Pirater, kameler og smukke fjorde i Rødehavet

27-08-2010 Christina27 Aug 2010 5:56 - Niels Vejrup Carlsen
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

S/Y Jonna

Sailing vessel, sailing vessel – this is coalition war-ship!” Vi er på vej mod Aden langs den yemenitiske kyst, der er berygtet for pirater. På radioen hører vi krigsskibe fra koalitionsstyrkerne kalde sejlbåde og kommercielle skibe, der ligger længere ude i Adenbugten, strædet mellem Somalia og Yemen. Det er rart at vide, at vi ikke er alene!

Har du ikke læst de første artikler om familie Carlsens jordomsejling så find dem .

Vores computer er gemt væk sammen med den håndholdte GPS, kamera, kontanter og kreditkort. På kortbordet ligger et saltvandsinficeret lommekamera og øverst i skuffen en muggen pung med et udløbet kreditkort og nogle dollarsedler. Ideen er, at ubudne gæster let skal kunne finde noget af værdi, så de ikke leder for grundigt.

Ingen pirater i sigte
Vi er spændte på turen, men ikke bange! Vi har læst alt, hvad vi kunne finde på nettet om piratangreb i området. Overraskende nok er der kun to-tre rapporter årligt fra sejlere. De fleste af historierne ville man i andre farvande bare beskrive som ubehagelige oplevelser med fiskere.

Havnemester Yakob i Nishtun har anbefalet, at vi holder os langt væk fra Somalia og tæt til Yemens kyst. Her har der ikke været rapporteret piratoverfald de seneste 3-4 år. Fra andre sejlere, der lige er gået gennem Adenbugten den anden vej, har vi fået samme råd. Jeg har lagt en kurs 5 sømil fra kysten. Fri af de værste fiskenet, men tæt på kystvagten.

Årligt går der ca. 200 sejlbåde gennem Adenbugten, og mange af dem vælger at sejle i konvoj, typisk 3-8 både sammen. Dag og nat sejler de i formation, er i konstant radiokontakt og skulle en fiskebåd nærme sig, bliver den omringet. Skibe på skærende kurser bliver bedt om at ændre kurs, så de ikke forstyrrer konvojen.

Vi har valgt ikke at sejle i konvoj. Vi tror, at flere både sammen kan virke som en trussel, der kan eskalere en situation på havet. Der piskes en stemning op i en konvoj af forskræmte sejlere. Og så kan vi slet ikke sejle de 5,5 knob, som de fleste konvojer holder. Vi har heller ingen radar om bord og kan derfor ikke holde radarvagt, og sidst, men ikke mindst, er vi bange for, om andre både i konvojen skulle have våben om bord.

Vi ser en del fiskeskibe på afstand, men ingen kommer tæt på. Vi har på fornemmelsen, at de holder klar af os. Måske har kystvagten advaret dem om, at dem i de hvide plastikbåde er ved at dø af skræk. Som dagene går, slapper vi af. Vi møder ikke andre med klap for øjet og papegøje på skulderen end Carolines bamse, Oliver. Vel ankommet i Aden, er der ikke én af de 30 både på ankerpladsen, der har haft ubehagelige oplevelser.


 

Fantastisk mad, burkaer og Kalashnikov
Det har taget os 21 dage at krydse det Arabiske Hav fra Indien til Yemen. Det var det sidste, lange oceanstræk på denne tur, og vi glæder os til at komme i land. Myndighederne er venlige, men som sædvanlig ikke effektive. Det tager os det meste af en dag at få papirerne i orden og få tilladelse til at rejse ind i landet og besøge hovedstaden, Sanaá.

Her havner vi i en anden verden i en anden tid. Små drenge i uldne jakkesæt med alt for brede skuldre kigger med alvorlige øjne på os. Kvinder i sorte burkaer, der kun viser et par brune øjne i en afslørende slids øverst oppe, glider utilnærmelige forbi os. Mænd i lange hvide kjortler promenerer med smukt udsmykkede knive stukket i et bredt bælte midt på maven. En bager haler duftende brød ud af en glohed stenovn, mens qat-tyggende mænd følger os med øjnene fra boder, der bugner af dadler, mandler og krydderier.

Vi bor i et af de gamle tårnhuse af sten og mudder. Udsigten er verdensklasse. Hundredvis af tårnhuse dekoreret med smukke, hvidkalkede, geometriske mønstre kæmper om pladsen med slanke minareter og moskeers buttede kupler. Der er kig til frodige byhaver med palmer og snorlige rækker af urter. I baggrunden flimrer brune bjerge. Vi har aldrig set noget så smukt menneskeskabt.

Turistfamilier får høfligt lov at komme ind, men ellers er kvinder ikke ønskede. Restauranter og cafeer i Yemen er mest forbeholdt et klientel af forkælede mænd med Kalashnikov over skulderen og blå bedebuler i panden. Familier bliver afskærmet af transportable skillevægge. Man skulle jo nødig se en kvindemund tygge.

Men maden er fantastisk! Rustikke bønneretter, skønne salater og feta-dips, mørt og veltillavet kød i store mængder og så brødet – brødet er fem-stjernet. Det kommer i store, glohede møllehjul, der klaskes direkte fra stenovnen på avisen, der fungerer som dug. Brødet er både sprødt og blødt og rives over i store flager, som man bruger til at scoope maden op med. Ingen bestik, skønt!

Vinden hyler på den tætpakkede ankerplads i Aden. Det er højsæson for sejlbåde på vej fra det Indiske Ocean til Middelhavet. Vi skal alle sammen op gennem Rødehavet, en tur på 1400 sømil. Den er frygtet, fordi de fremherskende vinde er nordlige og til med kraftige. Altså modvind i uger! Slut med venlige passatvinde, der blidt puffer os den rigtige vej.


 

Med knagende rig nordpå
Vejrudsigten lover ikke nogen munter tur til Massawa i Eritrea, men det næste gode vejrvindue ligger fem dage ude i fremtiden. Det kan vi ikke vente på! Med sommerfugle i maven trækker vi ankeret op og forlader ankerpladsen, hvor bådene hugger for strakte ankerkæder i 30 knobs vind.

Det bliver en bister nat med rebede sejl og masser af saltsprøjt. Riggen knager, og vi håber på, at de møre sejl klarer presset. Vi krydser med motoren for at kunne holde en bedre højde. Sidevanterne slasker foruroligende i læ side. Riggen skal strammes, inden noget knækker.

I mørket kravler jeg op på fordækket. Pandelampens lys flimrer og får søerne, der står ind over, til at forekomme mere uhyggelige. Iført to livliner kurrer jeg rundt, mens jeg prøver at stramme vantskruerne og samtidig undgå at ende i det hidsige, sorte hav. Båden krænger og hugger i søen. Da styrbord er klaret, vender vi, og jeg krabber op og gentager øvelsen i bagbord. Nu er riggen så spændt, at toiletdøren binder.

Efter to døgn med stiv modvind er vi møre og beslutter os for at finde en ankerplads for natten. Vi går ind under land i god tid, før mørket falder på, så vi kan se rev og sten. Søkortene er mange steder upræcise, og der kan være flere sømils forskel på positioner i kortet og GPS’en. 

Vi kunne lige så godt være landet på månen, men vi befinder os i Eritrea i Anfile Bay. Vi ligger i læ af en flad ø med forblæste buske og fladt vand. Stilheden ringer i ørerne på os, og vi har det som om, vi er drejet ind af en lille skovsti efter at have spadseret i larmen af en trafikeret motorvej i to døgn med vinden hylende om ørerne på os.

Vi ankommer til Massawa fem dage efter, vi forlod Aden. Det ses tydeligt, at landet har været i borgerkrig i 30 år. Haile Selassies gamle sommerpalads ligger sønderbombet ned til havnefronten. Men for os, der bare besøger Massawa i to dage, synes forfaldet smukt. Skyggefulde kolonnader, smuldrende kakler og friser, cafeer med højt til loftet og overdådige vægmalerier vidner om tider, hvor italienere og tyrkere koloniserede landet. I et hus uden tag bliver vi gæstfrit inviteret indenfor til hjemmeristet kaffe, mens Caroline får flettet håret af pigerne i familien.


 

 
Kamel i Marsa Fijab, en af de smukkeste fjorde langs den sudanesiske kyst.


Kameler og skelettet af en søko
To træjoller har målbevidst kurs mod os. Vi er lige landet i Marsa Fijab, en beskyttet bugt på Sudans kyst, godt fire døgns sejlads nord for Massawa. De fire beduiner entrer Jonna med den største selvfølgelighed, og vi byder på te og kiks. Efter lange og trange forhandlinger enes vi om en kameltur senere på dagen. Til den hampre pris på 5 $ per næse har vi store forventninger.

Stolte rider vi mod horisonten med hver vores ørkensøn ved bidslet. Stor er vores forundring, da vi efter tre minutter vender om og langsomt rider tilbage til udgangspunktet. Det var tilsyneladende den tur! Vi har fået nok af at forhandle, så vi nøjes med at brokke os spagfærdigt over timeprisen pr. kamel, der får en kameltur ved pyramiderne til at ligne prisdumping.

Efter endnu et døgns banken imod hylende nord-vestenvind er vi fremme ved Khor Shinab, en beskyttet fjord 100 sømil længere oppe af Sudans øde kyst. Vi glider ind i den to kilometer lange snævre fjord ind i et goldt og storslået landskab. Flad ørken, der langt borte forsvinder i en bjergkæde. Et ensomt træ står som et fatamorgana i det salte og stenede landskab.

Jens finder et stort, hvidt skelet på stranden, sikkert fra en søko. Skelettet får ærespladsen i forkahytten og gør den trange plads trangere. Nogle ville finde det uhyggeligt at sove under sådan en gang hvidskurede knogler, men med hjem skal skelettet! 

Med rev ”i nærheden”
Vi har slet ikke lyst, men må videre til næste ankerplads mod nord, Marsa Umbeila. Det bliver en gusten natsejlads med 30-35 knobs modvind. Båden vånder sig. Vi bider tænderne sammen og tænker hver især på, at det var en forkert beslutning at forlade Khor Shinabs beskyttede paradis.

Langsomt nærmer vi os. Heldigvis er vi i læ for den værste sø, fordi vi ligger syd for et stort revområde, men vinden hyler ubarmhjertigt og pisker saltsprøjt ind over os. Niels og jeg står begge på cockpitbænkene og holder udkig efter rev. Vores guidebog fortæller, at et rev er rapporteret ”i nærheden”, men at det sandsynligvis ikke eksisterer.

Det gør det! Pludselig opdager vi et turkist område i de hvide skumtoppe. Et rev, der strækker sig flere hundrede meter mod syd og nord. Indimellem er der mørkeblå pletter – altså dybere vand går vi ud fra. Med tungen lige i munden navigerer vi ind mellem to lyseblå klatter, hvor de brune koraller er tydelige. Man skal ikke stole på hverken guidebøger eller søkort, man skal håbe på god sigt, sol i ryggen og så bruge sine øjne.

Vi kan ikke se indsejlingen, men heldigvis har vi et waypoint til hullet i revet, som vi håber, vi kan stole på. Endelig! Der er ankerpladsen, meget mindre end vi havde forestillet os. Der er højst plads til tre både. Nu er det med at være hurtig. Ankerkæden skal bindes fri, inden vinden presser os op mod stenene. 7, 6, 5 m – anker i! Båden glider tilbage og strækker ankerkæden ud. Ankeret sidder, sikke en lettelse!

Skønt at få saltskorperne vasket af ansigtet! Vi kan ikke søsætte gummibåden pga. vinden, men det gør ikke noget. Hele dagen råhygger vi i kahytten med at se film, spille spil, læse og lave god mad. Pladsen forekommer os ikke trang. For to år siden ville det have været utænkeligt at tilbringe en hel dag i kahytten alle fire, uden at få spat.

Næste morgen dykker jeg efter revfisk uden for bugten og kommer blåfrossen hjem med grouper. Vandtemperaturen er faldet betydeligt på vej op gennem Rødehavet, vi er på vej hjemad!


 

Papirarbejde i Port Ghalib
Vi har lovet os selv, at vi ikke gider sejle i 30-35 knobs vind igen! Men vejrudsigten lover 15 knob, så vi beslutter at drage videre mod Ægypten allerede næste morgen. Der er godt 250 sømil til Port Ghalib, og inden er der ikke de store muligheder for at gå ind, hvis vejret bliver dårligt. Foul Bay-området er fyldt med dårligt kortlagte rev og sten.

Vi får en særdeles fredelig tur. Efter nogle timer aftager vinden, og vi tøffer af sted for motor på fuldstændig blankt vand i tre dage. Det føles skønt at kunne foretage sig andet end bare at sejle båden – og holde fast. Vi skriver og laver skole, hvad vi ikke har kunnet gøre de sidste 2-3 uger til søs. Jens var ved at blive bekymret for undervisningsniveauet.

Vi er nærmest lykkelige! I Port Ghalib lover vejrudsigten noget så sjældent som østlige vinde i stedet for de sædvanlige nordvestenvinde. Vi skal bare tjekke ind, tanke diesel og have et måltid mad, inden vi hurtigt sejler videre mod Suez, der ligger 300 sømil længere nordpå. Så har vi klaret Rødehavet!

Snydt! Så let går det ikke i Ægypten! Først 12 timer senere kan vi allernådigst flytte båden fra karantænebroen og gå i land. Men vi må ikke sejle videre. Vi venter på en officiel tilladelse til at forlade havnen! Den skal faxes fra Hurghada nordpå, og det kan åbenbart tage sin tid. Flere både kommer ind sydfra. Der går endnu en dag – og endnu en dag. Frustration afløses af hysterisk latter, som går over i vrede og ender i apati.

Pres på
I ventetiden er det party-time. De gale svenskere fra Sally Blue kommer ind. Vi er lykkelige over at gense dem, men også lidt sure over, at de har hentet os. Vi drukner sorgerne i nordsvensk specialitet, mintlikør med varm kakao, mens vi holder varmen under tæpper og sjaler i den kolde ægyptiske nat. Ungerne nyder at ligge til kaj. ”Jeg skal lige tisse!” Væk er Caroline og kommer ikke tilbage før timer senere. Det er sjovere at ligge i bunden af Sally Blue og skrubbe mug af end at lave skole!

Først på fjerdedagen kommer faxen med tilladelse til at forlade havnen. Utålmodige sejlere indlogerede sig på marinakontoret i timevis ... det hjalp! Nu er vejrudsigten til gengæld ikke supergod – men det er der ikke noget at gøre ved. Vi skal af sted, inden de ombestemmer sig, og går tidligt i seng, så vi kan stikke mod Suez ved daggry.


 

Betragtninger fra 13-årige Jens
Et af de store lyspunkter i Rødehavet var Khor Shinab. Det var en af de såkaldte marsa’er, der ligger langs kysten. Fra det blæsende, gyngende hav tøffede vi ind i den snoede ”koral-fjord”, og så blev der stille ... meget stille. Vinden døde hen, og båden lå helt roligt. Skøønt! 

Da vi fik gummibåden i vandet, ”spurgte” far, om vi ikke skulle gå en tur. Det var et af de spørgsmål, der kun tolererer ét svar – så vi kom med. På stranden gik jeg lidt i forvejen, og så følte jeg mig hensat til en piratfilm. Jeg fandt et fuldstændig hvidt skelet af en søko og var målløs, da mor og far sagde, at jeg godt måtte få det med hjem.

 


Qat-tygning 
Qat er et narkotikum, der giver en svag euforisk tilstand, reducerer sult og sløver. Man indtager det ved at tygge bladene fra qat-busken og beholde den tyggede masse i mundhulen, mens stoffet langsomt udtrækkes. Det er let at identificere en qat-bruger. De har en plasticpose med blade i og ser ud som om, de har en grøn golfkugle i munden. Det meste af en yemenitisk mands eftermiddag går med at tygge qat. 

Buschauffører, handlende, ansatte på offentlige kontorer – alle gør det. Det anslås, at mænd i Yemen bruger mellem en tredjedel og halvdelen af deres indkomst på qat-blade. Tre fjerdedele af landets landbrugsjord er optaget af qat-produktion, og 80 % af det vand, der er til rådighed i ørkenlandet, går til produktion af stimulansen.

Qat er et vigtigt socialt samlingspunkt og efter klanen og familien det vigtigste i en yemenitisk mands liv. Qat anses som en potensforstærker og en sund vane, der forhindrer, at man tager på. Men qat har også sideeffekter som søvnløshed, melankoli og appetitløshed.

De økonomiske konsekvenser for et samfund, hvor hele den mandlige befolkning hver eftermiddag enten er ude af stand til at foretage sig noget eller kører på meget lave omdrejninger, fordi de er påvirkede, er til at få øje på.


 

 
S/Y Jonna


Besætningen på S/Y Jonna under jordomsejlingen 
Niels Vejrup Carlsen, 42 år, civilingeniør, (skipper)
Hannelore Dörner, 41 år, reporterfotograf
Jens Dörner Carlsen, 11 år
Caroline Dörner Carlsen, 8 år

Data for S/Y Jonna 
Model: Sagitta 35, sloop rigget 
Byggeår: 1972.
Længde overalt: 10,45 m
Bredde: 3,05 m 
Deplacement: 5 t
Dybgang: 1,85 m
Sejlareal: 61 kvm
Sejl: Storsejl med 3. reb. Gennaker. Rullegenua. Stormfok til montering uden på rullegenua.
Motor: Yanmar, 3 cylinder, 55A Hitachi generator 27 hk

Sikkerhedsudstyr: Viking 6 personers flåde. ACR COSPAS/SARSAT EPIRB med GPS. Simrad SA50 SART, C.A.R.D. radardetektor. Paraanchor drivanker med 100 meter ankertov. Plastimo IOR offshore danbuoy. 2 x hestesko. Kasteline. Fastmonterede livliner i hver side af båden.
Personligt udstyr: Selvoppustelige veste. Knæklys. Sikkerhedssele.

Kommunikation: Silva S-15 VHF med NAVTEX. ICOM M802 HF radio med Pactor III modem og AT 140 antenne tuner. Garmin 725e håndholdt VHF.

Navigation: Garmin 152 fast GPS. Garmin Geko 201 håndholdt GPS. Silva log. Ekkolod og vind-måler. 2 x kompas i cockpittet.

Generelt: Eno gaskomfur med ovn. Isotherm køleskab med selvpump vandveksler. Katadyn PUR Powersurvivor 40E watermaker. Duogen kombineret vindmølle og vandimpeller. Solara 120Wh/d solcelle. Aries vindror. Dacon 4 personers gummibåd med 5 hk Mercury påhængsmotor.

El-installation: 330 Ah forbrugsbatterier og 70 Ah startbatteri med SEPTOR adskillelse. Tystor 12V 25A lader. BEP Marine sikringspanel. Xantrex Link 10 batterimonitor.

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer