Sidste aften i Stillehavet

30-11--0001 01:00 Hans Henrik06 Dec 2007 10:39 - Camille Aulkær Andersen
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Orkansæsonen nærmer sig, det er november, og vi ligger i havn i Noumea, Ny Caledoniens franske hovedstad. I snart et år har vi sejlet blandt spændende og smukke stillehavsøer, og vi har nydt og slidt og suget til os af eksotiske indtryk. Men som ugerne er gået, er vores hjemve kommet snigende. Vi er trætte af langturs-sejlerlivet, nu lokker varme bruse-bade, kystsejlads og hverdagen med familie, venner og studier igen.

En frygtet rute
Der er bare lige det, at den tur, vi mangler at sejle for at komme tilbage til New Zealand, er kendt for at være en barsk omgang. Kursen er næsten stik syd – lige imod både passatvinde og bølger, og det er almindeligt at sejlere på den strækning får sig en overraskelse eller to, fordi vejrfænomener sydfra kommer én i møde med en vældig hast. Mens vi spankulerer rundt på Ny Caledonien og sludrer med andre sejlere, bliver vi flere gange direkte advaret mod at tage den tur.
Derfor tiltaler det os meget at forsøge at sælge båden her i denne franske koloni. Men importskatten på næsten 30 % gør det desværre urealistisk at finde en køber her – nej, vi må tilbage til New Zealands store bådmarked. Og vi må sejle snart, for orkanerne nærmer sig – én har allerede hærget østpå i Vanuatu, og dette år er af flere vejreksperter blevet udnævnt til El Niño-år, så hvad angår vejret, kan alt ske ...
Til hjemturen beslutter vi at investere i en specificeret vejrmelding for vores tur. Den tager højde for vores præcise destination, rute og gennemsnitsfart, så vi er så godt forberedt som muligt. Vi er bare ikke forberedt på, at den anbefaler os at tage af sted med det samme, den tikker ind på mail’en en hel uge før, vi egentlig har regnet med afgang. Der er tilsyneladende et vejrvindue NU – og ingen kan sige, hvornår eller om der kommer sådan en chance igen. Vi kigger forbavsede på hinanden og bider lidt negle, for mentalt er vi ikke rigtigt klar til ”den sidste endelige tur hjem”. Alle gyser lidt ved tanken, men vejrudsigten lover os de bedste betingelser – medvinde og små bølger, og senere halvvind hele vejen til New Zealand. Det lyder næsten for godt til at være sandt.

Søkøer og Wasa knækbrød
Mens Linn og Torben gør båden sejlklar, tjekker Jesper ud hos tolderne. Det er der ingen problemer i bortset fra, at Jesper må plage dem lidt for at få stempler i passene. Ny Caledonien er fransk territorium og derfor et EU-land. Ude midt i Stillehavet. Vi andre giver Jesper ret i, at det virker lidt fjollet. Selv spæner jeg til supermarkedet. Sejladsen kan tage alt mellem seks og ti dage, og fordi vi er lidt bange for turen, finder jeg det rimeligt med lidt forkælelse. Franske patéer, frisk ost, sodavand og chokolade bliver revet ned fra hylderne, og sørme om de ikke har importeret Wasa knækbrød her. Det vil vække jubel. Vi er efterhånden desperate efter europæisk føde.
Tidligt næste morgen stævner vi ud af Port Moselle i Noumea, mens Linn vinker farvel på kajen. Hun er blevet gravid, og morgenkvalmen, der for tiden varer hele dagen, gør sejladsen for hård, så vi har besluttet, at en flyver til New Zealand er en bedre transportform for hende. Et par timer efter forsvinder den sidste palmetop af syne, og vi erkender lidt vemodigt, at nu er eventyret ved at være forbi. Jeg kan mærke, at mit hoved er propfyldt med indtryk. Der er næsten ikke plads til flere fantastiske oplevelser. De andre har det lige sådan, så i stilhed finder vi os til rette på båden med hver sin bog. Vi opdager nærmest tilfældigt, at vi pludselig passerer to søkøer – et meget sjældent syn på disse kanter og især for os. Dem har vi ikke set før, så der bliver fest i cockpittet og en råben og pegen. Lidt flere oplevelser er der da alligevel plads til.

Nye kokke i kabyssen
Båden suser af sted med otte knob og autopiloten klarer alt arbejdet. De første tre døgn på søen holder vinden og vejrudsigten, og vi ser forundrede og glade på hinanden hen over bøgerne. Torben og jeg, som har været så søsyge på vores tidligere sejlture, ses pludselig i kabyssen med potter og pander og højt humør. Det er en befriende fornemmelse – pludselig er sejlerlivet så nemt.
Men hævnen kommer på fjerdedagen. Vinden lægger sig. Helt. På min nattevagt hører jeg konstant lyden af bølgerne, der klukker op mod agterspejlet og bommen, der utålmodigt slår frem og tilbage. Midt på natten sejler vi næsten baglæns.
Et døgn ligger vi og drejer rundt om os selv, og havet er blikstille. Så tager vinden så småt fat igen – denne gang fra præcis den retning, vi skal i. Frustrationer og kedsomhed afløser med det samme den hjemsejlingsiver, vi lagde ud med. Vejrudsigten lover et højtryk fra vest, og forgæves spejder vi mod skyerne, for at se, om de skulle bringe vind med sig. Diskussioner opstår ud af ingenting, og vi kan ikke blive enige, om vi skal sejle mod vest for at lede efter vinden, eller skal vi acceptere, at vinden har vendt os ryggen og i stedet krydse frem mod målet. Vi bestemmer os langt om længe for det sidste og erkender, at vejrudsigten ikke holder. Vi krydser 40 grader til vinden og med fire til frem knobs fart. Det er sådan set ikke så skidt, men det er alligevel irriterende at se, hvor langsomt det lille skib på GPS’en nærmer sig New Zealands kyst. For hver dag, der går, bliver ankomsttidspunktet udskudt endnu mere – vi keder os.

En symbolsk nat
Men også denne frustrerende sejlende i zigzag har en ende, og efter syv døgn kan vi se frem til den definitivt sidste nattevagt på vores et års lange eventyrrejse. Torben vækker mig kl. 22, og da jeg kommer på dæk, ser jeg til min fryd, at kompassets pil peger den rigtige vej. Næsten med blanke øjne peger Torben ud mod stjernerne i horisonten. ”Det er symbolsk,” hvisker han. ”Vi sejler lige mod Sydkorset.”
Da jeg vækker Jesper tre timer senere, er jeg træt og lidt forfrossen, men ret lykkelig. Rundt om os danser delfinerne som store ilddyr – det er morilden, der lyser og glimter. Og i nattens mørke ser vi endelig lyset fra land. Vi er tilbage. Hele morgenen og formiddagen sejler vi ned langs New Zealands nordøstkyst, hvor klippeøerne ligger spredt i det solbeskinnede blågrønne vand. Flere delfiner kommer og siger godmorgen til os, men nu er der vigtigere ting at tænke på. Mobiltelefonerne virker igen! Flere venner, familier og især Linn har ventet på at høre fra os, og vores lille kamp med vinden har skabt lidt nervøsitet for, om alt nu gik som det skulle. For første gang i otte måneder kan vi uden besvær komme i kontakt med omverdenen. En frihed, vi har savnet skræmmende meget.
Da vi efter otte og et halvt døgn ankommer til New Zealand mærker vi alle en lille varm følelse af stolthed. Jeg skriver på en af de sidste sider i dagbogen:
”Vi gjorde det. Vi rejste ud, købte en båd og sejlede den rundt i verdens største hav i næsten et år. Og vi er stadig i live. Og tusinder af dejlige og spændende og skræmmende oplevelser rigere. Det føles ret godt.”

Vejr og vind på Close Encounters
Om bord på Close Encounters har vi ikke haft internet eller vejrfax. Alle vores vejrmeldinger har vi modtaget pr. e-mail, så vi har været afhængig af internetcaféer undervejs, når vi var i land. Ved de to længste stræk på turen – New Zealand til
Cook (10½ døgn) og Ny Caledonien til New Zealand (8½ døgn) bestilte vi specifikke vejrmeldinger til vores båd, der tog højde for rute, præcis destination samt hvor hurtigt vi kunne sejle i forskellige vindstyrker og retninger.
Alle andre vejrmeldinger, vi har fået undervejs, har været fra andre langturssejlere, der har modtaget meldinger direkte til deres båd. Næsten alle, vi har mødt, har været flinke til at dele ud af deres viden. Men sommetider kan det også være helt rart ikke at vide besked. Mens vi var på Ny Caledonien, hærgede en orkan Vanuatu. Men vi hørte det først efter at den var forsvundet nordpå. I en uge havde alle de andre sejlere været nervøse for, at den skulle bevæge sig mod vest – vi lå kun et døgns sejlads derfra og havde bare daset i lykkelig uvidenhed.
Orkansæsonen i Stillehavet er fra starten af december til slutningen af marts. De fleste sejlere søger læ på New Zealand eller Australien. Ved planlægningen af en jordomsejling kan det være lidt af en puslespil at få lagt ruten, så man slipper for de forskellige orkansæsoner verden over. Jimmy Cornells ”World Cruising Rutes” er en stor hjælp – selv hvis man har tænkt sig kun at sejle i Stillehavet. Her står også beskrevet et midtvejsstop på ruten fra Ny Caledonien til New Zealand, som mange sejlere benytter – Norfolk Island (australsk territorium). Norfolk ligger ca. halvvejs på ruten, og øen kan være et godt sted at holde hvil, hvis vejret sydfra overrasker. Der er også mulighed for at modtage vejrmeldinger på øen.

Lev drømmen!
Et par råd, hvis andre skulle have fået blod på langturssejler-tanden.
• Lad være med at forberede dig ihjel. Saml pengene sammen og kom af sted – så skal det nok løse sig undervejs.
• Stol på din egen dømmekraft, og lyt ikke for meget til andre sejlere. Historier bliver bedre og mere dramatiske af at blive fortalt mange gange i yachtklubben.
• Det er ikke så dyrt at sejle langtur, som det lyder.
Vi tabte 10.000 kr. hver på at købe og sælge båden, og derudover har vi brugt ca. 15.000 kr. hver på at udstyre båden og ca. 40.000 kr. hver på mad og lommepenge på et år.
• Det er ikke så farligt at sejle langtur, som nogen frygter. Der er f.eks. ingen nævneværdige pirater i Stillehavet – vi mødte ingen, og vi hørte ikke om nogen fra andre sejlere. Og så længe man holder sig væk fra orkansæsonen, er vejret som regel tilforladeligt.
• Det er ikke kun erfarne sejlere, der kan sejle langtur. Kun én af os havde prøvet det før, og så længe man bruger fornuften, skal det nok gå. Sejladsen lærer man ret hurtigt.
• Lev drømmen ud! Jeg havde selv drømt om denne tur i mange år – gør det, inden det er for sent.

Cirklen sluttes
Efter den obligatoriske indtjekning hos myndighederne lægger vi båden til kaj i den selv samme havn, vi sejlede ud fra. Vi har besluttet at sælge båden hos det samme firma, der i sin tid solgte den til os, for mægleren, David, er efterhånden blevet som en ven. Han lyser op i et kæmpe smil, da han ser os og udbryder:
”Jeg har downloaded alle billederne fra jeres hjemmeside. De gjorde mig SYG – af misundelse.”
I havnen, hvor båden blev købt, får vi en fin salgsplads, og efter et par dages skuren og skrubben, er det tid til at rykke ud af vores ”hjem”. Med vemod overrækker vi nøglerne til David, der skal tage sig af salget, mens vi ser os lidt om på New Zealand.
Mægleren har vurderet, at båden stadig er i så fin stand, at den skal sættes til salg for det samme, som den kostede, da vi bød på den, ca. 350.000 kr. Det er jo et dejligt stort beløb, men for os er det vigtigere, at båden bliver hurtigt solgt, end at vi får mange penge for den. Vi har alle sammen mareridt om, at ingen vil have den, og at den må efterlades her indtil næste sejlsæson om et år. Der er ingen tvivl om, at et års vind og vejr og manglende pleje ikke vil gøre noget godt for Close Encounters. Vores mægler, David, forsikrer os om, at en køber nok snart skal vise sig. Men en måned går – og endnu en – uden et bud.
Men præcis en uge efter, at vi er kommet til Danmark, ligger der et bud i inbox’en. Godt nok 60.000 kr. under det, vi har bedt om, men til gengæld med lovning om en hurtig handel. Det er noget, vi kan lide at høre, og et lille tjek af valutakurserne på internettet viser, at dette bud slet ikke er noget dårligt bud. Den newzealandske dollar er højere end den har været i et helt år, og tre dage efter kan vi vinke farvel til titlen som bådejere og glæde os over, at der nu igen er råd til at studere og måske en anden gang overtale banken til et lån. For måske lokker sejlerlivet igen en dag, når voksen- og hverdagslivet bliver lidt for trivielt.


Jesper Kjærgaard, 25 år og medicinstuderende.
• Har tidligere sejlet langtur fra Australien til Thailand.
• Holdets kaptajn og primære navigatør.

Torben Jansen, 26 år og økonomistuderende.
• Har flere års erfaring med at sejle i de nordiske farvande.
• Holdets handyman og med-navigatør.

Linn Mamsen, 24 år og biologistuderende.
• Sejlerfaring fra Danmark.
• Holdets dyre- og plantekyndige og desuden god i kabyssen, selv når det gynger.

Camille Aulkær Andersen, 28 år og PR-studerende.
• Sejlerfaring fra Danmark.
• Forfatter til dagbog om turen. Bogen er sat til udgivelse på Forlaget Frydenlund ultimo 2007.


S/Y Close Encounters er en Farr 11.04, som vi købte på New Zealand i marts 2006.
Herefter har vi sejlet fra New Zealand til Cook Islands, Niue, Tonga, Fiji, Vanuatu og Ny Caledonien.
Båden blev solgt i januar 2007, og vi er nu rejst hjem til Danmark for at færdiggøre vores studier.
En rejsedagbog fra turen er sat til at udkomme i julen 2007 på forlaget Frydenlund.



Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer