Bådmagasinets billedgalleri | Bare det var os..

Bådmagasinets billedgalleri

Bare det var os..

11-07-2002 15:21 Hans Henrik11 Jul 2002 13:21 - Troels Lykke
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Kør en tur med Bakkens rutschebane en mørk nat efter lukketid og kig samtidig ind i en brandslange for fuldt tryk. Så ved du, hvordan det opleves at sejle på en Jordomsejler-båd i Ishavet. Sådan beskriver to danske VO 60-sejlere strabadserne i Volvo Ocean Race. Sejladsen byder også på både, der ligger væltet op til halve timer med masten i vandet, mens der i toppen sidder en gast i mørket. En andens knæ låser sig, som følge af slag og kulde i Ishavet. På en båd forstuver en sejler sine ribben. På andre både falder søsyge sejlere og brækker tænder. Og pulvermaden smager elendigt.
Så hvad er det egentlig, der er så fedt ved Jorden Rundt-sejlads?
Vi har kigget billeder og Internet-beretninger fra Volvo Ocean Race sammen med to danskere, der har smagt mosten, skipper Stefan Myralf, 42, og gast Henrik Dahl, 29, der begge har på den danske VO 60'er "Nokia" i Sydney-Hobart -Sejladsen, som Volvo Ocean Race-feltet sejlede lige efter jul. Lige nu er feltet på vej under den næste store Ishavstur fra Auckland, rundt Kap Horn til Rio de Janeiro.
Både Stefan og Henrik ville brække en arm for at være med lige nu og genoplever deres australske eventyr intenst, mens de andre sejler.
"Nokia" har stadig rekorden for 630 sømil-sejladsen Sydney-Hobart på kun 1 døgn og 19 timer, for da Jorden Rundt feltet kort efter julen sejlede kapsejladsen, lød vindertiden på 2 døgn og 20 timer, præsteret af VO 60'eren svenske "Assa Abloy".
Derfor er der ingen, som har holdt mere øje med Volvo Ocean Race end de danske "Nokia"- gutter, men ikke engang Amer Sports One's dramatiske luvkæntring for øjnene af verdenspressen ud for Sydney har taget lysten fra dem:
Den lune jyde Henrik Dahl hæver øjenbrynene over luvkæntringen, en såkaldt 'Chinese', hvor det optimale kaos opstår:
"Det må aldrig ske, for man risikerer at ligge kæntret i 20 minutter, fordi vandballasten, sejl og grej på fire tons nu ligger til læ og holder båden nede. Når det sker, dukker alle hovederne og spænder sikkerhedslinerne, for bommen kommer lynhurtigt farende over cockpittet og banker på luv bakstag så storsejlet ofte flænses. Derefter er det en hård kamp at redde sejlene, der lå til luv, ellers kan de flette sig om roret," siger Henrik, der understreger, at det læ bakstag, der holder storsejlet, og som medvirker til at holde båden nede, absolut ikke må slækkes, førend det luv er sat.
"Ellers knækker masten ganske enkelt," siger Henrik. Efter kæntringen driver VO 60'eren sidelæns, og her er det kunsten ikke at komme til at drive hen over spileren, når faldet på det 300 kvadratmeter store sejl slækkes, for at blive halet ind via spil. Når båden rejser sig op, flækker spileren som regel i den første blafren, som det også skete for Amer Sports One. Det er i det hele taget en dyr affære at vælte til luv.
Man bommer
ikke med spiler
Under sidste Sydney-Hobart slog en kæmpe bølge ind over Nokia og gasten Lennart Olrik skyllede tilbage i bakstaget og flækkede et øjenbryn, mens båden planede af sted med 30 knob.
Stefan Myralf havde rattet på hånden, da det skete. Om læns på en VO 60' i 15-20 sekundmeter siger han:
"Spileren køres fladt og der bommes ikke med spiler oppe. Den tages ned, og der er sat et ekstra skøde i, så den sikkert kan hales ind på et spil. Derpå sætter man den igen. Blæser det mere end 25 sekundmeter om natten, tages spileren som regel ned og en mindre jibtop (genua, red.) sættes. Den er også bedre at manøvre med, hvis der er isbjerge i farvandet," siger Stefan, der fortæller, at man styrer en halv time ad gangen i hård luft.
"Man er meget, meget koncentreret. Efter en halv time kan arme og hoved simpelthen ikke klare mere," siger han. Når der styres, handler det om at undgå at sejle plat læns, ellers er der risiko for de farlige luvkæntringer. Til det formål er der om natten en gast, som konstant råber vindvinkelen til rorgængeren.
"Vinkelen må ikke blive lavere end 160 grader. Sejler vi plat kurs på 180, kommer luvkæntringen," siger Stefan, som selv har den uheldige manøvre til gode i VO 60'eren. En kæntring til læ har han oplevet, men her træder man resolut på en pedal, der løsner kickingstrappen, så bommen løftes ud af vandet og sejlets kappe åbner sig.
"Men også det er sjældent, VO 60'erens ror har godt fat i vandet, og båden er lavet til formålet, den graver sig ikke ned," siger Stefan. Sejlads med hastigheder omkring 30 knob og tanken om at være med, når bådene 27. januar styrer mod Ishavet igen, 6700 sømil fra Auckland, New Zealand til Rio de Janerio i Brasilien, gør ham blød i knæene:
"Når man sejler så stærkt, og båden danner "Det gyldne V", hvor bovvandet står fem meter ud til hver side af båden, og der står en tre meter høj vandsøjle efter os, så pumper adrenalinet. Det er super fedt."
Fanden har
opfundet kryds
Men fartglæden eksisterer kun, så længe masten bliver på båden. Derfor tjekkes masten, riggen, blokke, gjordebånd og bakstag minutiøst under hvert vagtskifte. En person på hver vagt har ansvaret for grejtjekket.
"Det er et stresspunkt hver fjerde time," siger Stefan, der i kraftig luft på læns oplevede, at en rorline knækkede på det luv rat, hvorefter båden omgående var på vej til en spilerkæntring.
"Heldigvis vidste jeg, det læ rat virkede, så da båden begyndte at skære op, kastede jeg mig ned til det og styrede videre," fortæller Stefan.
Krydssejlads i hård luft er til gengæld noget, Fanden har opfundet, mener de to sejlere.
Specielt Henrik Dahl, der har oplevet søsyge om bord.
"Det sker let i kun to grader fugtig varme, med dieselstank om læ. Søsyge er ingen skam, selv en mand som Grant Dalton (skipper Amer Sports One) får det. For nogle tager det lang tid at komme over, andre kaster bare op og kører videre," fortæller Henrik, der selv har prøvet lidt af hvert på kryds. Under Nokias sidste Sydney-Hobart sprang en inspektionsluge op i én af vandtankene, og 500 liter vand fossede ud i ansigtet på Henrik.
"Vi faldt flere meter ned i en bølgedal. Jeg støttede med hånden op i ruftaget, da båden blev vægtløs. Så lød der et helvedes højt brag. Jeg troede nærmest, båden brækkede midt over. Da vandet stod ind i hovedet på mig, der lå fastspændt i køjen, troede jeg vi skulle synke. De andre grinede bare ad mig," siger Henrik, der fik næsen slået lidt skæv af låget til lugen.
Generelt lever sejlerne et kummerligt liv på kryds. På vagterne skiftes der løbende rundt mellem de fire-fem gaster, så de ikke sidder nogen passivt og fryser. Alligevel vil de to Nokia-sejlere gerne sejle med. Nu må de i stedet nøjes med Internettet, som de begge dyrker dagligt, når sejladsen foregår. I Nokia-truppen vædder man om, hvem der vinder Volvo Ocean Race, og ikke underligt er førende illbruck sat som vinder hos de fleste. SEB og Assa Abloy ser Stefan ikke som favo

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer