fbpx

Maxum 1900 SC

Inkluder i Newsletter: Ja

Maxum 1900 SC er blandt de mest højteknologiske frembringelser inden for speedbåde. Her får køberen virkelig del i den sidste nye produktionsteknik og de sidste nye ideer indenfor skrogkonstruktion. Den påstand har vi naturligvis hørt før alle vegne fra, men i dette tilfælde er der sket en fornyelse af sejlegenskaberne, som ikke er til at komme uden om.
Vigtigst for Maxum 1900 SC er dens nye APS-skrogbund, som står for Advanced Planing System. Om denne detalje hjælper båden op at plane hurtigere eller ej, er umuligt at bedømme i en 1300 kilos båd med 250 hestekræfter, for den ryger utroligt hurtigt op at plane under alle omstændigheder.
APS-bunden består af flere elementer. Midtskibs er der i bunden skåret en kanal ind i skroget i hver side, som river vandoverfladen op og sender skumblandet vand med lav friktion ind under bunden. Til fuld udnyttelse af vandets "smørende" effekt er agterskibet afsluttet med en svag trimaranfacon. Bunden er principielt en dyb 19 graders V-konstruktion, men den
er suppleret med to små "skrog" yderst i hver side, som danner hver sin kanal til udnyttelse af det "bløde" vand. Samtidig giver sideskrogene ekstra krængningsstabilitet, som er mærkbar, f.eks. når man træder ombord.
Let at trimme til elegant sejlads
Alle de nye tiltag går op i en højere enhed, når vi lukker op for gassen. Maxum 1900 SC accelerer som nævnt utrolig hurtigt til planingsfart i denne motorversion, og med denne båd var det muligt at opnå 50 knob på GPS-navigatoren efter noget tilløb. Sejladsen foregik på temmelig fladt vand, hvor selv 35-36 knob præsenterede sig som komfortabel rejsehastighed.
Vi måtte opsøge nogle bølger og kunne konstatere, at den dybe 19-graders bund har beholdt de gode søgående egenskaber, som denne bundvinkel lover, trods det nye trimaran-hokuspokus agterude. Den kan holde fine gennemsnit i sø.
Sejlteknisk skal stævnen trimmes højt til tophastighed, hvor båden føles at "svæve" noget og ikke er decideret præcis i styringen. For at slå flotte og præcise sving skal næsen trimmes lidt ned. Det er vilkårene for så hurtig en speedbåd, og er i virkeligheden første sejldags pensum for nye ejere. Det gode ved Maxum'en er, så lidt der skal trimmes for at kalde båden til orden, og den entydige måde, hvorpå båden reagerer på trimmet. Bliv mestersejler på en time. Det giver sejlglæde.
Den svage trimaran-facon får Maxum'en til at svinge en smule fladt, hvilket også er forventet. Dette trækker en anden god egenskab med sig. Maxum'en beholder skruen i vandet, stort set under alle omstændigheder. Man kan lokke selv de bedste speedbåde til at tage luft ned til skruen på et eller andet punkt, navnlig ved at tage meget krappe sving med kraftig gas og forkert trim, men Maxum'en skulle virkelig drilles meget bevidst, før den svigtede.
Forvandlingsmuligheder i cockpittet
Når sejlegenskaberne er i orden, har nogle producenter brugt alle deres kræfter, men her stopper Maxum ikke. Designet er flot og gennemført, både eksteriør og interiør. 1900'en er en flot, bred sag med et indbydende cockpittet med velpolstrede back to back- sæder, der kan slås ned til en - lidt ujævn - solseng.
Ved siden af motorkassen er der to siddepladser med et godt arrangement med drinksholdere imellem. Disse sæder kan flyttes op i højde med motorkassen og danne en solplatform eller fjernes helt, så man kan komme ud til kanten og fiske. Agterude rundes indtrykket af med en god badeplatform med indbygget badestige.
Under dæk er der en brugbar dobbeltkøje med kemisk toilet. Ikke netop designet til langvarige ferier, men i forbindelse med en rummelig kaleche, der er standard, kan der sagtens gøres forsøg på vellykkede weekends for to.
Maxum 1900 SC bliver i Danmark lanceret sammen med en 18-fods lillebror, 1800 SR med stævncockpit, og 190 hk V6-motor til 174.000 kr. Dens sejlegenskaber er næsten identiske med den større 1900'er, og med 190 hk sprintede den 48 knob.

Maxum 1900 SC
Længde: 5,46 m
Bredde: 2,26 m
Dybgang max 0,41 m
Skrog: /0,81 m
Vægt: 951 kg
Motor: 5,7 liter
Mercruiser V8,
250 hk.
Brændstof: 113 l
Bundvinkel: 19 grader
Pris: 219.000 kr.
Import og salg:
Engstrøm Marine, Kbh./Egå,
tlf. 35 39 38 00/
86 22 50 88









★ Gør det selv

★ Bundmaling: Ram den grønne bølge med det nye sort

★ Artikel

★ Tjekliste til en sikker søsætning

Havne

København kan snart få flydende øer

Kapsejlads

Torbole Lake Garda: Dansk E-jolle triumf





Udvalgte artikler *