fbpx

Marex 33 Millennium

Inkluder i Newsletter: Ja

Det norske Marex-værft har lukket solskinnet indenfor i sin nye model 33 Millennium, og den fornyelse vil sikkert bære værftets nye flagskib mange år ind i årtusindeskiftet. Ideen med et dobbelt skydetag er lige så enkel, som den er god, for skydetaget løser et klassisk indretningsproblem for en mellemstor motorbåd og giver Millennium'en et elegant præg med relativt lave linjer.
Alternativet til skydetaget er nemlig en flybridge, som altid hæver bådens silhuet og alligevel let kan blive en forskræmt lille sag, der blot stjæler styrehusets hovedhøjde, selv på en 33-fods. Denne problematik overlader Marex med sindsro til andre og indretter i stedet en stor og rummelig styresalon - et begreb, vi har måttet opfinde til lejligheden, for den er for stor til bare at blive kaldt et styrehus og lidt for lille til at være en rigtig salon.
Styresalonen har i forvejen glimrende med lys og luft, takket været solid hovedhøjde og fornuftigt store vinduesarealer. Når det dobbelte skydetag skubbes helt tilbage, er to tredjedele af taget åbent, og man får næsten samme oplevelse, som sad man ude i cockpittet. Lyset og luften er der, men det trækker ikke om fødderne, og man sidder i gode møbler, der til overflod er betrukket med lyst læder.
Skydetags-arrangementet betyder naturligvis, at man kan justere på assistancen fra naturen, hvilket specielt kan være en god ting i det skandinaviske klima.
Sjovt nok, at det skulle være nordmænd, der lancerer den ide. De har i mange år indrettet planende motorbåde, som skulle de sejle på Middelhavet.
To års ekstra afprøvning og gennemført finish
Marex 33 Millennium kunne sagtens have været præsenteret for to år siden, men værftsejer Eyvin Aalrud holdt igen og indlagde to sæsoners ekstra prøvesejladser for bl.a. at være sikre på, at konceptet med skydetaget fungerede tilfredsstillende. Det gør det. De to dele i skydetaget skubbes med håndkraft (en dag bliver det sikkert elektrisk) og sættes i hak med solide, fjederbelastede bolte. Taget løber på hver sit sæt skinner oven på styrehuset og glider pænt, omend det nok altid bliver en maskulin pligt at skubbe tag. Men der eksisterer et fornuftigt kompromis mellem den lette betjening og det faktum, at et skydetag ikke må klapre under sejlads, uanset hvordan det står, og det gør det ikke!
Den ekstra test- og tænkepause har givet bonus på andre områder, for båden fremtræder generelt gennemarbejdet og har fine detaljer, som kun opnås gennem eftertanke og ambitiøs indstilling.
Apteringen er lys og venlig, for man har som noget usædvanligt valgt at udruste båden standard med alle styresalonens møbler med lyst læderbetræk. Desuden er der brugt flere glasfiberelementer, end man er vant til. Loftet har indersektion af glasfiber, hvor man har benyttet lejligheden til f.eks. at indbygge loftslys på en elegant måde.
Pantryet bag styrestolen er flot lavet som en kombination af glasfibersektion med skuffer og bordkant af træ. Det virker umiddelbart let og fikst, men er i virkeligheden et "seriøst" køkken med en fin dobbeltvask, dobbelt Wallas Seaflame komfur, køleskab, masser af skuffer og plads til ovn.
Det lyse indtryk fortsætter helt ned til dørene til kahytter og toilet forude, der er indlagt med hvidmalede fyldninger. Først når man går ind i de respektive rum, får man serveret noget af det mere traditionelle træarbejde. Forkahytten med en stor dobbeltkøje i stævnen er tilpas rummelig og har både dørkplads og hovedhøjde til at foretage omklædning. Køjerummet i bagbord med køje ind under styrehusbunden er rigtig godt i sin genre, ligeledes med god omklædningsplads, hylder og skabe. Toilettet i styrbord er velproportioneret, og overalt er der en udpræget fornemmelse af gennemført finish.
Sejler med en charmerende blanding af stort og småt
Ude på vandet er Marex 33 virkelig komfortabel at være ombord i, og det skyldes bl.a. også den gode indretning. Styrestolen er veldimensioneret og behagelig, og er udført i samme materialer som salonsofaen. Den er udstyret med opklappelig forkant på sædet, så man kan stå uhindret op og styre. Ryglænet til salonsofaen kan skubbes bagud, hvormed man får en flot, fremadvendt topersoners passagersofa. Med skydetaget tilbage i 1. hak opnås dejlig udendørsatmosfære uden træk, og lydniveauet fra de to Volvo-dieseler er behagelig i alle omdrejningsområder.
Sejlegenskaberne giver en charmerende blandet fornemmelse af stort og småt. Marex'en virker livlig som en mindre båd, når man manøvrerer med den, og den drejer uden protester på en ret snæver cirkel i planingsfart. Men den anfægtes praktisk talt ikke af søen under sving, og under ligeud sejlads har den en flot retningsstabilitet som en stor båd.
Testbåden var udstyret med næstkraftigste motorinstallation, to stk. Volvo Penta KAD 32 DP, som er Volvos fine dieseler med både kompressor og turbolader til hhv. det lave og det høje omdrejningsområde.
De yder tilsammen 318 Hk på de dobbeltpropeller, og man oplever en usædvanlig accelerationsevne. Samarbejdet mellem de mekaniske kompressorers gode drejningsmoment i de lave omdrejninger kompletterer duo-prop'ernes sejtræksevne, så der knap nok er tale om at overskride nogen planingstærskel, når gashåndtagene lægges frem. Motorerne har en lille forsinkelse på gasgivningen, hvor kompressorerne lige skal oparbejde ladetryk, og så er det, som om den 5,2 tons tunge båd løfter sig ud af vandet på et øjeblik. Tophastigheden er omkring 32 knob med denne motorinstallation, der giver kraftoverskud til virkelig stor ferieoppakning eller mange passagerer. Man kan sagtens gå et trin ned til to KAD 44'ere på 243 Hk, uden at miste accelerationsevnen, og her er der trods alt ca. 100.000 kr. at spare.
Eneste anke ved motorinstallationen er en ret lang vandring på gashåndtagene plus motorernes forsinkelse på gasgivningen. Det giver en uvant fornemmelse i havnemanøvrer, selvom man principielt skal kunne manøvrere sin båd på plads for tomgang alene, specielt med de effektive duo prop'er. Men man har ikke nogen hurtig tilflugt i form af lidt kvik gasgivning i en snæver situation. Meget af det er et spørgsmål om tilvænning og overblik, og skulle det svigte, er bovpropellen en trofast støtte.
Millennium'en leveres søsat i dansk hjemhavn for 18.000 kr., men der ligger også en dejlig sommerturs-ide i at tage til Norge og hente den selv.

Marex 33 Millennium
Længde: 10,26 m
Bredde: 3,31 m
Vægt: 5200 kg
Brændstof: 670 l
Vand: 350 l
Batterikapacitet: 4 x 90 ampére timer
Septiktank: 210 l
CE-godkendelse: Kategori B
Motorinstallation:
To stk. Volvo KAD 32 DP m. i alt 318 Hk
Udstyr:
Læder-interiør, varme, trimflaps, fuld instrumentering, stereoanlæg, bruser på badeplatform, 220 V landstrøm.
Testbåd: Elektrisk ankerspil, fjernbetjent, bovpropel, Wallas Seaflame ovn, Simrad GPS farvekortplotter
Levering: 18.000 kr. søsat i dansk hjemhavn.
Pris som testet Ca. 1,2 mill. kr.
Salg
Marex Center Danmark,
Reese Marin, Aabenraa,
tlf. 74 62 62 56.




Seneste nyheder





Kapsejlads

Sejlerlandsholdets sidste store test før OL

Kort nyt

Podcast: Ny episode - hvorfor egentlig sejle?

Havne

Christiansø Havn skal igennem kæmpe renovering

Bådudstillinger

Ancora Yachtfestival – tre intense dage

Kort nyt

Krigsveteraner får hjælp til at komme ud at sejle 

Bådudstillinger

Boat Show i Fredericia for 30. gang

★ Artikel

★ Sejlads i det nye klima

Kort nyt

Tyveri lammer driften af historisk skib i Helsingør

Kapsejlads

Vegvisir Race Nyborg afvikler også eSejlsport finalen

Sejlsportsliga

Sailing Champions League: KAS var få point fra cuttet





Udvalgte artikler *