og det hele bryder løs fra i dag søndag.

Det voldsomme vejr kommer som følge af et lavtryk fra Østeuropa, der ventes at bevæge sig henover Bornholm og videre til det sydlige Sverige.

Udover kraftig regn med risiko for skybrud, så medfører sådan et uvejr også vind – og rigtig meget af slagsen

Der er derfor også udsendt et varsel om vind af stormende kuling med vindstød af stormstyrke, gældende for udsatte steder såsom kystområder, slutter DMI.

Link til DMI vejrkort med prognose her.

OPDATERET, søndag kl. 18:30

DMI har opdateret deres varsel, udsendt søndag kl. 17:15 - og den generelle varsel lyder "Regn og kraftig blæst på vej" - men det skulle blive voldsomt! På dmi.dk kan vi læse:

Et lavtryk over den nordlige del af Polen bevæger sig mod nord og indtil tirsdag ventes de tilhørende fronter at give en del regn til den østlig del af landet. Desuden blæser det langsomt op, mandag bliver det efterhånden blæsende i hele landet, og der er risiko for meget kraftige vindstød. Fra onsdag bedres vejret langsomt.

Mandag aften og natten til tirsdag:
Om aftenen og natten fortsat mest skyet med enkelte byger. Temp. mellem 12 og 15 grader. Hård vind til hård kuling fra vest og nordvest, lokalt op til stormende kuling, og vindstød af stormstyrke, i Nordjylland måske op til stærk storm.

Tirsdag:
Byger, men også lidt sol ind imellem. Temp. op mellem 15 og 20 grader, og fortsat blæsende med hård vind til hård kuling omkring vest, stedvis op til stormende kuling, og der er risiko for vindstød af stormstyrke, i Nordjylland måske op til stærk storm. Ud på dagen aftager vinden en smule. Om aftenen og natten mest skyet med regn og byger. Temp. ned mellem 10 og 15 grader, og frisk vind til kuling omkring vest, ved kysterne stedvis op til hård kuling, og der er risiko for vindstød af stormstyrke, kraftigst i Nordjylland.

Onsdag:
Skyet med regn og byger. Temp. mellem 14 og 18 grader, og frisk vind til kuling omkring vest, ved kysterne stedvis op til hård kuling med risiko for vindstød af stormende kuling. Om aftenen og natten mest skyet med byger. Temp. ned mellem 10 og 15 grader, og vinden aftager og bliver let til frisk fra vest og nordvest, ved kysterne stedvis op til hård vind.

Torsdag:
Skyet med enkelte byger, men også lidt sol ind imellem. Dagtemp. op mellem 15 og 19 grader, om natten ned mellem 8 og 13 grader. Let til frisk vind fra vest og nordvest, der aftager og bliver svag til jævn omkring vest.

Fredag:
Mest tørt og nogen sol. Dagtemp. op mellem 17 og 22 grader, om natten mellem 13 og 17 grader. Svag til let vind fra forskellige retninger, senere svag til frisk vind mellem sydøst og sydvest.

Lørdag og søndag:
Ustadigt med ret uændrede temperaturer.