Nyheder | Yderst spændende forslag i Gråsten sagen - er dette løsningen på konflikten?
Hans Vengberg bringer et ydsert interessant og kompetent input ind i Gråsten debatten. Kan dette her løse konflikten?

Yderst spændende forslag i Gråsten sagen - er dette løsningen på konflikten?

22-03-2016 09:23 Søren Øverup
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Forleden bragte Bådmagasinet Gråsten Sejlklubs anmodning om hjælp fra de øvrige danske sejlklubber, så deres eksklusion af DS kunne blive stemt ned, ved den kommende generalforsamling i Dansk Sejlunion den 9. april.

Dette kastede en kommentar af sig, hvor Jesper Krag efterlyste, med rette, en konsekvens ved de forskellige udfald af afstemningen. Jeg gav mit bud med på vejen - men sluttede også af med 'correct me if I'm wrong' - og heldigvis har Bådmagasinet vågne og opmærksomme læsere. I forlængelse heraf, har vi nemlig her tirsdag formiddag på redaktionen, modtaget et yderst gennemarbejdet og spændende forslag fra Hans Vengberg (tidligere kandidat til formandsposten i DS, red.)

Kunne dette være løsningen på en konflikt der er gået i hårknude? Her findes åbningen – hvilken klub griber denne bold?

Kære Søren ”correct me if I´m wrong”.

Tillad mig lidt refleksion.

Denne sag er efterhånden endt med de 2 kompetanter i hver sit ringhjørne, med hver deres uforbeholdne opfattelse af retstilstanden. Lur mig om det kun er den ene part der har ret!

Hvis jeg forsøger at skrælle fyldet ser det vel ud som følger:

Gråsten sejlklub finder det nødvendigt at ekskludere et medlem.
Denne eksklusion finder medlemmet forkert og appellerer sagen til DSs ordensudvalg.
DSs ordensudvalg finder Gråsten Sejlklubs eksklusion af medlemmet for uberettiget og genoptager medlemmet i klubbem (eksklusionsgrundlaget var for ”tyndt”, udokumenteret og der manglede overholdelse af formalia. Dog stod en enig generalforsamling i klubben bag eksklusionen).
Gråsten Sejlklub vil ikke genoptage medlemmet og appellerer afgørelsen til DIF, som stadfæster DSs afgørelse.

Der er ikke i hverken DSs afgørelse eller i DIFs stadfæstelsen nogen krav eller forslag til, hvilke sanktioner der skal anvende overfor medlemsklubben hvis den ikke genoptager medlemmet.

I DSs vedtægter er der forskellige muligheder for sanktion:

§ 27 DANSK SEJLUNIONS SANKTIONSMULIGHEDER
En klub, som ikke opfylder eller overholder de i § 26 nævnte vedtægter og
bestemmelser eller som i øvrigt efter bestyrelsens skøn ikke virker på en
måde, som er forenelig med Dansk Sejlunions og de tilsluttede klubbers
interesser, kan af bestyrelsen med mindst 5 stemmer idømmes en sanktion
af en karakter, der er rimelig i forhold til forseelsens karakter. En sanktion
kunne som eksempel være:
- Fratagelse af retten til at arrangere nationale og internationale
mesterskaber i sejlsport (DS-DM, DIF-DM, NOM, EM og VM) i en
periode.
- Fratagelse af retten til at arrangere kapsejladser for andre end
klubbens egne medlemmer i en periode.
- Fratagelse af retten til at optage lån i Dansk Sejlunion, Danmarks
Idrætsforbund etc. i en periode.
- Eksklusion af Dansk Sejlunion.

DS vælger efter forskellige mæglingsforsøg først at varsle og senere anvende den skrappeste sanktionsmulighed nemlig eksklusion.

Det er et valg DS bestyrelsen selv træffer, og valget kan, som jeg ser det, ikke begrundes i et krav fra hverken DSs ordensudvalget eller DIFs ditto.

I DIFs vedtægter er der, i lighed med DSs vedtægter, forskellige sanktionsmuligheder:

§ 16
Stk. 4 Hvis Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse finder, at en medlemsorganisation har overtrådt Danmarks Idrætsforbunds love eller lovregulativer, kan den tildele den pågældende organisation en misbilligelse eller advarsel, eller træffe bestemmelse om bøde eller tilbageholdelse af tilskud. Bøder tilfalder Danmarks Idrætsforbund.
Bestyrelsen kan endvidere indstille til repræsentantskabet, at en medlemsorganisation suspenderes eller ekskluderes. Hvis en forening ikke efterlever § 6, stk. 1, nr. 8 og 9, kan Danmarks Idrætsforbund s bestyrelse ekskludere foreningen fra medlemskab af medlemsorganisationerne.

Mig bekendt er der ikke nogen der med sikkerhed kan sige, hvilken sanktion der vil blive taget i anvendelse.

Det er derfor efter min mening nogle spørgsmål som vi må have afklaret inden det er muligt for generalforsamlingen at tage stilling til eksklusionen;

1 – Hvorfor har man fra DSs side valgt at tage den skrappeste sanktion i anvendelse?

2 – Er det muligt at vælge en anden sanktion, såfremt generalforsamlingen finder eksklusionsafgørelsen for værende for vidtgående?

Jeg har svært ved at forestille mig at DIF ville have indvendinger hvis DS havde givet Gråsten Sejlklub en anden sanktion – eksempelvis fratagelse af retten til at arrangere kapsejladser og/eller muligheden for optagelse af lån.

Jeg har ligeledes svært ved at se at DIF vil føle sig nødsaget til at tage forholdsregler overfor DS såfremt et eventuelt alternativt forslag til sanktioner blev vedtaget på generalforsamlingen.

Hvad mon der ville ske hvis Gråsten Sejlklub appellerede eksklusionen til DSs ordensudvalg med påstand om, at straffen ikke ”er rimelig i forhold til forseelsens karakter”.

Efter min bedste mening må det være muligt at finde et kompromis der giver klubben en straf der ikke er eksklusion – men hvem kommer med kompromisforslaget?

Venligst

Hans Vengberg

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer