Nytårsfejring i Sydhavet. Runding af Kap Horn om få dage! Foto: Christian Liebergreen

Christian Liebergreen: Godt nyt år til Bådmagasinets læsere!

02-01-2013 17:00 Øyvind Bordal02-01-2013 09:09 -
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Bådmagasinet har fået denne nytårs-mail fra Christian Liebergreen, som nu nærmer sig Kap Horn. Han ønsker alle Bådmagasinets læsere godt nytår, og fortæller om hvordan han er kommet igennem højtids-dagene:

Nytårsposen frem

"Efter en veloverstået juleaften med lækker and på dåse, kartofler og rødkål, ligesom det
skal være, er vi endelig kommet ind i det nye år. Juledagene er gået hurtigt, og lige pludselig skulle 'nytårs-posen' findes frem, med serpentiner, fontæner og en lille flaske Asti boblevand. Jeg fik tilsendt Dronningens nytårstale på mail fra en god ven der er på Grønland ved Slædepatruljen Sirius, så jeg er opdateret på hendes majestæts reflektioner fra 2012."

Frysetørret torskegryde

"Menuen stod på en pose frysetørret 'torskegryde' med kartoffelmos og en cola til. Desserten bestod af lidt chips og saltstænger med salsa dip, så endnu et voldsomt måltid mad indenfor en uge, for den snart hårdt prøvede mave. Da kl. slog 24.00 dansk tid kom H.C. Lundbye ombord med sit (Kap)Horn-orkester og spillede champagne-galoppen, mens Asti'en blev skyllet ned og nytårscigaren var skiftet ud med lakridspiper. En enkelt bordbombe og et par storm tændstikker udgjorde krudtbeholdningen."

Vind på torsdag

"Som der kan ses på billedet er det stille og roligt herude lige nu, med let vind og overskyet. Vi ligger ca. 600 sm fra Kap Horn, og vejudsigten er rimelig god, dvs. ingen stormvarsler. Men d. 2. januar skulle vinden endelig tage til, så vi kan få rundet klippen og komme op i Atlanterhavet."

Vindror i brug

"Jeg er skiftet over til vindroret for at skåne autopiloten, og det går faktisk fint med det gamle Aries vindror, som er på sin anden jordomsejling. Jonna er stadig velsejlende og intakt, selvfølgelig med 'fear & tear' på rig og sejl. Humøret er helt i top, havde lidt frygtet at disse højtider og begivenheder ville give hjemve og længsel, men tværtimod nyder jeg dagene mere og mere og føler mig ved godt mod."

170 døgn på havet

"Når jeg runder Kap Horn omkring 5-6. januar, har jeg været af sted i godt 170 dage. Jan Møller var 169 dage om hele sin jordomsejling. Jeg ville nok også vælge et lidt hurtigere skib, hvis jeg skulle gøre turen igen, men det er der nok ikke fare for bliver aktuelt..."

"Så vil jeg gerne benytte lejligheden til at ønske Bådmagasinets læsere rigtig godt Nytår - og må I få en god sejlsæson i 2013!"

Sejlerhilsen Christian             

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer