fbpx

Cranchi Atlantique 48

Inkluder i Newsletter: Ja

Vi er om bord i en fuldvoksen flybridgebåd. Med en totallængde på 15,72 m og en bredde på 4,33 m giver det en totalvægt på godt over 15 ton. Et anderledes design der ser lækkert ud med elegante vinduer som ikke er for store og dominerende og et lækkert snit, der faktisk er lidt sporty i linjerne.
Atlantique 48 er den næststørste i Cranchi-familien - sportscruiseren Mediterranee 50 er flagskibet. Men rygterne går på at der snart kommer større Cranchi-modeller.
Her er alt hvad hjertet kan begære: Et stort agterdæk hvor du kan invitere til dans, gedigen dækssalon, en kæmpestor flybridge og fuld bokomfort under dæk fordelt på tre dobbelte kahytter. Forude ligger ”owners cabin” med en ”king-size” dobbeltseng og eget toiletrum med brusekabine. De to andre kahytter har to separate senge og deler det andet toiletrum, der også har separat brus. Hele vejen er der meget plads, elegant belysning og en gennemført luksus. Med højglanspoleret kirsebærtræ i indretningen og ekstra tykke hynder i både køjer og sofagrupper.
Et stort U-formet pantry har alt man kan ønske sig og i baren producerer ismaskinen is til drinksene. Skydedøre til agterdækket er solide og ”tunge” med kraftige, blanke lister og bedste ”Mercedes-klik” når døren lukkes …
Her er en stor integreret badeplatform belagt med teak akkurat som agterdækket. Der er en fast L-formet sofa i bagbord side på agterdækket og plads nok til både langbord og ekstra stole.
På fordækket er der plads til store solmadrasser og man kan bevæge sig sikkert takket være brede sidedæk og høj pulpit. Her findes alt - solide pullerter, anker forude og hydraulisk landgang agter. Kraftigt stereoanlæg med højttalere ude og inde plus en kraftig subwoofer.
Båden vi testede manglede imidlertid noget væsentligt: Termometeret viser kun +2 grader den dag og det er koldt - rigtig surt selvom vi er i Italien. Meget varmere er det ikke inde i båden, der skal leveres til ejeren i Florida og hvor der som bekendt er varmt det meste af året. Derfor har testbåden intet varmeapparat, men et overdimensioneret aircondition-anlæg. Det hjælper os ikke lige nu! Fordi båden skal til USA, er der heller ikke kahytter til besætning agter - kun store stuverum. For amerikanerne har meget sjældent mandskab om bord. Der er altså god plads til en ”crew-cabin” agter med plads til to og eget toiletrum.
Lige nu ville vi ønske at båden var udstyret til en skandinavisk kunde - med varmeapparat! Det er bare at accepterer tingene og klatre op på flybridgens førerplads. Herfra er der et godt udsyn og langt ned til vandoverfladen. Her er dobbelt førerstol, to sofaer, en stor solbadeplatform og en bar-sektion. Den fremoverliggende vindspejl tager det meste af fartvinden og så er det bare at sejle derudad så længe man kan holde det ud for kulden. Båden kommer hurtigt i plan og er faktisk levende i sin opførsel - til trods for størrelsen og vægten på over 15 ton. Misforstå nu ikke - en stor båd som denne har brug for plads til manøvreringer og en skipper som ved hvad han gør. Men det er imponerende hvor præcis båden er på styringen og hvor hurtig den reagerer på roret. Vi krydser over fotobådens hæksøer og kan konstatere at Atlantique sejler blødt og behageligt henover. Balancen er perfekt og båden er let at sejle - trods størrelsen. Støj kan man godt glemme. Oppe på flybridgen høres motorerne ikke - kun vindens susen!
Når båden accelerer bliver man overrasket. I motorrummet sidder to nye Volvo Penta D9-motorer på 575 hk hver. Ved fuld acceleration er der et så kraftigt tryk i båden at man skal holde fast. Det er intet mindre end imponerende hvor hurtigt D9-motorerne trækker denne store 48 fods båd op og plane.
Tilbage til Cranchis testanlæg skal båden drejes inde i havnebassinet og bakkes på plads. Vi overlader det job til Cranchis egne testpiloter og selv om det blæser ret kraftigt, bliver vi nu vidne til et mesterstykke i manøvrering. Når 48 fods båden ligger på tværs i bassinet, er der en halv meters plads foran og næsten en halv meter agter ved badeplatformen. Med iskoldt vand i blodet, lidt hjælp fra motorerne og bovpropellen, vendes den store båd elegant og præcist. Kun en gang får skipperen på flybridgen en kort melding fra sin italienske kollega på badeplatformen om at give lidt gas fremover. Med D9-motorernes kræfter betyder det nogle sekunders fremad i tomgang. Så drejer båden rundt på minimal plads og bakkes elegant på plads ved broen. Ingen dramatik - alt er overstået på et par minutter. Beviset på bådens manøvredygtighed og at man skal kende en så stor båd 100% for ikke at skabe kaos i havnen. Vi tillader os at beskrive manøvren ”a masterpiece of navigation” og skipperen sætter tydeligt pris på kommentaren.
Cranchi er en af Italiens store bådproducenter. Hele virksomheden ejes af en familie. Produktionen er lokaliseret til flere anlæg og alle bådene testes på vandet før de sendes ud til kunden. Det er derfor vi får mulighed for at prøvesejle denne 48 fods båd. Den tjekkes, måles og sejles. I Cranchis verden skal alt være perfekt før bådene sendes videre - uanset hvor i verden kunden bor.
Gennemført kvalitet og opfølgning helt frem til den færdige båd, er stikordene. Cranchi har sin gennemførte politik på en række områder. Man benytter topmoderne produktionsmetoder, avanceret materialer som Kevlar® og modulproduktion af indretningen. Alt holdes hemmeligt - ingen konkurrenter eller journalister slipper ind i produktionsanlæggene. Det er en streng firma-policy!
I alle Cranchi-både monteres konsekvent Volvo Penta-motorer. Med andre ord er denne italienske producent en betydelig kunde hos den svenske motorproducent.
Vi skal ikke trætte med at beskrive indretningen og detaljerne i båden. Det kan du studere på billederne. Imidlertid kan vi konkludere at Atlantique 48 er en velbygget luksusbåd med gode fartegenskaber. Det er en super feriebåd for seks personer og på dagsture kan der være 14 gæster om bord. Ønsker du at slappe af på ferieturen bør du bestille båden med mandskabskahytter med plads til en skipper og en matros. Før du vælger, skal du i hvert fald lære at manøvrere båden. For 48 fod og godt 15 ton kræver sin mand selv om båden har kraftige motorer.

  • Lækkert interiør
  • Masser af plads
  • Råstærke motorer

  • Kræver sin skipper
  • En matros eller to
  • Vælg ikke Florida-udgaven …

    Konklusion
    Er du i målgruppen for en båd af denne type og størrelse, bør denne vurderes. For den har ægte italiensk elegance, højt niveau på alle tekniske installationer og en førsteklasses finish. Direkte billig er den naturligvis ikke, men den er heller ikke dyrere end konkurrenterne.

    Længde: 15,72 m
    Bredde: 4,33 m
    Vægt: 15,7 t
    CE-kategori: B
    Maks. ant. personer: 14 stk.
    Brændstoftank: 1520 l
    Ferskvandstank: 500 l
    Kahytter/køjer: 3 (+1)/6 (+2) stk.
    Motorer testbåd: 575 hk
    2 x Volvo Penta D9
    Topfart: 32 knob
    Pris fra: 4.650.000 kr.
    Pris testbåd: 4.953.000 kr.
    Producent: Cantiere Nautico Cranchi, Italia.
    Forhandler: A.M. Marine, tlf. 45 93 51 22.








Kapsejlads

Første officielle DM i singlehand sejlads er en realitet 

Kapsejlads

Sejlerlandsholdets sidste store test før OL

Kort nyt

Podcast: Ny episode - hvorfor egentlig sejle?

Havne

Christiansø Havn skal igennem kæmpe renovering

Bådudstillinger

Ancora Yachtfestival – tre intense dage

Kort nyt

Krigsveteraner får hjælp til at komme ud at sejle 

Bådudstillinger

Boat Show i Fredericia for 30. gang

★ Artikel

★ Sejlads i det nye klima

Kort nyt

Tyveri lammer driften af historisk skib i Helsingør





Udvalgte artikler *