Kapsejlads | Tilbage i gult...

Tilbage i gult...

... og tilbage som vi kender dem. 470-pigerne, Henriette Koch og Lene Sommer, sejlede sig tilbage i føringen med en anden- og førsteplads i dagens to sejladser i Hyeres.
22-04-2009 23:57 Hans Henrik22 Apr 2009 21:57 - Joakim Rechnitzer
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Lene Sommer (tv) og Henriette Koch (KDY) er suverænt tilbage med to topplaceringer i de gule førertrøjer i morgen. Foto: Per Heegaard.

Der skulle gå meget lang tid, før den danske 470-besætning kunne komme i gang med dagens sejladser. Den lette vind blev først stabil nok, til at starte i, hen på eftermiddagen. Men trods lang tids venten var Henriette Koch og Lene Sommer klar til at vende gårsdagens dårlige resultater.

”Jeg synes, at vi fik evalueret dagen i går godt. Det, der ikke virkede i går, det var første opkryds. Det, der virker i dag, det var netop første opkryds,” fortæller 470-gasten Lene Sommer og fortsætter:

”Så selvfølgelig er vi glade for at være tilbage i gult. Men vi er faktisk mere glade for at have fundet ud af, hvad vi gjorde forkert i går. Så det er mere processen vi er glade for. For når processen fungerer, så skal resultaterne nok komme.”


Den gule førertrøje var kun til låns. De østrigske europamestre, Vogl og Flatscher, er nu på tredjepladsen og sejler i rødt i morgen. Foto: Per Heegaard.


Alt åbent
Med et 9-points forspring og lutter første- og andenpladser (lige på nær gårsdagens 18. og 19. plads) har 470-pigerne et godt udgangspunkt. De sidste indledende sejladser sejles i morgen inden Medal Race sejles fredag.

”Det er åbent endnu, men det er da en fin måde at gå ind til de sidste sejladser på. Men jeg synes ikke, at man skal sælge skindet før bjørnen er skudt. I går viser med al tydelighed, at det kan gå meget hurtigt både den ene og den anden vej. Man skal tage det stille og roligt, og sejle det bedste man kan. Og det er det, som vi har gjort i dag,” forklarer Lene Sommer.

I morgen er starterne for alle klasser i Hyeres igen udskudt til kl. 12. Der er planlagt to sejladser for 470-jollerne.

Resultat, World Cup Hyeres, 470 Damer (efter 8 sejladser)
1. Henriette Koch-Lene Sommer, DEN/KDY (25 p)
2. Margriet Fokkema-Marieke Jongens, NED (37 p)
3. Sylvia Vogl-Caroline Flatscher, AUT (43 p)

for flere resultater.http://sof.ffvoile.net/index.php
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer