Nyheder | Rustfrit stål giver rust

Rustfrit stål giver rust

09-07-2002 13:22 Hans Henrik09 Jul 2002 11:22 - Anders Høegh Post
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Under nogle omstændigheder kan rustfrit stål give
rustproblemer om bord.
Hvis du borer hul eller saver med nedstryger i rustfrit stål, drysser meget fine spåner ned. Disse spåner kan efter et par dage og nætter give rustpletter på dit fine glasfiberdæk, uanset at spånerne kom fra rustfrit stål. Spånernes mikroskopisk ru overflade giver let adgang for rust. Det er nemlig kun poleret rustfri stål, der ikke ruster.
Du kan ikke undgå de fine spåner. Skal du bore eller save i rustfrit stål, så tag det så vidt muligt i land og arbejd dér, hvor rustne spåner ikke generer. Nødløsningen er at lægge plastfolie under for at opfange spånerne, men vinden skal nok sprede noget af det fine støv alligevel.
Selv om du fejer eller spuler dækket meget grundigt bagefter, bliver der stålpartikler tilbage, og selv ikke grundig støvsugning fjerner alle spånerne. Resultat: Risiko for små rustpletter.
En trøst er, at rustpletter på glasfiber kan blege væk i løbet af en sommersæson. Men indtil da ærgrer du dig.
Hvis du saver eller borer i galvaniseret jern bliver der naturligvis de samme rustne spåner med endnu større garanti for rustpletter.
Ståluld: Fy!
At rense noget med ståluld om bord er en stensikker måde at få rustpletter på.
Ståluld knækker af i fine tråde og støvkorn, og de er ikke engang rustfri, så de kan give temmelig grimme rustpletter på dækket. Brug aldrig ståluld om bord.
Ståluldsvampe til gryder giver dog ikke rustskader, når svampene kun bruges i pantryet.
Messing, bronze og aluminium
Arbejder du i messing, bronze mv. kan spånerne give ir-grønne pletter, men de er ikke så iøjnefaldende. Igen: Arbejd i land med alt metal.
Det er svært at tage aluminiumsmasten i land, hvis du skal bore i den, men heldigvis gør spåner fra aluminium ingen skade i form af tæring og "rust". Men spåner bør støvsuges, fejes eller spules væk, ellers kan de sætte sig under sko og ridse dørk og dæk.

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer