I Stillehavet lurer katastrofen altid

30-11--0001 Hans Henrik23 Nov 2007 11:45 - Niels Vejrup Carlsen
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
”Jeg skal lige slå mave, inden jeg går ned og lægger mig igen!” Jens har ramt aktivitetsniveauet om bord lige på kornet. For første gang siden Marquesas, har vi perfekt sejlvejr. Himlen er blå med lette passatskyer og en dejlig brise fra sydøst. Vi slukker for motoren og springer i vandet. Der er lidt dønning og ombordstigningen skal times, så man ikke får hækken i hovedet. Det gyser i os! Det er svært at ignorere tanken om det kilometerdybe blå ocean og de store fisk, der lever her!
Vi er et døgn ude fra Aitutaki i Cook Øerne og mangler en uge, før vi har tilbagelagt de godt 800 sømil til Tonga. Ingen på Jonna havde lyst til at forlade Aitutaki, selv ankeret sad uhjælpeligt fast. Jeg måtte dykke ned i det mudrede og ugennemsigtige havnevand for at vriste det fri. Til gengæld kom vi lettere ud fra lagunen end vi kom ind. Vi måtte kun trækkes fri en enkelt gang, før vi nåede passet i revet.
Det er ikke mange både, der går til Aitutaki. Kanalen ind til lagunen er lavvandet og det kræver godt vejr at ligge uden for yderrevet. Vi fik som søfarende gæster en varm velkomst. Alle spurgte om vi var fra båden, og vi fik kassevis af frisk papaja, stjernefrugt og grønt af havnemesteren. Vi glemmer aldrig vores søndag i den lokale kirke. Her var det ikke nødvendigt med orgel. Flerstemmig polynesisk sang bruste gennem det luftige og lyse kirkerum, så alt vibrerede.

Blæst inde på Niue
Næste dag vågner vi op til konfus sø. Bølger og dønning kommer fra alle retninger. Caroline brækker sig for første gang i måneder og Hannelore sover det meste af dagen. Selv kaptajnen har det skidt.
Vi er ved at være trætte af ustabilt vejr! Et kraftigt lavtryk ved New Zealand skaber rod i vejret heroppe. Vejrguruen på det lokale radionet lover kuling de sidste dage, før vi når Tonga. Det stemmer med de vejrfaxer, vi har hentet ned fra New Zealands MetService. Han foreslår at gå ind til den lille ø-nation, Niue, der ligger 250 sømil før Tonga.
Ifølge vores tidsplan skal vi nå Madagaskar midt i november for at undgå cyklonsæsonen i Det Indiske Ocean. Vi har ikke tid til Niue! I forvejen har vi kun fem dage til at se Tonga i. Men vi beslutter os alligevel for at søge læ. Klokken syv næste morgen har vi fat i én af de fire tons tunge ankerbøjer, der ligger ud for Alofi, Niue. Regn i tove og 25 knob hele natten. Det er godt at være i land!
Hannelore og jeg har haft ”krisemøde”. Det vil spare fem tusinde sømil at gå igennem Det Røde Hav i stedet for at gå syd om Afrika. Vi diskuterer pirat-skræk versus de lange oceanpassager. Det er svært at leve med en tidsplan, der er for stram til at ligge i læ for en kuling et par dage. Vi beslutter os for på internettet at undersøge de reelle tal for piratangreb.
Lørdag morgen skinner solen og der er fest på markedspladsen. Vi går rundt og spiser rå fisk, pandekager og kød tilberedt i jordovn. Vi nyder stemningen og venter på dansen. Men pludselig får vi at vide, at vi skal skynde os ned til havnen og ud til båden.
Alofis ankerplads og havn er helt åben mod vest og der er varslet stor dønning. Om kort tid kan vi ikke længere komme i dinghy’en.
Det går i fuldt firspring ned til havnen. I løbet af de halvanden time, vi har været i land, er alt forandret. Det blæser og en stor dønning banker ind mod molen og får revet til at koge. Selv i godt vejr er det en udfordring at lande på Niue. Dønningen mod molen ville hurtigt slide dinghy’en i stykker. Derfor hejser man den op på land via en lille kran – samtidigt med, at man hopper ind på molens landgangstrappe.
Vi tager en dyb indånding. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få dinghy’en i vandet. Jens styrer kranens håndsving. Vi andre står i bølger til livet og guider båden ned, mens vi holder os fast på den glatte trappe ved at klamre os til nogle forvredne stålrør. Mens dinghy’en skurrer op og ned af kajen tumler vi gennemblødte hulter til bulter ned i den. Vi får den tunge jernkrog af og jeg flår i starthåndtaget til påhængsmotoren. Den vil ikke starte! Fjerde forsøg får den i gang, vi kommer fri af kajen og hugger op mod de stejle bølger.
Søen står nu ned i dinghy’en og motoren går ud igen! Jeg prøver desperat at få den i gang, mens Hannelore padler alt, hvad hun har lært. Vi driver tættere og tættere på revet. En dykkerbåd kommer os til undsætning og skubber os langsomt væk fra de skarpe koraller. Søen er meget urolig og vi bliver kastet rundt. Hannelore og jeg er ved at falde overbord, mens vi hager os fast i dykkerbåden, der trækker os helt ud til Jonna.
Taknemlige og udmattede, lander vi på Jonna. Jens og Caroline kommer sig hurtigt over forskrækkelsen.
De skutter sig under varme fleecetæpper i kahytten, mens de ser film. Vi får dinghy’en og den troløse påhængsmotor op. Det er noget af en udfordring i den voldsomme søgang, men vi skal kunne tage af sted med minuts varsel, hvis situationen skulle ændre sig til det værre. Fortøjningerne til bøjen bliver forstærket og så kan pulsen komme ned med en gang te og kaffe.
I to frustrerende dage må vi nøjes med at kigge ind på den smukke ø. Så tæt på og alligevel så langt borte.
Vinden hyler i riggen og vi gynger som på oceanet.
Én hånd til båden og en til sig selv. En gang i timen tjekker vi fortøjningerne og om natten holder vi ankervagt. Vore venner på tyrkiske Yol mister tålmodigheden og beslutter sig for at gå mod Tonga. De får tæsk og må vende om efter to timer til søs. Der er fem meter høje bølger imod og de får vand ind, hvor der aldrig er kommet vand ind før.
Dagen efter drager vi mod kongeriget Tonga, der venter 250 sømil længere vestpå. Vi har besluttet os til at tage gennem Det Røde Hav på vejen hjem! Dermed kan vi bruge hele 14 dage i Tonga. Vi glæder os. Alene navnet lugter af eventyr.

Skærgårsidyl på Tonga
”Hvaler, hvaler!” Alle er på dæk. Efter to døgn med kraftig vind og mægtige bølger er vi nu i læ af Tongas Vava’u øgruppe om bagbord. Der er blåst fra pukkelhvaler og vi spejder for at se de store dyr, der i august kommer hertil for at føde deres unger og for at starte parringssæsonen. På afstand ser vi en pukkelhvals gråblå ryg bryde vandoverfladen i en langsom elegant bevægelse.
Morgensolen skinner os i øjnene, mens vi navigerer ind til Neiafu, en af de sikreste naturhavne i Stillehavet. Vi kaster os over cappuccinoer og milkshakes på Aquarium, lækkert hjemmebagt brød hos den lokale østriger, rene håndklæder og trådløst internet. Det bedste er dog gensynet med australske Rikili med deres tre piger. Vi har ikke set dem siden Marquesas, så der er meget at indhente. Ungerne er sammen dag og nat. Til sidst taler Caroline engelsk, når hun søvnigt står op for at tisse om natten.
Tonga er blændende smuk med stejle småøer og beskyttede bugter. Et utal af ankerpladser findes indenfor ganske få sømil, uden at skulle ud på det store vand. Vi kan vælge mellem sandstrand eller klippeskrænter, beboet eller ubeboet, kokospalmer eller ufremkommelig urskov. Vi føler os hensat til den svenske skærgård og er for første gang i Stillehavet helt trygge.
En ny front truer med nordlige vinde i stedet for de normale sydøstlige. Sammen med Rikili tøffer vi til Nuapapu, hvor ankerpladsen er helt beskyttet for vinde fra nord. Der er fest på Jonna med pina coladas og improviseret middag. I tusmørke stiger fuldmånen op over sorte palmesilhuetter og spejler sig i vand, der ligner chokoladefondue. Vi er enige om, at vi ikke har ligget så sikkert siden marinaen i Panama. Da gæsterne forlader skuden, kan vi stadig se bunden i månelyset 8-9 meter nede.

Drama i paradis
Klokken 6.50 næste morgen bryder helvede løs!
Vinden hyler og regnen pisker vandret. Jonna hugger i ankerkæden. Søvndrukne tumler vi op i cockpittet. Den er helt gal, vi ligger alt for tæt på revet. Vinden er gået i syd og på få minutter er søen pisket stejl og sprøjter arrigt ind på revet.
”Vi skal have ankeret op nu!” Hannelore tænder motoren og står ved roret. Det gi’r et ryk i rorpinden, vi er gået på revet. En grim lyd! Vindmåleren viser 40 knob lige imod! Hannelore giver motoren gas og jeg flår i lange tag ankeret op.
Pludselig har vi ingen styrefart. Vi tror, at motoren er i stykker, men den kan bare ikke hamle op med vind og bølger. Vi driver tilbage mod revet. Jeg har lige fået ankeret op og springer ned i cockpittet: ”Vi skal have forsejlet op. Nu!” Vi er nødt til at krydse væk fra revet. Jeg overtager roret og råber kommandoer til Jens og Hannelore. Jens ser chokeret ud og vil bakke tilbage ned i kahytten, men nu er der brug for alle hænder og efter den første forskrækkelse, tager han godt fat.
Med angsten oppe i halsen får vi rullet forsejlet ud. På første kryds går vi væk fra de andre både, der også er ved at gøre klar til at få anker op. Men med kun forsejl oppe kan vi ikke tage nok højde. Vi klarer kun lige at sejle parallelt med det skummende rev.
Efter 500 m må vi vende tilbage mod ankerpladsen, for et andet rev truer. Desperate prøver vi at få storsejlet klar, så vi kan komme væk. Vi krænger voldsomt og snorkeludstyr og sko rutsjer i vandet.
Vi går bag om Rikili, der kæmper med at få deres anker op. Nu skal der vendes! Vi går op i vinden til en stagvending, men har ikke styrefart nok. Til vores rædsel, kan vi se, at vi bliver presset ned mod én af de andre både. Lynhurtigt bommer vi. Men Jonna kan ikke komme hurtigt nok rundt. I nogle meget lange sekunder ser vi Chameleon komme tættere og tættere på. ”Oh no!” Manden, der står i stævnen ved sit ankerspil, har rædslen malet i ansigtet.
Vi får vendt, men rammer deres stævn med vores ankerbeslag og undgår med nød og næppe at rive hele siden op. Jeg styrer Jonna ned langs Chameleon og forhindrer at vores agterstag bliver flået af. Der er ikke tid til at se tilbage for at vurdere skaden.
Vi får endelig storsejlet op i tredje reb og kan nu krydse væk fra det farlige rev, mens vindmøllen falder i vandet og gummibåden vender bunden i vejret.
Vi er rystede, men nu kan vi se, at vi klarer den.
Alt er kaos. Kahytten flyder med vådt grej, vi har kastet ned i læ, bøger, sengetøj, potter og pander. En af syningerne i forsejlet er gået og vi får rullet det blafrende sejl ind over skaden. Jeg får vindmøllen op af vandet og dinghy’en vendt. Årerne er væk og vi er spændt på om påhængsmotoren nogensinde kommer i gang igen!
To timer senere kaster vi anker ved Vakaeitu. Vi er helt smadrede, men nu skinner solen og vinden er faldet. En englænder kommer uopfordret over og fikser vores druknede påhængsmotor. Rikili kommer med moralsk støtte og tykke pandekager tunge af sirup.
Vi har fået nok af Tongas skønne, men svigefulde ankerpladser. Næste morgen går vi ind til Neiafus sikre ankerbøjer. Vi ordner forsikringspapirer, gennemgår riggen, pusler om motoren og reparerer sejl og sprayhood. Gøremål på båden er ren terapi. I takt med, at Jonna bliver klar til turen til Fiji, fortager ømheden i vores muskler sig og skrammer og blå mærker forsvinder langsomt. Eneste blivende souvenir er en temmelig bøjet prædikestol.
Tonga ender heldigvis ikke i ren arbejdslejr. Vi får set hvaler helt tæt på. De mange tons tunge dyr springer ud af vandet og slår med de svagt rosa haler. Andre gange nøjes de med bly at vise deres smukke rygstykker. Caroline og jeg er ikke til at få ned igen efter at have svømmet med en legesyg hval i det kolde, grå vand. Jens skal ikke nyde noget og hver gang Hannelore hopper i forsvinder de. Hvaler må være bange for havfruer!

Guidebøger til det sydlige Stillehav
Der er et væld af cruising guides for området. Hjemmefra havde vi svært ved at vurdere, hvilke var essentielle så vi købte lidt for mange. Vi har to favoritter:

1) Landfalls of Paradise, Crusing Guide to the Pacific Islands; Earl Hinz. En lidt gammel bog, der på udmærket vis dækker de vigtigste anløbshavne i hele området lige fra Galapagos til Papua New Guinea.
2) Charlie’s Charts of Polynesia (The South Pacific east of 165oW Longitude); Charles Wood. Har smukke håndtegnede anløbskort til stort set alle ankerpladser i Tuamotu atollerne – og i resten af Fransk Polynesien, Cook og Niue. Uundværlig, hvis man vil tilbringe tid i Tuamotu og Marquesas.

The Pacific Crossing Guide, RCC Pilotage Foundation, er en lækker coffeetable bog. Den kan næsten erstatte Landfalls of Paradise, men den fylder noget mere. Meget af dens indledende stof om langturs-sejlads er dækket i andre af RCCs gode guidebøger.

Derudover er der gode cruising guides til de enkelte ø-grupper. De er nødvendige, hvis man vil besøge andet end de væsentligste havne. Dem vi havde om bord var

1) Ken Newells comprehensive Cruising Guide for the Kingdom of Tonga
2) Yachtsmans Fiji
3) Cruising Guide New Caledonia 3rd ed
4) Yacht Miz Mae’ Guide to Vanuatu
5) Allan Lucas har skrevet den eneste guide til de spændende øer omkring Papua New Guinea. Den er ude af cirkulation, men findes som pdf rundt omkring hos sejlere eller på internettet

Alle cruising guides er, hvad angår indklareringsprocedurer og faciliteter i land, håbløst forældede kort efter udgivelse. Jimmy Cornells websted www.noonsite.com er uundværligt til at supplere med de seneste oplysninger … og så selvfølgelig andre sejlere.

Betragtninger fra Jens
Tonga er skønt for mig! Det er det sted, hvor jeg har været længst tid sammen med mine venner fra andre både. Vi er meget sammen med børnene fra Rikili. Vi spiller dansk Matador, laver tegnekonkurrencer og har ”movienights” på begge både. Vi sover også hos hinanden og vi er meget på en cafe, der hedder Aquarium. Ejerne af cafeen er to unge amerikanske langturssejlere, der hedder Ben og Lisa. De har slået sig ned på Tonga og de laver helt vildt gode milkshakes.
På Aquarium har de også en hel masse pc´er, hvor jeg spiller med en dreng, der hedder Kevin. Ben og Lisa har sagt, at jeg kan få et job hos dem, hvis jeg kommer til Tonga, når jeg bliver stor. Det har jeg tænkt mig at gøre.

Tongas kommunistiske monarki
Tonga er på overfladen meget smilende og afslappet og vi drømmer lidt om at slå os ned her. Men det er svært at starte en forretning. Tonganerne yder efter evne (eller lyst) og nyder efter behov. Vi hører historier om lastbiler og græsslåmaskiner, man som ejermand må låne tilbage, når man selv får brug for dem. Et yachtudlejningsfirma måtte gå i rette med rengøringspersonalet, fordi de tog den mad, der var indkøbt til kunder, der havde lejet bådene. ”Jamen, jeg havde brug for det …!”

Samtidigt er det tonganske samfund er et stærkt feudalt samfund, hvor kongefamilien ejer det meste land og de væsentligste virksomheder. Den cocktail gør indbyggerne utroligt initiativløse. Der er fantastiske muligheder i turistindustrien på Tonga. Men de fleste initiativer strander på offentligt bureaukrati og problemer med den lokale arbejdskraft.

Den meget udbredte Kava, der er en let euforiserende og sløvende drik, gør det ikke bedre. Vi er blevet invitereret til Kava i præstens hus. Jeg sidder ved siden af én, der kaldes politibetjenten. Han slubrer dagligt Kava i flere timer og siger stolt, at han ikke arbejder og heller ikke ønsker at gøre det. Han har otte børn og én på vej. Men da traditionen i Tonga påbyder naboer og familie at hjælpe dem, der trænger, får han de tarorødder, papaja og bananer de har brug for.



Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer