Motor | Jeanneau Merry Fisher 695

Jeanneau Merry Fisher 695

18-07-2002 13:14 Hans Henrik18 Jul 2002 11:14 - Torry Lindstrøm
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Det er svært at finde ud af, hvilken kategori vi egentlig skal putte Jeanneau Merry Fisker 695 ind under. Den er én af de nye franske motorbåde, der har taget forbillede i den klassiske franske fiskebådstradition med den hævede og stejle stævn, styrehuset langt fremme og det store åbne cockpit, der næsten berettiger til betegnelsen agterdæk. Med al den gode udendørsplads kunne den ligeså godt være beregnet til halvprofessionelt fiskeri.
Indenfor den store skydedør i glaspartiet til styrehuset er der plads til to i separate stole bag styrepulten, og en halv etage nede er der indrettet en venskabelig dobbeltkøje på 120 centimeters bredde med et lille, men udmærket siddearrangement til to overfor i bagbords side. Lige indenfor døren i bagbords side findes et lillebitte pantry med vask, ét kogeblus og et køleskab. I stævnen er der indrettet toilet, og så er den beskrivelse iøvrigt ikke længere.
Netop den type båd rammer lige i plet hos en bestemt kategori bådkøbere med sine klare signaler om regulær aktivitet. Den fremtræder mere legitim med sin afstand til almindelige motorbådes rene maritime driverliv, skønt jeg forresten ikke kan forestille mig noget cockpit, der synes bedre egnet til at rigge cockpitbordet op med fire-fem campingstole omkring og termokanden og bagerposerne frem til det, man engang kaldte .... kaffesejlads!

Merry Fisher’ens skrog er lidt af en hybrid, idet det planende skrog er udstyret med en "halv" køl, som beskytter en traditionel, fast skrueaksel og bærer hælen til roret. Konceptet har sine absolutte fordele, idet man får et helt rent agterspejl uden de velkendte udvækster. Og så er der ikke noget, der manøvrerer så umiddelbart og sikkert i havn som en motorbåd med lidt køl og propellen anbragt tæt på roret. Kølen får den til at "stå" godt i vandet i sidevind, og den vender på en ganske snæver cirkel.
Merry Fisher 695 er godkendt med op til 180 hk motorinstallation. Vi testede den med en 140-hestes Yanmar turbodiesel, som kniber prisen ned under 400.000 kroner. Denne motorstørrelse virker som mere end rigeligt. Båden accelererer meget hurtigt til planing og når en tophastighed nærved 23 knob.
Skroget er dog temmelig bredt og buttet trods den skarpt skårne stævn, og det reducerer marchhastigheden til omkring 15 knob, når der er bølger i nærheden. Motoren er dog ret støjende trods en tilsyneladende pæn lydisolering, og det er i sig selv en spore til at holde farten nede. Motorstørrelsen og valget af propel - der for øvrigt forekommer perfekt sammensat - trækker dog lige lovlig kraftigt til trolling. I tomgang målte vi den til 3 knob, hvor trollingfiskere gerne vil disponere med stor præcision over alle decimalerne fra under 2 og til ca. 2,5 knob. En ekstra trollingmotor er uundgåelig, medmindre man kikker på én af de mindre motorinstallationer ned til 105 eller 100 hk.
Kølen giver Merry Fisher’en en fin retningsstabilitet, men den giver båden et anderledes adfærdsmønster. Den krænger overhovedet ikke med i sving, men styrer fuldkommen fladt. Selv kraftigt provokeret var den dog fri for den farlige kontra-krængning, og den stod godt fast i vandet. Styringen virker pålideligt fast og komfortabel til almindelig sejlads, og at der skal tages godt fat for at lave voldsomme drej, må betragtes som et sikerheds-plus.

Jeanneau Merry Fisher 695
Længde: 6,99 m
Bredde: 6,80 m
Dybgang: 0,75 m
Vandlinje: 6,80 m
Vægt uden motor: 1450 kg
Motor: Yanmar 4-cyl.TD interc.
Andre vers. Volvo D 150 og 105 HK, og Yanmar 100 HK
Brændstoftank: 130 l
Vandtank: 56 Hk
CE-godkendelsee: kat.C
Pris: 399.900 kr.
Værft: Jeanneau, Frankrig
Import: Tempo Bådsalg, Greve. Tlf. 43 90 09 15

Udvalgte artikler til salg - GRATIS for abonnenter under Mit Bådmagasin

140

Udvalgte varer til vores abonnementer

135

Både fra Boatindex.com

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer