Bestyrelsen i Laser Assiocation Denmark vil gerne tilgodese de lidt ældre laser-sejlere i den kommende sæson.

Ranglistestævner nu også for ældre lasersejlere

16-03-2016 12:01 Trine Søe
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Det har ikke tidligere været muligt for mastersejlere (35+ (apprentice master)) at få en aldersklasserelateret vurdering for deltagelse i Laser Association Denmarks (LAD) ranglistestævner og DM i laserklassen. LADs bestyrelse har besluttet, at der for den kommende sæson vil være Masterranglister for Radial og Standard rig baseret på de samme tre ranglistestævner, som afholdes for de yngre sejlere, og at der afholdes DM for Mastersejlere i LAD.

Formand for LAD bestyrelsen Michael Faubel udtaler: "Bestyrelsen har lyttet til et ønske gennem flere år fra Mastersejlerene. Bestyrelsen ønsker også med dette tiltag udbygge bredden i LAD, der gennem flere år har haft fokus på de yngre generationer af sejlere. Laserjollen er en jolletype, der kan benyttes af alle aldersgrupper og vægtklasser, da der findes tre rigtyper afhængig af køn og vægt".

Michael Faubel håber, at dette tiltag vil motivere nye såvel som erfarne Mastersejlere til at deltage aktivt i stævnerne gennem sæsonen og dermed være med til at sætte fokus på Laserjollen rundt om i landet.

LAD afholder i år ranglistestævner på følgerne tidspunkter:

  • Den 21.-22. maj Furesøen – Torm UGP2 – 1. ranglistestævne
  • Den 3.-4. september Horsens – 2. ranglistestævne og Laser DM
  • Den 24.-25. september Skælskør – TORM UDM – 3. ranglistestævne

Hvis man er Mastersejler og ønsker at være en del af ovennævnte, er det en forudsætning at være medlem af LAD. Dette sker ved indmeldelse på www.lasersailling.dk

Michael Faubel håber, at den kommende sæson vil være den, hvor der for alvor også deltager Mastersejlere rundt om i landet og hvor sejlerne – unge som ældre mødes og kan udveksle erfaringer.

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer