Bådmagasinets billedgalleri

Volvo D3, D4, D6

28-10-2004 11:00 Hans Henrik28 Oct 2004 9:00 - Bengt-Erik Iversen
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
”Vi har fået ret i vore analyser og vor nye satsning,” siger ledelsen hos Volvo Penta, der dokumenterer at omsætningen er øget med over 40%. Ydermere tjenes der penge og det meste at overskuddet sendes tilbage til ny udvikling og satsning. Faktisk har salget af nye motorer været så formidabelt, at det i perioder har været svært at levere blandt andet propellerne til allerede solgte motorer. Kort og godt fordi enkelte underleverandører ikke havde sat deres produktion op lige så hurtigt. Problemerne tages seriøst hos VP, og når de opstår sættes der umiddelbart aktivt ind for at løse dem. Det er nødvendigt hvis målet er, at være en af de førende bådmotorproducenter.
Det er ingen hemmelighed at D6-motoren har haft problemer med brændstofsrør nummer tre. Fejlen kom overraskende for Volvo Penta, for man har haft motorer med tusindvis af driftstimer uden at noget gik galt. Men så sker det pludselig på flere motorer. ”Der må være sket et eller andet i produktionen,” siger VP og fortalte, at på alle D6-motorer i drift er der udsendt en øjeblikkelig servicemelding. Problemrøret er imidlertid udskiftet på alle motorerne. Og snart er et nyt rør i et andet materiale og med en ny facon klart. Så bliver det udskiftet permanent på samtlige motorer. Sådan er indstillingen og den holdning varsler godt for bådejerne …


Volvo Penta rammer nok rigtigt når de satser på twin-installationer af 160 heste i både op til 30 fod. Leveres nu også med duoprop-drev.


Nyt QL-udstyr


I QL-programmet lanceres også et helt nyt, patenteret trimsystem. Der monteres to flaps på bådens agterspejl, men de står horisontalt og ikke vertikalt. Altså ingen flaps som stikker ud bag båden.
Pladerne drives af en elektromotor og bevæger sig vertikalt ned i vandet parallelt med bådens agterspejl. Effekten er sammenlignelig med traditionelle trimplan, men har nogle klare fordele. Responsen på bådens trim er hurtigere. Vandmodstanden er lavere og installationen nemmere. Det igen betyder lettere service og reduceret risiko for skader - for eksempel ved bakning. Der er også udviklet et brugervenligt kontrolpanel med lysdioder som informerer om pladernes position. Vi prøvede nyheden på flere både og det virker effektivt. Med den lille undtagelse at kontrolpanelet kunne være en tand større eller måske allerhelst været udformet som et lille joystick, da der efterhånden er et utroligt antal knapper om bord på en moderne båd.

D3 med duoprop


D3-motoren blev lanceret sidste år og er den samme motor som sidder i en del af Volvo-bilerne. Blandt andet i XC90. Den blev lanceret som ”sportsdieselen” til mindre både. Nu lanceres D3 160 hk sammen med duoprop-drev og beskrives som velegnet til twin-installationer i både op til 30 fod. Og det tror vi mere på. En ”sportsdiesel” i både på ca. 20 fod er en god idé, indtil man sammenligner prisen med en moderne påhængsmotor. Så ender det helt galt, hvis ikke motoren skal køre et højt antal timer om året. Som twin i både mellem 24 og 30 fod tror vi konceptet vil passe helt fint. Noget andet er at D3 fik en alvorlig konkurrent både på pris og i ydelse fra egen familie - nemlig af den gamle KAD32-motor på 170 hk.

Stærk D4


D4-motoren - som også blev lanceret sidste år - kom med en ydelse på 210 hk. Den model beholdes og er ydermere godkendt til lettere kommercielt brug. Nyheden hedder D4-260 og yder altså 260 hk. Den leveres både med duoprop og akselinstallation.
Testresultaterne fra Volvo Penta viser at den nye diesel i acceleration op til 25 knob er 1,5 sek. hurtigere end samme båd med en 5,7 liters V8 benzinmotor. Brændstofforbruget ved marchfart bliver 30% lavere end V8-motoren. I lighed med D4-210 tilfredsstiller motoren alle miljøkrav som planlægges for EU og USA i 2006/2007. Den øgede effekt opnås ved at motoren har fået en mekanisk kompressor ud over turboen. ”Kompressoren sørger for fuld effekt fra lave omdrejninger med en udmærket acceleration,” siger Richard Stefansson, teknisk projektleder ved VP. Ved højere omdrejningstal kobles kompressoren ud og turboen tager over.
Den nye D4-260 blev prøvekørt i flere både, men allerede før VP’s pressemøde havde vi testet motorerne i en Forbina 40. Den ca. 8 tons tunge flybridgebåd loggede 34,5 knob på toppen, men det mest imponerende var den kvikke acceleration med den store båd. Ydermere har D4-260 en næsten sporty, småarrig lyd. Dette er en meget spændende motor - specielt som twin i både på 30-40 fod, som er den størrelse båd der sælges en del af.

Stærkere D6


Da D6’eren blev lanceret sidste år, var ydelsen 310 hk. Med en 5,5 liters cylindervolumen, lå det i kortene at man kunne vente mere. Nu kommer version D6-350 til duoprop og D6-370 til akselinstallation. Altså 350 og 370 heste! Så begynder det for alvor at smage af fugl. D6-350 er verdens stærkeste turbodiesel til drev. Common rail med direkte indsprøjtning kombineret med mekanisk kompressor og turbo, fire ventilers teknik - alt overvåget af et opgraderet EVC-system. Totalt resulterer det i en kraftkarl af en motor med lavt støjniveau, højt drejningsmoment og lavt udslip. D6-350 er beregnet til twin i både op til 45 fod eller i mere sporty kombinationer med DPR-drevet i hastigheder over 50 knob. Endnu mere spændende er denne motor i single-installation i en række både - fra ca. 32 til 38 fod. Vi føler os næsten overbevist om at motoren kommer som singlemotor i både som Skilsø 33, Viksund 340, Scand 360 og den nye Joda 370. Det vil helt sikkert være godt og give en god ydelse. Og endnu bedre - det betyder at bådene kan leveres i en ”billigere” udgave for ca. 200.000 kr. under en twin-installation. Det skal blive spændende at følge …
Accelerationen på 370 hk skal man bide mærke i. Vi prøvede den i en Viknes 1030 og den båd var hurtig!

Stærkest - D9-500 og D9-575 hk


Årets store Volvo Penta-nyhed er D9-motorerne på henholdsvis 500 og 575 hk. Motorerne er 6-cylindrede maskiner med en volumen på hele 9,4 liter. Motorerne har meget tilfælles med den større D12-motor. D9-motorerne er beregnet til både mellem 40 til 50 fod - altså typiske engelske flybridgemodeller fra Princess og Fairline. Det kompakte format gør at D9-motorerne ikke optager mere plads end VP’s TAMD75-motor, men yder 100 hk mere og har 30% større cylindervolumen.
Den nye D9-motor er en ægte Volvo-motor og skal også bruges til andet end både. Den produceres på den helautomatiske fabrik i Skövde.
Bare for at tage de mere bemærkelsesværdige fakta: D9-575 har et drejningsmoment på hele 1910 Nm allerede ved 1500 omdrejninger! I accelerationsfasen er D9 hele 35% hurtigere end den gamle TAMD75. Nu er de nye D9-motorer nok den type maskiner de færreste kommer i kontakt med. Men det kunne være rart at vide, hvad der brummer under dørken på en 50 fods Fairline eller Princess.

D6 til ”let kommercielt” brug


For dem som ikke går efter højest mulig ydelse, men længere levetid, kommer der også en D6-280. Med sine 280 hk er dette motoren med lang levetid. Netop derfor er den godkendt til såkaldt ”let kommercielt” brug - for eksempel i patruljebåde. Vi prøvede motoren i en dobbeltinstallation i en Targa 35. Båden accelererede fint og motorerne arbejder hele tiden ubesværet. Med en cylindervolumen på 5,5 liter bør denne motor være en rigtig slider.

Konklusion
Volvo Penta lancerer igen spændende opdateringer på D4- og D6-motorerne. Med den nye D9-motor har man det bredeste program for marinedieseler. Da D4 og D6 blev lanceret sidste år var de meget spændende nyheder og varslede en ny tid hos VP. Med de nye, hidsigere udgaver bliver motorerne endnu mere attraktive. Specielt er vi lidt betaget af D4-260. Den er kompakt, har en lav vægt, en kæk ydelse og en fin motorlyd. Men - selvfølgelig - D6 i 350 hestes versionen er hurtig og D9 er endnu hurtigere. Vi skal bare huske at tænke i en ordentlig stor båd, som passer til det grønne vidunder …
En ting er sikker: Volvo Penta satser stærkt og målrettet. Vi tror svenskerne er på rette kurs endnu en gang og vi spekulerer på hvor mange heste disse motorer vil have om nogle år …


Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer