fbpx

Sunquest 50

Inkluder i Newsletter: Ja

Den klassiske motoryacht lever i bedste velgående, den kommer bare brusende ind fra højre med 32 knob, iklædt alle former for moderne, praktiske klæder som flybridge, en velvoksen badeplatform og moderne udstyr og materialer som lyst kirsebærtræ og mørkeblåt alcantara- kunststof inden døre.
Den engelske Sunquest 50 er et af beviserne på, at den klassiske, rummelige motoryacht sagtens kan kombineres med moderne ideer, design og materialer. Den er søens bud på en ferielejlighed i luksusklassen, som hurtigt flytter fra det ene sted til det andet.
Og der er ingen smalle steder, når Colvic Crafts i England begynder oplægningen af de første mange lag glasfiber til en ny yacht. Skrogets og overbygningens form ligger nogenlunde fast, ellers er alt åbent for individuel udførelse og materialevalg. Med hensyn til udrustningen kan man slå sig løs lige så langt, som økonomien rækker. Modsat sejlbådene består en motoryacht i denne størrelse næsten af lutter regulære rum, som giver rige muligheder for både det synlige interiør og en masse funktioner skjult bag panelerne.
To fuldt udrustede styrepositioner
Sejladsmæssigt er den en stor, planende yacht med et værdigt styretemperament og en robust færd i sø, der tillader nydelige rejsehastigheder. Over for dette virkede det som en pudsig overraskelse, hvor energisk prøvebådens to Caterpillar turbodieseler på i alt 882 hk tager ved, når Sunquest'en er i planingsfart. Den rykker næsten som en let speedbåd når man ændrer stillingen på håndtagene, så man skal holde øje med sine passagerer; men egentlig er det forfriskende at få en demonstrativ hilsen fra de mange muskler, der ligger under salonbunden.
Sunquest'en anbefales motorinstallationer fra 710 til 1340 hk. Med den aktuelle maskinpark accelererede den overbevisende, løb 32 knob på toppen og cruisede fornemt med lavt støjniveau ved 20 knob, hvor motorerne løber 2100 o/m og forbruger 4,5 liter pr. sømil.
Men kan naturligvis vælge mellem to fuldt udrustede styrepositioner, enten den velbeskyttede og rummelige plads på flybridgen eller styrepladsen i salonen, der dog giver høje personer et problem med udsynet rundt om en kraftig hjørnestolpe.
Flotte kahytter i Hollywood-stil
Det var den mobile side. Lige så interessant ved en motoryacht er den beboelige del, og her scorer Sunquest'en høje points. Hele stævnpartiet er udnyttet til tre flotte topersoners kahytter, hvor ejerkahytten i stævnen er smagfuldt udstyret i rigtig Hollywood-stil med spejle, lamper, skabe og to garderobeskabe.
På hver side af nedgangen til kahytsafdelingen er der to gode topersoners gæstekahytter, den ene udformet med en rummelig dobbeltkøje, den anden mere ærbart indrettet med to adskilte enkeltkøjer. Owners Cabin i stævnen har eget toilet med bad i en flot konstrueret, cirkelrund brusekabine. De to gæstekahytter må deles om sådan én.
Salon og styreafdeling ligger i forskudte planer, med styrepladsen og pantryet placeret fremme ved forruden med god udsigt over vandet. Der er en glimrende dobbelt styrestol ved styregrejerne og et virkelig stort og velassorteret U-formet pantry i bagbord.
Det er dog fristende at fundere lidt over, om ikke det var en ide at udnytte tilbudet om individuel indretning til at flytte rundt på elementerne. Et intimt spise- og opholdsarrangement på salonens bedste udsigtsplads og et forenklet pantry flyttet agterud vil måske være en bedre prioritering, skønt vi godt kan se ideen med at indrette en flot salon uden andet end opholdsfunktion. Testbåden havde en stor skænk i hele bagbords side med 21-tommers tv og videomaskine gemt i et af skabene, foruden et velproportioneret stereoanlæg, der også kan spille individuelt i forkahytten. Owners Cabin har visse fordele.
Masser af plads i sol og skygge
Agterdækket er helt i læ under flybridgen, der er trukket langt agterover. Det giver de nødvendige variationsmuligheder for udendørslivet, for det er faktisk ikke altid, man har trang til at sidde ude i solen under lange sejlture, skulle jeg hilse og sige. Det aktive soldyrkerliv under sejlads leves oppe flybridgen, og her er der rigeligt med plads. En veldimensioneret wet bar har plads til relevant indretning som ismaskine, grill eller kogeplader på første sal.
Ved stilleliggen bliver det overdækkede agterdæk og badeplatformen et solidt hit. Det bliver simpelt hen nødvendigt at indkøbe et sæt gode havemøbler til atmøblere agterdækket med, og der er rigelig stuveplads under dørken. Den meterbrede badeplatform er på denne udgave udstyret med en fjernbetjent hydraulisk landgangsbro, som rækker et par meter ud over bådens begrænsninger. Gangway'en har en dobbeltfunktion, idet den kan løfte 250 kg og dermed kan hejse en gummibåd eller jolle ombord, uden at få sved på panden. En mindst lige så god ide er anvendelsen af elektriske skødespil, der står skjult i to kistebænke i hver side agter. De er til at stramme agterfortøjninger op med, hvilket er herrearbejde på en 15 tons motorbåd - en virkelig relevant hilsen fra sejlbådsverdenen.
Sunquest 50 er en sympatisk båd, fordi den er indrettet med moderne materialer og metoder uden anvendelse af billige tricks. Den fornemmes at hvile godt i sig selv, hvilket rent korporligt demonstreres med det store, tunge, men løse salonbord og to løse puf'er foran. Her skal det ikke være nødvendigt at bekymre sig, når søen skummer vredt.

Sunquest 50 - flybridge motoryacht
Design: John A. Bennett
Længde: 15,26 m
Vandlinje: 11,58 m
Bredde: 4,46 m
Dybgang: 1,22 m
Vægt: 15.500 kg
Brændstof: 1.725 l
Vand: 555 l
Maskiner 2 stk. Caterpillar 10,4 l
turbodieseler á 442 hk
Topfart: 32 kn
Indretning:
Tre kahytter, styrehus/pantry,
salon. Stereoanlæg, tv og video.
To toiletter med brusebad.
Flybridge med wet bar.
Standardudstyr:
Hydraulisk styring. Elektronisk Morse motorstyring og -gear. Hydrauliske trimflaps. Navigator, kortplotter og VHF-radio. Internt samtaleanlæg. 6,5 kW 220 v Kohler generator. 220 V landstrøm. 6,5 hk Vetus bovpropel. Elektrisk Lewmar ankerspil, to stk. elektriske skødespil til agterfortøjninger. Hydraulisk landgangsbro i forbindelse med badeplatform, der fungerer som kran til gummibåd etc. Boat Guard tyverisikring, der opererer via GPS og mobiltelefon.
Pris som testet: 5.456.000 kr.
(standardbåd: 4 mill.)
Værft Colvic Craft
Colchester, England
Salg:
Dansk Yacht Import, Helsingør,
49 25 18 00.









★ Gør det selv

★ Bundmaling: Ram den grønne bølge med det nye sort

★ Artikel

★ Tjekliste til en sikker søsætning

Havne

København kan snart få flydende øer

Kapsejlads

Torbole Lake Garda: Dansk E-jolle triumf





Udvalgte artikler *