Bådmagasinets billedgalleri | TORM-aftalen: Til lykke fra Århus

Bådmagasinets billedgalleri

TORM-aftalen: Til lykke fra Århus

14-11-2008 17:22 Hans Henrik14 Nov 2008 16:22 - Øyvind Bordal
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

TORM var også med ved ungdoms-VM i Århus, og har været en stærk støttespiller igennem flere års ungdomsarbejde i dansk sejlsport.

Vi har modtaget en glædesstrålende skrivelse fra de jyske entusiaster i Sailing Århus, med Thomas Capitani Nielsen som pennefører. Her er hvad de skriver:

Åbent Brev til Dansk Sejlunion, Rederiet TORM og TORM Fonden fra Sailing Aarhus.


Tillykke - og tak - fra Århus

Kære Carl Gerstrøm, kære Dan Ibsen, kære Michael Staal, kære Jens Bjergmose og kære Niels Erik Nielsen - tillykke med den historiske aftale mellem TORM og dansk sejlsport.

Det er med stor glæde, at de fem sejlklubber bag Sailing Aarhus erfarer, at dansk sejlsport har fået en historisk saltvandsindsprøjtning fra TORM.

TORM er ikke ny i rollen som gavegiver i dansk sejlsport. Igennem flere år har TORM ydet et uvurderlig bidrag til dansk sejlsport, blandt andet ved støtte bredden, ved at bakke op ungdoms- og junior konkurrencemiljøet i TORM Granprix'erne, TORM ungdoms- og junior Danmarksmesterskaberne samt en lang række andre initiativer fra Dansk Sejlunion.

Dansk sejlsport er inde i en rivende udvikling og har skabt fantastiske, flotte resultater. Senest i år med en samlet 5. plads til ungdomslandsholdet ved ISAF Youth Sailing World Championship i Århus samt Warrer og Kirketerps nervepirrende og forrygende guld-præstation ved OL i Kina. Disse flotte resultater var næppe nået uden TORMS støtte til fundamentet i dansk sejlsport, der hvor frøene til talenterne sås, spirene plejes og drømmene skabes.

At TORM nu også kan skrive "sponsor til Danmarks eliteambitioner" på visitkortet, er kun velfortjent; de præstationer og resultater som dansk sejlsport vil skabe de kommende fire år, bliver skabt oven på dette fundament og det bør derfor være dansk sejlsport en stor glæde og ære, at kunne dele disse resultater og oplevelser med netop TORM.

Personlig tak til TORM fra Århus
I Århus skylder vi TORM en personlig tak, ikke kun for gaven til dansk sejlsport, men også den støtte Sailing Aarhus modtog ved afviklingen af ISAF Youth Sailing World Championship, hvor TORMS opbakning var stærkt medvirkende til, at vi kunne give vore internationale gæster og mange frivillige kapsejlads i verdensklasse og en ekstraordinær oplevelse.

TORMs bidrag medvirkede også til, at dansk sejlsport kunne forny flåden af ungdomsjoller og windsurfere. Et rekordstort antal joller og surfboards blev i de danske sejlklubber efter verdensmesterskaberne og ikke mindre end 25 danske sejlklubber var med til at gøre stævnet til en forrygende succes.

Sailing Aarhus har også nydt godt af TORMS engagement, når vi har afviklet TORM Granprix'erne i Århus, og lige nu glæder os til, at vi skal afvikle TORM Junior og Ungdoms Danmarksmesterskaberne i Århus og Egå i august 2009 samt TORM Junior Gran Prix i Kaløvig i juni 2009.

Talentudvikling og Århusiansk OL guld
I Århus samarbejder de fem sejlklubber tæt sammen om talentudviklingen, blandt andet omkring det Team Danmark støttede Kraftcenter samt i Elite Sports Akademi Århus (ESAA). Disse aktiviteter, og det unikke sejlermiljø vi har i Århus, er med til at skabe det stof, som OL guld er skabt af. Vi glæder os til, sammen med TORM og Dansk Sejlunion at styrke disse aktiviteter, og skabe grundlag for, at endnu flere drømme og ambitioner forgyldes.

Personlig tak til Dansk Sejlunion fra Århus
Århus skylder også Dansk Sejlunion en stor tak. Med Carl, Dan og Michael ved roret, har Dansk Sejlunion de seneste år søsat mange, imponerende projekter og nået forrygende resultater. Med TORMS hjælp, tegner udsigten gunstig for dansk sejlsport. I Århus har vi alle sejlene sat, blandt andet ved et styrket samarbejde i Sailing Aarhus, og vi er klar med store ambitioner og planer for fremtiden.

Det glæder os, at vi er med på dækket og vi ser frem til en forrygende sejltur de kommende år.

Bådmagasinet ønsker også til lykke
Sådan lyder det altså fra Thomas Capitani Nielsen, direktør i Sailing Århus. Og vi vil gerne istemme: Også fra Bådmagasinet siger vi til lykke med den meget store og vigtige aftale!






Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer