Jeanneau Prestige 42 Fly

26-09-2006 12:31 Hans Henrik26 Sep 2006 10:31 - Søren Øverup
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Bådmagasinet var som et af de få medier i Europa inviteret til ikke mindre end verdenspremiere på Jeanneaus seneste produktion i serien Prestige. Der er opstået en landekrig mellem Frankrig og USA på motorbåde, hvor netop sidstnævnte længe har lukreret på den lave dollarkurs. Dette har Jeanneau bestemt sig for at gøre noget ved, og har taget udfordringen op og fuldender sin satsning på Prestige serien med denne 42’er. Serien spænder nu fra 32 og helt op til 50 fod, så ingen tvivl om at franskmændene mener det seriøst. Sidstnævnte Prestige 50 S har netop haft premiere på bådudstillingen i Düsseldorf.
Jeanneau havde valgt Barcelona som destination for premieren, og heldigvis fandt vi en taxichauffør der kendte en smule til havnene i nærheden, for der er jo mere end én i området - ja der er faktisk flere under opførelse, og var det ikke lige fordi vores spanske ven vidste bedre, havde vi nok aldrig fundet vej. En af de nyeste havne i Barcelona området, Port Forum, skulle danne rammen om de næste par timers arbejde. Det er fascinerende at se hvordan den ene lækre havn efter den anden bare skyder op i et i forvejen godt fyldt område.
Nok om det, prototypen på Jeanneau Prestige 42 Fly lå og ventede på os spændte danskere, hvor jeg pænt var guidet af forhandlerne fra Danmark, Tempo Bådsalg og Reese Marin.
Det første der mødte os var en enorm teakbelagt badeplatform, tenderende til overdimensioneret, men som uden tvivl vil vinde point hos familien på de varme sommerdage når badningen og snorkel-udstyret skal frem, for med bådens dybgang på kun 90 cm, ikke meget for en 42 fods båd, er muligheden stor for en badetur i bugten. En god lille detalje fandt jeg i bagbord side på platformen - et simpelt lille håndtag som vil være uundværlig hvis man ved egen kraft
skal op fra vandet og selv trække badestigen ud - godt tænkt.
Gennem døren i agterspejlet træder man ind på en balkon af et agterdæk ligeledes teakbelagt, fornuftigt dybt og godt beskyttet. Man tror man befinder sig på en langt større båd, idet et bord med fire stole nemt kan være her. Herfra entrer du på klassisk vis salonen gennem et par flotte glasskydedøre, eller går op af trappen til flybridgen, og ja - jeg mener går op ad trappen, for aldrig har jeg set så bred en trappe til ”første sal”!
På flybridgen finder du naturligvis en velindrettet førerposition med hele to flot polstrede stole så du ikke sidder helt alene, som på de fleste andre flybridge-både. Agter på flybridgen er den klassiske store U-sofa, omkransende et mindre bord, men til gengæld med ekstra solplads i bagbord side.
Fra førerpositionen i midten har man fint overblik, og rundt om det lækre rat sidder de instrumenter som man umiddelbart lige har brug for helt fint, her kunne jeg godt spendere noget tid på sommerturen.
For at slutte turen af udendørs tjekkede vi sidedækket for plads og adgangsforhold. Ved trappen til flybridgen er her fin plads, men på selve sidedækket kunne man nemt have skabt mere plads, med blot en lille ændring. Håndlisterne der går langs med siderne burde være placeret lodret oven på taget i stedet for på siden, og vupti små 10 cm mere at bevæge sig på når solmadrassen på fordækket skal tages i brug!

Indretningen
Tilbage på agterdækket er tiden kommet til at se nærmere på indretningen og salonen venter på klassisk vis lige inden for skydedøren. I store træk minder indretningen om Jeanneau Prestige 36 som vi skrev om i august 2005, men det nye vinduesdesign skaber godt lys i salonen hvor det store U-sofa arrangement er placeret i styrbord side, og med en stor, næsten 1½-mands stol samt fladskærm overfor. Man fornemmer virkelig lyset, og som den franske Jeanneau-mand på båden forklarer, har det været en af ideerne med det nye vinduesdesign - de er ganske simpelt sat lavere og skåret anderledes, så man uden problemer kan sidde i sofaen og nyde udsigten over havnen eller den lille hyggelige bugt man ligger opankret i. Fin detalje som jo bestemt er ved at vinde indpas i både sejl- og motorbåde. Man skal helst kunne sidde inde og følge med i livet på havnen.
Fremme i styrbord er kaptajnens sofa-bænk. En dejlig stor bænk hvor to personer let kan være, men som min engelske kollega fra Motorboat Monthly korrekt pointerede, kunne et armlæn yderst have stor gavn for sikkerheden ved sejlads i høj sø. ”Co-driveren” mangler noget at holde i, og med lidt bølgegang kunne man ved et uheld ryge ud! Vi diskuterede det med Jeanneau, og det ville klæde så stort et værft at rette så lille en detalje i fremtidens produktion.
Midtskibs til bagbord finder du tre trin nede et veludstyret og passende stort pantry med alt hvad man kan forvente i sådan en båd. Køl/frys, mikroovn, emhætte og stålvask. God arbejdsplads på køkkenbordet, og måden det er placeret en smule lavere end selve salonen skaber god luft, og man fornemmer igen denne her åbenhed, hvor man nemt har dialog med salonens gæster og kaptajnen, medens de store kolde drinks mikses.
De to dobbeltkahytter er begge udstyret med eget toilet med hver deres bruseniche. Forrest ”owners cabin” med den store dobbeltseng, og i styrbord side en dobbeltkahyt med to enkelt-køjer som på en nem måde kan skubbes sammen til endnu en dobbeltseng.

Motorvalg
De to gange 425 heste dieselmotorer er bestemt et interessant valg. Motorerne fra Cummins, som for øvrigt har indgået samarbejde med Mercruiser, er fremtidssikret i henhold til tidens miljøkrav, og vi oplevede dem som harmoniske og velkørende. De sendte de 42 fod og 11 ton til en behagelig cruisingfart på godt 25 knob som en leg, og sejladsen foregik, trods Middelhavets store dønninger, støjsvagt og ægte behageligt.

Konklusion
Et spændende bekendtskab, som jeg er sikker på vi nok skal få at se i de danske farvande. Med den konkurrencedygtige pris, hvor man får rigtig meget båd for pengene, vil det være dumt ikke at se på mulighederne. Hvis man er til sådan en stil og størrelse båd, bør man se nærmere på Jeanneau Prestige 42 Fly, og ja - jeg kunne godt være fristet.

Længde/bredde: 13,36/4,16 m
Vægt: 11 t
Køjer: 4/6 stk.
Kahytter: 2 stk.
Brændstof-/vandtank: 1200/520 l
CE-kategori: B
Motorer: På testbåd, Cummins 2 x 425 hk
Topfart: 32 knob
Pris fra: 2.962.900 kr.
Pris testbåd: 3.398.525 kr.
Producent: Jeanneau Yachts,
Forhandler: Tempo Bådsalg, tlf. 43 73 73 95, Reese Marin, tlf. 74 62 62 56.www.jeanneau.com

Udvalgte artikler til salg - GRATIS for abonnenter under Mit Bådmagasin

140
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer