Motor | Bayliner Ciera Sunbridge 3055

Bayliner Ciera Sunbridge 3055

Bayliner´s første 99’er model Ciera Sunbridge 3055 har det hele, både rigelig plads ude og inde, masser af udstyr og glimrende sejlegenskaber.
14-06-2001 13:50 Hans Henrik14 Jun 2001 11:50 - Torry Lindstrøm
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
30 fod gør en virkelig stor motorbåd. Der kan næsten komme et flydende sommerhus ud af det grundareal, man får stillet til rådighed, men Bayliner har designet med fornuften i behold med den nye 99-model 3055 Ciera Sun Bridge.
Den nye model har rigeligt både til uden- og indendørsliv, men konceptet er ikke så hårdt udnyttet som amerikanske motorbåde ofte er. Særligt bemærker man, at der nu er kommet et anstændigt sidedæk på hver side af cockpittet, hvor amerikanske designere længe har været fascineret af pladsmulighederne ved at lade cockpittet gå helt i borde.
Under dæk er konceptet helt åbent, som man kender det fra de mindre Baylinere, med en stor, skråtstillet dobbeltkøje i stævnen og en 2-personers alkove under styrepladsen i den anden ende af en rummelig og luftig salon.
Køjerne er adskilt fra salonen med forhæng, og man bider navnlig mærke i, at agterkøjen har så god hovedhøjde, at den er virkelig kan anvendes på komfortabel vis af normale mennesker. Disse indbyggede køjerum kan tit være en udfordring for folks akrobatiske evner.
Man skal naturligvis ikke være blind overfor, at prisen for en god soveplads under styrepladsen er et ganske højt skrog, men her er båden stor nok til at bære det, og sidedækket bryder linjerne med en formildende effekt.
Under dæk byder 3055’eren på et flot, stort pantry med køleskab i villastørrelse, vask med solid landkrabbe-armatur og mikrobølgeovn. Den eneste overraskelse er, at der kun er ét kogeblus, et kombineret spritblus og el-kogeplade, hvilket afslører, at der også et 220 volts landstik og lader. I bagbords side finder vi toilettet klemt ud i borde ved kahytsnedgangen. Det er ikke det største toilet, vi har set i en amerikansk motorbåd, men det har bruser og ser ud til at dække basale behov. Salonen har rigeligt med stuverum, og som en fin detalje er alle beklædt med tæppestof som resten af salonen. Det isolerer både mod støj go kulde.

Højt prioritet for udemiljøet

Udendørspladsen er flot, for her kan alle CE-godkendelsens 12 personer sagtens være. Højt til vejrs og med fremragende overblik sidder tre personer i velpolstrede styrestole, to i dobbeltstolen ved styregrejerne og én i bagbord. Agterude er der indrettet en stor u-sofa, hvor resten godt kan sidde på betryggende godkendt vis. Disse pladser kan omdannes til én stor solseng til mange personer, foruden man kan lægge hynder på fordækket til yderligere to personer.
For de mere energiske kan sofasædet langs agterspejlet klappes ned og berbertæpperne i cockpitbunden knappes af til fiskeri - udemiljøet et højt prioriteret.
Førerpladsen har alt, hvad hjertet kan begære. Man sidder godt i den tykt polstrere dobbelte førerstol med styregrejet indenfor naturlig rækkevidde. Instrumenteringen er komplet med individuel instrumentering for hver motor, og Bayliner er gået et skridt videre med det standardmonterede ankerspil og har flyttet betjeningen op i cockpittet.

Der mangler kun en kortplotter

Båden er sejlklar ved levering, idet den både har kompas, log (med landevejsmiles) og ekkolod, men de fleste vil nok installere en GPS og helst en kortplotter, som der er rigeligt med plads til ved styrepladsen. Frontpanelet er for øvrigt farvet behageligt mørkegråt, en gennemtænkt detalje i kontrast til den kridhvide glasfiber, der præger alle amerikanske både.
3055’eren er behagelig at opholde sig i med gode dimensioner på både interiørelementer og gangarealer. Der er dog sparet lidt på den særlige amerikanske specialitet, adgangen til fordækket via en klap i vindspejlet. Trinene op over frontpanelet er smalle, og man balancerer risikabelt lige på kanten til kahytsnedgangen, hvis ikke man husker at lukke skydekappen. Til gengæld kan man som nævnt benytte sidedækket, omend det kræver lidt gymnastik at komme rundt om radarbøjlen og ud på siden. Det er under alle omstændigheden rart at kunne komme ud på siden, når man lægger til.

Hurtig, støjsvag og komfortabel

Med 440 hk fordelt på to motorer er testbåden et magtfuldt instrument at spille på. Trods egenvægten på over 5,3 tons er 3055’eren meget hurtigt oppe at plane, sandsynligvis hjulpet af Bayliners særlige detalje ved steps’ene i undervandsskroget, APS (Absorberende Planing System). Men den råder i realiteten også over 2x240 hk, forskellen er, at amerikanerne er begyndt at opgive motorbådes ydelse på propellen, hvor europæerne opgiver ydelsen på krumtappen, altså før transmissionstabet i drevet, så Engstrøm marine er begyndt at opgive begge dele.
Sejladsen er virkelig komfortabel, højt siddende på styrepladsen, men godt i læ af det flot svungne vindspejl er lyden fra benzinmotorerne behersket. Skroget er moderat dybt med 17 graders bundvinkel, men en pænt skarp stævn giver en fornem gang i søen. 3055’eren løber let sine 43 knob - 50 miles eller 80 km/t, men så bruger den også i nærheden af 40 liter benzin i timen. Ved fornuftig marchhastighed under 20 knob kan den knibes ned til ca. 30 liter i timen.
Styringen er hydraulisk og dermed meget let og "fin" med sikker reaktion på styreudslagene, men båden i sig selv er så stor, at den har sin egen træghed styreudslag, så man kommer ikke til at lave kraftige utilsigtede manøvrer ved stor fart - der kan være risikabel for passagererne. Det forekommer altsammen harmonisk trimmet med sikker hånd.
I havn er det som sædvanlig en fornøjelse at manøvrere en motorbåd med to motorer, særlig med et letbetjent gearsystem som her, hvor man hurtigt og uden mislyde skifter mellem frem og bak.
Man får en udpræget følelse af at være skipper med magt over sit skiv efter få minutter bag styregrejerne af Bayliner Ciera 3055 Sun Bridge.
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer