Bådmagasinets billedgalleri

Kun danskere i top-20 i fem af ni klasser

09-10-2005 12:50 Hans Henrik09 Oct 2005 10:50 - Mick Anderson
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Måske er det 49eren, man skal satse på. Arkivfoto: Mick Anderson/FOTOM.DK.

I løbet af de seneste par måneder siden udsendelsen af sidste verdensranglister er der sejlet en del kontinental- og verdensmesterskaber, som har ændret listerne en del.

Engelske Ben Ainslie er tilbage i toppen af listen efter succes ved EM og VM i Finnjollen, og ukrainske Anna Kalinina rykker op på førstepladsen i Yngling.

Det er stadig Storbritanien, som er bedste nation med elleve sejlere i top-3 i de 11 bådklasser, hvoraf to er førstepladser - Ainslie i Finn og Draper/Hiscocks i 49er - et resultat som også Ukraine matcher med førstepladser i den hedengangne Mistral og og Yngling.

Til sammenligning har Danmark kun én sejler i top-3, og det er Jonas Høgh-Christensen i Finnjolle, som ikke har kunnet holde stand mod den formidabelt sejlende Ben Ainslie.

Ranglister - udvalgte resultater i top-20:

Finnjolle:
1. Ben Ainslie, GBR, tidl. 3
2. Jonas Høgh-Christensen, DEN, tidl. 1
3. Emilios Oaoathanasiou, GRE, tidl. 2
7. Søren Holm, DEN, tidl. 12

Laser:
1. Robert Scheidt, BRA, tidl. 1
2. Paul Goodison, GBR, tidl. 2
3. Andreas Geritzer, AUT, tidl. 4
13. Anders Nyholm, DEN, tidl. 13

470 - mænd:
1. Marinho/Nunes, POR, tidl. 1
2. Kliger/Gal, ISR, tidl. 2
3. Rogers/Glanfield, GBR, tidl. 5
Danmark har ikke nogen 470er i top-20.

Star:
1. Frederik Lööf/Anders Ekstrøm, SWE, tidl. 1
2. Iain Percy/Steve Mitchell, GBR, tidl. 2
3. George Szabo/Eric Monroe, USA, tidl. 11
Danmark har ikke nogen Star i top-20.

Tornado:
1. Fernando Echavarri/Anton Blaneo, ESP, tidl. 1
2. Mitch Booth/Herbert Dercksen, NED, tidl. 3
3. Andrey Kirilyuk/Valery Ushkkov, RUS, tidl. 8
Danmark har ikke nogen Tornado i top-20.

49er:
1. Chris Draper/Simon Hoscocks, GBR, tidl. 1
2. Pietro Sibello/Gianfranco Sibello, ITA, tidl. 5
3. Marcus Baur/Max Groy, GER, tidl. 2
10. Allan Nørregaard/Jonatan Persson, DEN, tidl. 15
12. Peter Hansen/Søren Hansen, DEN, tidl. 22
15. Jonas Warrer/Martin Kirketerp, DEN, tidl. 20

Laser Radial:
1. Paige Railey, USA, tidl. 1
2. Magalie Bonneau-Marcil, CAN, tidl. 5
3. Lizzie Vickers, GBR, tidl. 4
Danmark har ikke nogen Laser Radial i top-20

470-kvinder:
1. Iingrid Petitjean/Nadege Douroux, FRA, tidl. 1
2. Nike Kornecki/Vered Buskila, ISR, tidl. 2
3. Therese Torgerson/Vendela Zachrisson, SWE, tidl. 3
19. Susanne Ward/Michaela Meehan, DEN, tidl. 10
Det skal bemærkes, at søstrene Susanne og Michaela ikke indgår i landsholdet og p.t. ikke er aktive, men de er før kommet sent i OL-sammenhæng og har kvalificeret Danmark.

Yngling:
1. Ruslana Taran/Kalinina/Matevusheva, UKR, tidl. 3
2. Eketerina Skoudina/Krutskikh/Larsteva, RUS, tidl. 1
3. Kristin Wagner/Hoell/Unkelbach, GER, tidl. 2
12. Trine Palludan/Ida Hartvig, DEN, tidl. 15
14. Dorte O. Jensen/Helle Jespersen, tidl. 12
Det skal her bemærkes, at Christina 'Otto' Otzen har indstillet Yngling-karrieren. Hun indgår i begge besætninger på ranglisten.

Vi har undladt at inddrage Mistral i denne opgørelse, da den ikke længere er på det olympiske program.

Bådmagasinets kommentarer:
I Dansk Sejlunion bør man måske studse over, at der ikke er danske sejlere eller besætninger i top-20 i fem af de ni klasser listet herover.

Der er under tre år tilbage til næste OL, og der er endnu ikke ansat trænere til alle klasserne.

Det er foruroligende, at det kun er i 49er-klassen, der tæller 12 ud af 36 landsholdssejlere, hvor mere end én besætning gør sig gældende i international sammenhæng - læs ISAFs top-20 rangliste.

Finnjollerne gør det godt, og det at der er fire sejlere på landsholdet, som deltager ved de store stævner og træner sammen, er helt sikkert med til at højne det danske niveau - og samtidigt være indsparker til en national klasse. Finnjollen har oplevet en mindre genfødsel i løbet af de sidste par år, hvor Jonas Høgh-Christensen og Søren Holm har været de bærende profiler, som har skabt liv til klassen.

I Ynglingen har Christina Otzen forladt OL-sejlads til fordel for en professionel karriere på land, tilbage står Trine Palludan med udfordringen med at finde en ny gast, som er villig til at satse alt på en OL-kampagne.

Mændenes 470er slet ikke besat med nogen besætning, som har deltaget på internationalt niveau. OL-deltager i Athen, Kristian Kjærgaard, er skiftet til Laser, og hans gast, Mads Møller, sejler nu Tornado med Peder Rønholt.
Desuden har klassen ikke fået trænersupport eller modspil fra andre danske besætninger - der er så at sige ingen klasse i Danmark - overhovedet.

For kvindernes vedkommende kæmper Henriette Koch og Lene Sommer en hård kamp op af bakke - både med resultaterne og med at få nok vægt på kroppen til at kunne være med, når det blæser.
Heller ikke her er der nogle andre kandidater af rang.


20-årige Christian Monberg har sammen med gast Martin Leifeldt vist formidabel fart i det hårde felt. Foto: Mick Anderson/FOTOM.DK


Star-båden har traditionelt altid været master-klassen, hvor en stor pengepung og et enormt talent er påkrævet for at kunne være med.
Det er derfor enormt forfriskende at se, at Just/Andersen-kombinationen i Kielerugen stadig kan sejle op mod den yngre generation af skippere, som lige nu dominerer klassen.
Og her skal man ikke glemme konstellationen Christian Monberg/Martin Leifeldt, som har haft en forrygende sæson.
Det bliver også spændende at se, om Nicklas Holm vender tilbage til klassen efter sit studieophold i USA.

I Laser måtte Anders Nyholm selv klare en resultatmæssig nedtur under det nyligt overståede VM i Brasilien, og han er p.t. den eneste reelle danske sejler med OL-kaliber.

En af de teknisk mest krævende både er uden tvivl Tornadoen, hvor Peder Rønholt og Mads Møller er kommet forholdsvis godt i gang med deres samarbejde, efter Møllers skifte fra 470'eren. Endnu mangler det store internationale resultat - og man må håbe, at de fra unionens side får mere opbakning end Rønholt oplevede i sidste OL-kampagne, hvor de ikke havde nogen træner tilknyttet og midlerne var yderste begrænsede. For der er ingen tvivl om, at der er talent nok ombord til et godt resultat.


Jesper Vesterstrøm er et godt bud på en OL-deltager i RS:X-klassen.



49er-klassen er stærk herhjemme, og resultaterne udebliver da heller ikke - kulminerende med en EM-bronzemedalje til brødrene Hansen ved EM i Vallensbæk.

Laser Radial-pigerne er endnu ikke kommet til tops, men de har vist gode takter i dele af store stævner. Der er endnu ikke en klasse herhjemme, og det kan uden tvivl forklares med, at Europajolle-klassen er stærk herhjemme og er dybt integreret i sejlklubbernes ungdomsprogrammer.

Det samme er gældende for Laser i OL-sammenhæng, hvor drenge og piger fastholder at sejle en jolle, som traditionelt er blevet opfattet som mere spændende og sjovere at sejle end Laser eller Laser Radial. Det bliver spændende at se, hvad unionen gør - eller om den vil gøre noget - for at bryde det mønster og gøre Laser-sejlads mere attraktivt og dermed forbedre rekrutteringsgrundlaget til OL-sejlads.

For windsurferne er det endnu for tidligt at drage en masse konklusioner efter RS:X-boardet først for nyligt har afholdt sin første store internationale kapsejlads. Men sikkert er det, at Jesper Vesterstrøm er et godt bud på en OL-plads, og der vil komme flere med i kampen. Windsurfing står overfor en kæmpe renæssance, og Neil Pryde har et stort set-up under opbygning for at udbrede sporten til sejlklubberne.

Vi følger i løbet af næste uge op med flere historier om status på OL-klasserne og OL-sejlads i DS-regi generelt.

www.sailing.org


Udvalgte artikler til salg - GRATIS for abonnenter under Mit Bådmagasin

140
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer