fbpx

DIF: Ligestilling i bestyrelser bør gå hurtigere – DS har svært ved at tiltrække kvinder

Inkluder i Newsletter: Ja

Dansk Sejlunion valgte på årets generalforsamling to nye bestyrelsesmedlemmer, to mænd. Dette betyder, at der nu kun er to kvinder i DS bestyrelse, heriblandt formanden.

Forskning viser, at heterogene ledergrupper – og især ledergrupper, hvor der som minimum er 30 procent af hvert køn – formår at skabe en bedre bundlinje end homogene ledergrupper. Sandsynligvis fordi man udfordrer og supplerer hinanden bedre og formår at skabe nogle beslutningsrum, hvor der bliver plads til at se på muligheder og problemer ud fra mange forskellige vinkler.

Tilbage i 2018 gennemførte Danmarks Idræts-Forbund (DIF) en diversitetsundersøgelse som viste, at der ikke var kommet var kommet flere kvinder i specialforbundenes bestyrelser i de seneste tre år, og DIF meldte ud, at man nu ville sætte skub i udviklingen, idet andelen af kvinder lå lige under 23% og ikke havde rykket sig nævneværdigt gennem de sidste tre år.

I 2018 udtrykte DIF bestyrelsesmedlem Frans Hammer det således:

”Vi efterlyser virkelig en hurtigere udvikling på det her område. Med de tiltag vi allerede har iværksat, håber vi at skabe mere dynamik i både vores og forbundenes bestyrelser. I sidste ende handler det om at skabe udvikling og resultater.”

Et andet DIF bestyrelsesmedlem Tine Theilmann supplerede med: ”Diversitet har høj prioritet i DIF, men vi går ikke ind for tvang og kvoter. Vi tror på, at det kan komme i mål ad frivillighedens vej, men det er klart, at vi skal have sat skub i udviklingen.”

DIF's direktør, Morten Mølholm Hansen, der har deltaget i FN’s ligestillingsinitiativ ”Gender Diversity Roundtable”, ønsker at kopiere virksomhedernes bundlinjelogik på ligestillingsområdet til idrættens verden:

”Vi arbejder ikke i foreningsverdenen for at skabe profit, men vi arbejder dog ud fra et ønske om at fastholde medlemmer og nå nogle nye målgrupper, hvilket vel ikke er væsensforskelligt fra virksomhedernes ønske om at fastholde kunder og nå nye kundegrupper. Mon ikke det ville være muligt at tiltrække flere af de travle, voksne kvinder til at blive aktive i foreningslivet, hvis vi havde flere kvinder, som var med til at lægge strategien for, hvordan man tiltrækker dem?”

Kun to kvinder ud af otte
Her fem år efter DIF’s anbefalinger til specialforbundene, er det stadig ikke muligt for DS at tiltrække flere kvinder til bestyrelsen, og på DS nyligt afholdte generalforsamling var der, som tidligere nævnt, valg af to bestyrelsesmedlemmer. Der var opstillet fem kandidater til bestyrelsen - alle mænd. Dansk Sejlunions bestyrelse består i dag altså af to kvinder og seks mænd, inkl. formanden.

I den hidtidige bestyrelse var der tre kvinder, hvor én af dem Lotte Meldgaard Pedersen, som valgte at gå efter to år i bestyrelsen. Lotte fortæller til Bådmagasinet, at hun af familiære og jobmæssige årsager valgte at forlade DS bestyrelse efter en periode på kun to år:

”Jeg udtræder på grund af tidsmangel. Jeg har ikke kunnet lægge nok tid i det i forhold til egne forventninger - job og sønnike fylder i den grad min tid godt og grundigt ud. 

Så hvor vigtigt jeg synes det er både som kvinde og som 'tidligere' elitesejler og nu 'bare' aktiv kapsejler og hyggesejler, så vil jeg ikke begrænse bestyrelsen i at nå bedre igennem det arbejde der ligger. Det er en rigtig god flok kapaciteter der sidder i bestyrelsen. 

Jeg har selv forsøgt at finde en kvindelig afløser, men det er ikke let at få kvinder ind i det - så ikke kun manglende vilje fra den nuværende bestyrelse...

Jeg har valgt at fortsætte min deltagelse og arbejde i DS bæredygtighedsudvalget. Og hvor det ellers giver mening at inddrage min kompetance i det hele taget. 

Og så håber jeg i øvrigt på at komme stærkt igen om nogle år når der er bedre tid på hjemmefronten, for jeg synes stadig jeg har noget at byde ind med.”

Svært for DS at tiltrække kvinder til bestyrelsen
Selvom DIF i 2018 ønskede at sætte skub i udviklingen med flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer, så er det fortsat svært for DS at tiltrække kvindelige ledere. DS formand Line Markert har besvaret en række spørgsmål herom.

Der er en målsætning om "Flere kvinder i sejlsport", herunder DS bestyrelse, ligesom DIF har samme målsætning ?

”Vi har i en årrække haft tre kvinder ud af otte i bestyrelsen. Det har været blandt de bedst balancerede i DIF-familien, hvilket vi har høstet stor anerkendelse for. I det kommende år er forholdet så 2-8. Det svarer til kvindernes andel af sejlklubbernes medlemmer, og det ligger nok også på DIF-niveau bredt set. Kønsfordeling er blot et af de hensyn, der kan tages ved valget til bestyrelsen. Alder, geografi, kompetencer, kluberfaring, netværk og meget mere er andre relevante hensyn. I sidste ende afhænger alt af, hvem der stiller op, og hvem klubberne vælger på generalforsamlingen.

Hvad har DS gjort for at få flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer ?

”Fra bestyrelsens side har vi haft blik for at finde kvalificerede kandidater og motivere dem til at stille op – uden skelen til enkelte kriterier, som fx køn. Det har vi blandt andet gjort ved at opfordre til opstilling ved de regionale møder, hvor mere end 100 klubber deltog i år. Vi er glade for, vi har fået to stærke bestyrelsesmedlemmer med gode kompetencer og ressourcer til at bidrage til bestyrelsesarbejdet.”

Hvorfor forlod Lotte Meldgaard bestyrelsen efter kun 2 år ?

”Vi er rigtig kede af, at Lotte af personlige årsager ikke havde mulighed for at tage endnu en valgperiode. Vi kommer til at savne Lotte, fordi hun har bidraget godt til fællesskabet i bestyrelsen og med nogle stærke kompetencer. Der er intet drama forbundet med hendes exit. Men vi finder det ikke rigtigt at gå i detaljer med hendes egen, nødvendige prioritering.”

Hvad vil DS gøre fremadrettet for at få 50/50 m/k i bestyrelsen ?

”Bemærk, at DIF’s anbefaling er 30/70. Vi har ikke i dag en konkret plan. Men det er da et ønske, at vi kommer op på endnu bedre kønsbalance i bestyrelsen, svarende til DIF’s anbefalede mål. Vi vil stærkt opfordre enhver, der har lyst til at stille op til bestyrelsen, til at gøre det.”

Line Markert og DS har ikke noget konkret svar på, hvorfor der ingen kvindelige kandidater har været denne gang, når der var to ledige bestyrelsesposter. Hvis DS i fremtiden ønsker, at flere kvinder stiller op til DS bestyrelse, kunne det måske være formålstjenligt at undersøge, hvad der skal til for at motivere og tiltrække flere kvinder, således at rekruttering kan igangsættes i god tid inden valghandlingerne.

Der foretages årlige valg til DS bestyrelse, og formandsposten bliver faktisk ledig til marts 2024, når Line Markert efter de maksimale 8 år som formand ikke kan genopstille. Samtidig skal vælges yderligere et par bestyrelsesmedlemmer, så der er god tid til at promovere bestyrelsesarbejdet og motivere nye kandidater, især blandt kvinder i sejlsporten.