Skandia kæntret og forladt af besætning

28-12-2004 18:30 Hans Henrik28 Dec 2004 17:30 - Mick Anderson, DK, og Morten Lorenzen, down under
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Besætningen forlader Skandia efter kølen knækkede. Nu er båden kæntret og driver hjælpeløst omkring. Foto: Daniel Forster/ROLEX.

Kort efter skipper Grant Wharington havde beordret sin 15 mand store besætning i redningsbådene, blev samtlige mand samlet op af et redningsskib og sejlet i land, hvorefter de blev fløjet til Hobart.

Her er skipperen nu i gang med at stable en redningsaktion på benene, så man kan redde den 98-fods lange Skandia, der driver hjælpeløst omkring i de monsterhøje bølger.

Med stormfok og to reb
Baggrunden for at forlade "Skandia" er, at den hydrauliske svingkøl satte sig fast til styrbord, og motoren i de tidlige morgentimer blev ødelagt af indtrængende saltvand.


Stormen raser over feltet i Bass Strædet. Skandias besætning gør her klar til at forlade deres båd. Foto: Daniel Forster/Rolex.


Skipper Wharington forklarer:

"Vi sejlede konservativt på bagbord halse i førerposition, efter Konica Minolta var udgået, mod roligere vand tættere på land, da båden sprang ud af vandet og landede hårdt. Meget hårdt. På det tidspunkt sejlede vi med stormfok 4 og to reb i storsejlet.... Vi havde rimelig kontrol over situationen."


Skandias besætning i redningsflåden passeres af en konkurrent. Redningsfartøjet samler sejlerne op kort efter. Foto: Daniel Forster/Rolex.


Det hårde nedslag bøjede begge hydrauliske arme, der styrer svingkølen, som rev sig løs og smed båden ned på den ene side.

Sendte besætningen i flåderne
Besætningen formåede at stabilisere kølen i et stykke tid, inden den igen rev sig løs og begyndte at flå båden i stykker. Skipperen frygtede med det samme, at kølen kunne brække helt af, så båden ville vælte med 16 mand ombord. Derfor beordrede han klokken 22:00 i aftes sine mænd i to redningsflåder, hvor de blev samlet op af et redningsfartøj kort efter.


Monsterbølger kaster feltet omkring som snefnug for vinden. Foto: Daniel Forster/Rolex


Det er endnu uvist, hvorfor kølen rev sig løs. Men man nok erkende, at det stadig er første generation af maxibåde i carbon med svingkøl, og at der stadig skal testet mere, inden systemet er perfekt.

Den sidste af de tre store maxi'er, Konica Minolta, ligger sikkert for anker i en bugt på den tasmanske østkyst, efter at selve rammen i båden var begyndt at knække efter mødet med flere gigantiske bølger.

Ludde fik ret
54 af de 116 startende både er på dette tidspunkt udgået af sejladsen på grund af det hårde vejr. Dermed er det helt klart, at "Nicorette's" skipper, Ludde Ingvall, fik ret i sine bange anelser. Inden starten bad han - med en truende vejrudsigt i hånden - indtrængende kapsejladsledelsen om at udsætte starten. Det lykkedes ham ikke.

Nu styrer han Nicorette til en sikker sejr i Hobart med forventet ankomst klokken 19:38 i aften. Båden rundede klokken 15:38 Tasman Island og meddelte Royal Yacht Club of Tasmania, at de forvanter at bruge fire timer på det sidste stykke op gennem Derwent-floden.

Han er mere end 50 sømil foran AAPT og endnu 12 sømil foran nummer tre, Brindabella.


Nicorette har kun et par timer tilbage, inden mareridtet er forbi. Foto: Daniel Forster/Rolex.




www.rolexsydneyhobart.com


Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer