fbpx

Bella 600 Twin, Finnmaster 5700 Open, Yamarin 53 BR

Inkluder i Newsletter: Ja

Bowriders er ikke noget nyt. Enhver amerikansk producent med respekt for sig selv har bowriders på programmet. Det nye er at de store finske producenter nu satser på denne bådtype. De finske varianter er mere hårdføre i indretningen - her mangler de gedigne polstringer og tæpperne på dørken som kendetegner de fleste amerikanske bowrider-modeller.
Konceptet er et passagersæde agter, to gode stole bag en todelt konsol, vindspejl med oplukkeligt vindue i midten og så siddeplads fremme i stedet for et helt fordæk. I forhold til en centerkonsolbåd (skærgårdsjeep), betyder det at man lettere kan få en kaleche over sæderne agter. Hvilket igen giver passagererne langt bedre komfort og beskyttelse, når turen foregår i regnvejr. En oplagt fordel i forhold til en båd med konsollen midt i båden og med minimal mulighed for kaleche. Men ligeså beskyttet som en hardtop-båd bliver den selvfølgelig ikke og hardtop-båden har så yderligere køjemuligheder om bord.
Gangzonen midt i båden fungerer udmærket - man skal ikke forbi en konsol med begrænset passage. Hele båden virker langt mere stabil fordi man går midt i den og ikke helt ude i siderne. Det nedsænkede fordæk gør det nemt at komme om bord forfra. Og det her elsker ungerne: At sidde fremme i stævnen ”og ride på bølgerne”. Men - og det er et vigtigt men - man bør kun sidde her ved nedsat fart og rolig sø. Bliver bølgerne større, er bevægelserne helt fremme i båden størst, og så kan det blive farligt at sidde her. Men det er langt bedre, at ungerne sidder langt nede i stævnen i stedet for at ligge på et glat og fladt dæk. Her kan man hurtigt glide ned, og selv ved langsom fart er risikoen stor for at havne i propellen. Derfor SKAL børn ikke opholde sig på et almindeligt fordæk på en motorbåd - det er sjovt, men farligt!
Her er bowriders langt mere sikre. Samtidig med at siddepladserne er ok, kan skipperen hele tiden følge med i at de sidder ordentligt og holder fast.
På plussiden kan også nævnes de ekstra siddepladser, når man fisker. Alle de tre finske modeller egner sig fint til at blive trailet. Bella 600 er den største og er lidt stor på en trailer, mens Yamarin 53 BR er den nemmeste at traile. Selvlænsende dørk har de alle, men lænsekapaciteten er begrænset, og det tager tid for indtrængende vand at løbe ud.
De tre finske bowriders viser en klar trend, og vi spår, at dette er en type som vil blive en ny volumen-model på markedet. Et nyt og praktisk alternativ for dig som kunde. Samtidig bliver det vanskeligere at vælge. Er styrekonsolbåd (skærgårdsjeep), hardtop-båd, en lille dæk/vindspejls-model eller en af de nye bowriders den rette båd for dig? Der er kun en ting af gøre: Analyser dit brugsområde - så kommer svaret af sig selv.

Sejlegenskaber
Bella 600 Twin og Yamarin 53 BR er nye modeller. Finnmaster 5700 Open har været på markedet et stykke tid, men er betydeligt forbedret i kvalitet og finish efter Finnmaster indgik samarbejde med Yamaha. Både Finnmaster 5700 Open og Yamarin sælges gennem Yamaha-organisationen, mens Bella har sorte motorer og sælges gennem Mercury/Brunswick-forhandlere efter amerikanerne købte 33% af aktierne i Bella-Flipper. Sagt med andre ord - det er store og seriøse forhandlerorganisationer som står bag disse tre modeller. Det er betryggende, når det gælder kvalitet og service. Kampen om kunderne er hård, noget som giver konkurrencedygtige priser begge veje. Mest overraskende i vor test er at bådene opfører sig så ens mht. sejlegenskaber. Alle tre planer hurtigt, sejler stabilt og er lette at trimme. Normale bølger op til en halv meter er helt uproblematisk. I normale sving ligger bådene sikkert. Først når man begynder at provokere bådene hårdt, og bølgerne bliver større, er det muligt at se forskellene på egenskaberne. Men ikke overraskende meget. Alle tre får klart godkendt i hastighedsområdet op til 35-40 knob og med fin cruising mellem 20 og 30 knob.

Yamarin 53 BR
Mindst og hurtigst. Kræver mindre motor for at sejle godt. Planer let, sejler stabilt og er nem at trimme. Suser behageligt over småbølger og klarer sig sikkert over større. Super i sving - her tilgiver skroget det meste, og er med til at denne båd vil være velegnet som trækbåd for vandski og andet vandlegetøj. Man sidder helt rigtigt med fint udsyn over vindspejlet, der ligger noget skråt og med kalechen oppe vil udsynet blive begrænset. Hele båden virker kompakt og godt bygget uden skramlelyde.

Bella 600 Twin
Med seks meters længde mod Yamarins 5,30 meter siger det sig selv, at dette er en betydelig større båd. Det mærkes først og fremmest når større bølger passeres. Båden har mere tyngde og dermed øger komforten. Svingegenskaberne er fine, men Bella’en bliver ikke lige så morsom og ”go-cart”-agtig som Yamarin’en. Egenskaberne er generelt gode med let planing og god styring. Den vil ikke løfte sig så let i stævnen, før motoren bliver trimmet helt ud. Det kan skyldes, at vi sejlede båden med en Mercury 150 hk Optimax to-takter.
Skroget er konstrueret til en Mercury Verado firtakter, som vejer en del mere. Derfor har skroget fået mere bæring agter for at kunne have de flere kg på hækken. Svingegenskaberne er sikre og gode. Ved et hårdt, provokeret sving fra topfart kan skroget slippe lidt agter, men det forsvinder med en tungere Verado-motor.

Finnmaster 5700 Open
Midt i mellem er Finnmaster 5700 Open med en længde på 5,70 meter. Båden overrasker ved hårfint at plukke gode egenskaber fra øverste hylde. Den sejler generelt godt, går behageligt i bølger og er uden overraskelser ved skarpe svingmanøvrer. Den kan godt nok kavitere lidt ved afslutning af et barsk sving, men noget andet ville næsten være mærkeligt. Styringen er præcis, og under alle normale forhold er dette et velkonstrueret skrog. Man sidder lidt højere i denne båd end i de to andre, og det giver et bedre overblik. Med lidt flere pluspoint bliver Finnmaster 5700 Open vinderen på sejlegenskaber, men alle tre får klart godkendt.

Detaljer og indretning

Yamarin 53 BR
Kompakt er den rigtige betegnelse. Båden er en ny model med et strømlinet design. Siddepladserne forude er ikke store og passer bedst til to børn. Her kan man sidde med konsollen som rygstøtte og se i sejlretningen. Bag vindspejlet er fine stole, og på agterbænken er der plads til tre personer. Rygstøtten agter rammer midt i ryggen og skal ifølge producenten ændres. Der er en lille integreret badeplatform med lejder. Foran passageren er der et lille handskerum med låg. I modsætning til i de fleste andre både, har låget en trykknaplås. Så det ikke springer op ved den første bølge, så indholdet falder ud. Båden har lænserum forude, gode fortøjningsbeslag og håndlister. Kvalitet og finish er i bedste Yamarin-kvalitet. Blå skrog-side med guldkant hæver niveauet. På testbåden var lænsehanen fejlplaceret. Den skal være ved skroggennemføringen eller i enden af et homogent stålrør. Her var brugt en gummislange mellem skroggennemføringen og hanen, og det er ikke efter forskrifterne og er rettet på de efterfølgende modeller. Konklusionen bliver at Yamarin har en velfungerende, men kompakt indretning. Båden passer bedst til fire personer - to voksne og to børn. Med flere om bord kniber det med pladsen.

Finnmaster 5700 Open
Med ca. en fod mere i længden, vokser volumen og det kan mærkes. Bag vindspejlet er to gode stole og en god agterbænk til tre. Dørkpladsen bliver bedre. Men foran vindspejlet kniber det med pladsen. Bænken er lille og L-formet med en siddeplads - med lidt god vilje til to børn. Finnmaster 5700 Open har dørken liggende lidt højere og det giver straks mere stuverum. På agterspejlet er der lejder og alle beslag er solide og godt placeret. Sidelanternerne sidder lidt udsat. Der er meget hvid plast og båden er ikke lige så elegant med moderne detaljer og skrogdekoration som de to andre. Den har brug for en opdatering for at være med i konkurrencen. Finish og detaljer er gennemført gode, men ved skroggennemføringen mangler der hane på lænseslangerne, der dog har en god dimension. Ankerrum findes også.

Bella 600 Twin
Med en ekstra fod i længden, byder Bella’en på betydelig mere plads end Finnmaster 5700 Open en og en hel del mere end Yamarin’en. Det gælder specielt fremme i båden, hvor Bella’en har en rimelig stor U-bænk. Klart plus til to gode badeplatforme med lejder på den ene og flere stuverum agter. Motorbrønden er dyb, og det betyder, at der altid står vand her. Ingen fordel. På hver side af agterbænken er der udgang til badeplatformene. Det havde været nok med en udgang, så der ikke kun blev plads til to og ingen armlæn. Som det er nu sidder passagererne udsat ved svingsejlads. Ved siden af bænken er henholdsvis lænsepumpe og en lille boks med et el-panel placeret. En lænsepumpe på hver side ser godt ud, men så længe de samles til et fælles rør i samme dimension, bliver lænsekapaciteten begrænset. Dørken ligger lavt og med last i båden bliver det nødvendigt at lukke for lænsepumpen for at undgå vand på dørken.
Førerpladsen er fin og der er to GT-stole bag vindspejlet. Der er ikke sparet på indretningen med fine blå hynder og stole. Kombineret med teak på dørken og mørkeblå skrogside med moderne stafferinger virker Bella 600 eksklusiv. Båden har fine stuverum, gode håndlister og beslag. Bella 600 fås i to udgaver - Twin og Ocean. Sidstnævnte er en skærgårdsjeep med en stor, centerplaceret styrekonsol. Man benytter samme skrog og dæksform på begge. Derfor stopper bænkene fremme et stykke fra konsollen og man kan ikke benytte disse som rygstøtte og sidde i sejlretningen. Et klart minus og et resultat af at samme dæksform også benyttes til modellen Ocean - som altså må have passage rundt om centerkonsollen. Generelt er Bella 600 Twin en dejlig båd med meget plads.
Ud fra størrelsen, skulle man uden videre tro at Bella’en løber af med sejren, når det gælder indretning. Men det gør den ikke på grund af agterbænken og U-bænken fremme. Yamarin’en har egentlig den bedste indretning, men er lidt kompakt med begrænset plads. Finnmaster 5700 Open er helt ok, men har den dårligste løsning på siddepladserne fremme. Derfor er der dødt løb mellem de tre, for alle har minuser og plusser. Ingen er helt perfekt. Her må køberen vurdere, hvad han bedst kan lide, og ønskes mere luksus i indretningen, skal der kigges på amerikanske bowriders. For konceptet med siddepladser fremme er en praktisk løsning. Vi er overbevist om at bowriders kommer stormende frem og vil blive en bådtype som sælges i et stort antal. Derfor tror vi også at der vil komme nye modeller hvor detaljerne er endnu bedre. Hovedkonklusionen er at vore tre finske testbåde er velsejlende og praktisk både, super som daysailor og lette at traile. Men skal bådens egenskaber udnyttes med bedre beskyttelse mod regn og kulde, skal der være kaleche med i udstyret.

Yamarin 53 BR:

  • Morsom at sejle
  • Let at traile
  • Moderne design
  • Agter kaleche standard

  • Kompakt plads
  • Agter håndliste i ryggen

    Længde/bredde: 5,19/2,20 m
    Vægt: ca. 600 kg
    Motor: 50 - 100 hk
    Pris fra: (pakke) med F50 155.800 kr.
    Pris testbåd: Yamaha F100 179.900 kr.
    Producent: Kesko
    Importør: Yamaha Motor Scandinavia
    Forhandler: Køge MC & Bådcenter, tlf. 56 65 26 19
    Bådkommisæren, tlf.65 32 18 15
    Leif Larsen Marine, tlf. 62 22 89 11
    Øsby Smedene A/S, tlf. 74 58 45 90
    Gjøl Marine, tlf. 98 27 75 15
    Lund Marine ApS, tlf. 70 20 98 88.

    Finnmaster 5700 Open:
  • Sikre sejlegenskaber
  • Godkendt plads
  • Fin oversigt
  • Agter kaleche standard

  • Siddeplads fremme
  • Lidt trist i detaljer
  • Hane på lænsepumpe

    Længde/bredde: 5,70/2,30 m
    Vægt: 710 kg
    Motor: 60 - 115 hk
    Pris fra: (pakke) med F60 191.630 kr.
    Pris testbåd: Yamaha F115 236.595 kr.
    Producent: Finnmarin
    Importør: Yamaha Motor Scandinavia
    Forhandler: Vestfyns Marinecenter, tlf. 64 41 03 45.

    Bella 600 Twin:
  • God plads
  • Ser eksklusiv ud
  • Behagelige stole

  • Dyb motorbrønd (vand)
  • Sidestøtte agterbænk
  • Lavt placeret dørk

    Længde/bredde: 6,04/2,34 m
    Vægt: 900 kg
    Motor: 90 - 150 hk
    Pris fra: m/Mercury F115 EFI 214.795 kr.
    Pris testbåd: 247.720 kr.
    m/150 hk Mercury Optimax
    Producent: Bella Boats
    Importører/forhandlere:
    Gnisten Marine, tlf. 62 21 49 21
    Motor og Bådcentret, tlf. 98 42 23 93
    CC Camping & Marine A/S, tlf. 59 65 99 11
    Siim Båd & Motor A/S, tlf. 86 10 15 00.








★ Gør det selv

★ Bundmaling: Ram den grønne bølge med det nye sort

★ Artikel

★ Tjekliste til en sikker søsætning

Havne

København kan snart få flydende øer

Kapsejlads

Torbole Lake Garda: Dansk E-jolle triumf





Udvalgte artikler *