Bådmagasinets billedgalleri | 10 sejlsæsoners slid på én tur

Bådmagasinets billedgalleri

10 sejlsæsoners slid på én tur

30-11--0001 01:00 Hans Henrik10 Oct 2007 15:57 - Niels Vejrup Carlsen
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Den 14. maj 2006 stævner Jonna ud fra Galapagos, lastet med ulæste bøger og ideer til småprojekter om bord.
Vi regner med, at passagen på 3000 sømil vil tage en lille måned. De første dage er vinden ustabil, men den ækvatoriale medstrøm giver os god fart. Vi reber op og ned, kører for motor og sætter gennakeren, som vi bliver begejstrede for. Eneste problem er, at man skal holde godt øje med vejret. Kommer der en byge, risikerer vi at overbelaste riggen. På fjerdedagen opdager vi, at én af kordelerne på bagbord indervant er gået. Der skal passes ekstra på!
Vi fisker og vi fisker og får også bid, men enten æder monstrene hele linen eller ødelægger fiskehjulet. Vi laver pizza i stedet for og det bliver en naturoplevelse. Melet vrimler med små brune biller og deres larver. Vi har lyst til at kaste hele posen i havet, men der er lidt for langt til den nærmeste købmand. Tappert hjælpes vi ad med at si det krablende indhold ud. Hver skefuld åbenbarer 12-15 bæster. Anden omgang gennem sien giver kun en fangst på 5-6 dyr, mest larver. Pizzaen er der ikke noget i vejen med – med eller uden kød.
Nattevagterne begynder at trække tænder ud, selvom vi har givet hinanden lov til at snue et kvarter af gangen, når man er på vagt. Vi skiftes tre timer ad gangen og udvikler et had-forhold til vores skramlende æggeur, der fire gange i timen sender os på udkig efter noget, der ikke er – nemlig trafik! Først den syvende nat ser vi lysskæret fra noget, vi forestiller os er en japansk fisker, der er i færd med at støvsuge oceanet for tun.
”KLAM!” Lyden kommer fra fordækket og vi frygter, at det er det defekte stag, der er gået. Stor lettelse da vi finder ud af, at det er et 30 år gammelt beslag på spilerstagen, der har opgivet ævret. Den blivet fikset med boltsaks og popnitter.
Squalls med heftig vind og regn ruller ind over os. Der er buldermørkt, kun de hvide skumtoppe og morilden lyser op og en stjerne i ny og næ. Igen og igen rejser der sig en sort og mægtig vandmur bag Jonna. I sidste øjeblik beslutter den sig for at smutte ind under båden i stedet for at fortsætte hen over. Man vænner sig gradvist til de store bølger, til vinden og til mørket. Men vi er tit nervøse for om grejet, sejlene og riggen kan holde til belastningen.
Én nat blæser det 30 knob. Vi har 2. reb i storsejlet og vil rulle forsejlet helt ind. Men det kan ikke rulles ind fra cockpittet. Jeg går på fordækket. Hele riggen rykker og gi’r sig. Pludselig ruller sejlet helt ud. ”Hvorfor har du ikke sat den fast!” brøler jeg desperat. Men det er ikke Hannelores skyld. Tromlen på rullestaget er knækket, og nu er der dramatik. De alt for mange kvadratmeter sejl blafrer ude af kontrol i den mørke nat. Vinden hyler, og båden skøjter ned af de store søer. Hannelore får kantet sig op til masten og firer langsomt forsejlet ned, mens jeg møjsommeligt får det samlet til noget håndterbart. Svedende og udmattede puster vi ud i cockpittet. Nu sejler vi stille og roligt, som om intet var hændt. Vi kan heldigvis klare os uden rullestaget. Vi får bare mere motion med de manuelle sejlskift.
Vi er bekymrede over alt det grej, der er gået.Der er et enormt slid på udstyret. På turen sejler vi, hvad der svarer til 10 sæsoner for en gennemsnits sejlbåd i Danmark. Det er ikke dagene med megen vind, der slider mest, men de dage hvor vinden er for svag til at hamle op med bølgerne. Det gør ondt langt ind i sjælen, når bølgerne slår vinden ud af sejlene, så de banker og blafrer. Bliver det helt slemt, piller vi kludene ned og tænder motoren, men der er grænser for, hvor meget motorkørsel vi har diesel til.
Langt de fleste dage har vi magsvejr. Blå himmel med små lette passatskyer og et blåt hav, der reflekterer solen med tusindvis af små spejle. Vi har besøg af delfiner og en havskildpadde. Hver eneste dag på hele turen ser vi fugle. Ufatteligt, hvad de laver helt herude og hvordan de finder ind til land, når de skal yngle. Om natten får vi besøg af flyvefisk, der lander med smæld i cockpittet og giver os et chok og en ram lugtoplevelse.
Efter 24 døgn dukker Nuku Hivas dramatiske skyline endelig frem under tunge grå skyer. Men regnbyger visker den ud igen. Vi har kun vores lille krydsfok oppe. Vindmåleren viser 30 knob. Sigtbarheden er nu lig nul, så vi beslutter at vende om og gå op i vinden. Regnen pisker i kaskader og jævner det øverste af de stejle bølger. Vinden hyler, og måleren viser 45 knob. Der er grønt vand på fordækket, og vi kan høre ting blive kastet rundt i kahytten. Det er næsten ikke til at holde ud! Så tæt på og så ligger vi underdrejede et par sømil fra mål!
Efter en times uvejr med vindstyrker af stormende kuling og to forsøg på at nå ind bag de skærmende klipper ved mundingen af Taiohae Bay, lykkes det endelig! Vi er glade og stolte. Nu skal vi i land og have en stor bøf og en drink eller to!

Det er derfor, man sejler Jorden rundt!
”Mand, det er jo derfor, man sejler Jorden rundt!” Efter 500 sømils fredelig sejlads fra Marquesas spejder vi ind på de solbeskinnede palmeklædte øer, motu´er ved Kauehi atollens pas.
Jens og Caroline er med om bord igen. De blev afleveret af bedsteforældrene på Nuku Hiva sammen med et par kufferter fyldt med reservedele. Hvad skulle vi dog gøre uden shore crew? Fra Marquesas øernes stejle bjerge, isolerede bugter og frodige skove er vi hurtigt sejlet videre. Vi skal krydse
Stillehavet og Det Indiske Ocean inden midten af november, for at undgå orkansæsonen.
I Fransk Polynesien ligger Marquesas mod nordøst og Selskabsøerne med Tahiti og Bora Bora i sydvest. Midt imellem ligger Tuamotu atollerne som organisk formede, turkise svømmepøle i Stillehavets dybblå vand. Som de fleste atoller, har Kauehi et pas, der tillader trafik til og fra den beskyttede lagune. Der er kraftig tidevandsstrøm, så man skal forsøge at ramme slack water, når tidevandet vender.
Vi er utålmodige og går ind mod passet lidt for tidligt. Hannelore holder udkig i stævnen. Forude ser vi hidsigt piskende strømhvirvler. Jo længere vi kommer ind, jo mere motorkraft skal der til. Jonna går seks knob, men der er fire knob imod! Vi snegler os gennem med kun to knob. Vandet pisker og kompaskursen, der burde være 45, svinger mellem 70 og 350 grader. Det er svært at holde sig i midten af løbet.
Endelig er vi igennem! Jeg udstøder et lettelsens suk. Kauehi har tilmed et nemt pas i forhold til mange andre atoller. Vi tøffer de fem sømil op til den nordlige ende af atollen og kaster ankeret i krystalklart turkist vand ud for kirken og den lille landsby med 112 sjæle og tusindvis af sandkrabber.
Tiaihau er købmanden, der også ejer atollens største perlefarm. Her får vi hele turen. Caroline føler sig som verdens heldigste pige, da Tiaihau lægger nogle meget små ægte perler i hånden på hende. Vi har lige set ham fiske dem ud af perlemuslinger for øjnene af os. ”Må jeg bare sådan få dem?”
Efter et par dage sejler vi til en øde ankerplads. Jens sidder i masten og holder udkig efter koral-knolde, mens vi nærmer os de palmeklædte motu’er. Det er sådan noget, man drømmer om.
Vi har lavet bål på stranden. Ungerne samler kokosskaller og visne palmegrene til bålet, mens solens sidste røde stråler farver alt lyserødt. Det er Jens der står for desserten. Kokosnød ristet i egen skal. Efter tyve minutter rages nødden ud af gløderne og rulles ned i strandkanten, hvor den spruttende køles af. Himmelsk!
Vi dykker efter conchs, kæmpekonkylier, på syv meter vand. Det presser voldsomt for ørerne, når man ikke helt har styr på at trykudligne på vej ned. Iført hammer og kniv får Caroline dyrene ud af de store konkylier, der er hårde som beton.
Det foregår i strandkanten på store flade koralblokke. Efter en uge i vores lillebitte fryser er de supergode marineret i hvidløg og olivenolie.

Måske bliver vi bare her
”It is right on your path!”

Efter Kauehi stopper vi tre regnfulde dage på den smukke vulkan-ø Bora Bora, og nu er vi på vej vestover til Aitutaki, en ø i Cook Islands, der er en samling bittesmå øer spredt over et enormt havområde. Strækningen er på små 500 sømil. Vi er én dag ude og mangler godt tre døgn på havet. Over SSB-radioen får vi dårligt nyt om vejret. Et frontsystem er på vej med kraftig vind på sydsiden – en ”squash zone” mellem lavtryk og højtryk.
Dagen efter sejler vi i en tyk grå dyne af regn. Begge luger er lukkede, der er dampende varmt og stemningen er trykket. Om natten går vinden i NNV med op til 30 knob i stødene. Vi sejler med 3. reb i storen og krydsfok. Ingen af os får sovet meget. Længere sydpå er der 45 knob. Vi slipper heldigvis for det værste og næste dag falder vinden. Midt på dagen må vi tænde motoren. Der går 20 minutter så stopper den. Vi kigger rædselsslagne på hinanden og tænker på Nordsøen og net i skruen.
Slangen fra dieseltanken er stoppet. Vi har dieselpest – en alge, der kan vokse i tanken, når det er varmt. Vi skal tilsætte biozid, når der fyldes diesel på. Jeg får trukket en slimet sort orm ud af slangen og skifter begge dieselfiltre. Motoren vil stadig ikke starte. Da det bliver mørkt, stopper vi arbejdet. Stemningen er på nulpunktet. Vi sejler mellem én og to knob i en let vind foran for tværs, og sejlene banker. Måske kan hjemlandets viser få humøret op. Frem med Højskolesangbogen og pandelamper.
Ved middagstid næste dag lykkes det. Jeg havde ikke blødt brændstofsystemet ordentligt. Motoren starter! Ungerne hujer og Hannelore må knibe en lille tåre. Fra det ene øjeblik til det andet er Jonna et helt andet skiv at være på. Solen skinner og søen er smuk og blå. Vi kan nå Aitutaki inden aften!
Der er ikke noget skønnere end at ankomme til en afsidesliggende Stillehavs ø i godt vejr. Det er så smukt og livsbekræftende. Vi ankrer lige før tusmørke på 18 m vand uden for revet på vestsiden af øen. Der er kun 50 m til det brusende koralrev. Med vind fra NØ er det fint, men vejrudsigten siger et nyt frontsystem med NV vinde er på vej. Vi skal ind igennem passet eller ud af røret.
Næste morgen tager vi dinghy´en ind for at checke forholdene. Passet er en 1 km lang og kun 12-18 m bred kanal, der fører ind til en lille tryg havn. Kortet siger 2 m mindste dybde ved højvande, men guidebøgerne siger 1,80 m. Vi stikker 1,90 m – cirka. Det er sandbund, men alligevel. Havnekontoret er lukket, men købmanden hjælper beredvilligt med at ringe rundt. Men ingen på havnen ved, hvor dyb kanalen er eller præcist, hvornår det er højvande!
Vi tvivler på, at Jonna kan gå ind, men beslutter os for at ankre i den første tredjedel af kanalen. Havnekontoret har givet grønt lys. Det giver os mulighed for at ligge i læ og undgå at skulle stikke til søs igen med det samme. Nu skal vi skynde os. Fronten er på vej. I piskende regnvejr kæmper vi for at få ankeret op. Kæden har snoet sig rundt om en koralknold, men det lykkes til sidst at få det op uden at drive ind på revet.
Der er nogen sø i indsejlingen til kanalen. Sten og koralhoveder stikker op på begge sider og små rustne pinde viser vejen ind. Vi går ind, til vi nærmest rører bunden og vender så rundt for at få Jonna op i vinden. Jens står foran og dirigerer. ”To meter – én meter – BAK!!!” Vi får lagt vores første anker, men inden det andet er lagt ud, bliver vi sat af strøm og vind fra siden. Jonnas agterende svinger tilbage i kanalen, og vi står på grund. Vi får os trukket fri og lagt det andet anker. Pyyh, vi er nogenlunde på plads.
Vi bakser stadig, da en lille turbåd kommer forbi. ”Skal vi trække jer helt ind?” ”Jamen, er der dybt nok?” ”Ja, ja, vi hjælper jer!” lyder det venligt og overbevisende. Vi er ikke helt trygge ved vores placering i kanalen, så vi siger, ja tak. Skipper Lawton får et tov om en klampe og herser rundt med sine passagerer. Vi får med noget besvær de to ankre op igen og båden rundt. De blomstersmykkede turister knipser løs. Vi bevæger os langsomt ind mod den frelsende havn. Halvvejs sætter kølen sig fast i sandet og Jonna stopper med en sej duven. Begge bådes motorer arbejder på højtryk og klampen på turbåden sprænger. Den hvirvler som et projektil igennem luften, men rammer heldigvis kun vandet. Skipper Lawton binder bare tovet fast om noget andet. Ind skal vi! Samtidig sidder Jens og en hjælpsom sejler i en dinghy og krænger Jonna ved at trække i mastetoppen med storfaldet.
Kølen slipper bunden, og langsomt nærmer vi os havnen. Engang imellem glider båden ved egen kraft gennem det lave turkise vand, men meget af tiden bumper vi trægt af sted. Endelig er vi inde i den lillebitte havn! Lawton dumper os med klapsalver, og vi får en line ind til et palmetræ på stranden. Fortil sidder vi med to ankre. Det er som at være kommet hjem i stuen. Nu kan vi endelig slappe af.
”Hvordan kommer vi herfra igen?” spørger Jens. Tjah, her er dejligt. Måske bliver vi bare her!


Vejrinformationer i Stillehavet
På www.pangolin.co.nz kan man abonnere på en mængde forskellige email bulletiner. Vi har haft stor glæde af en ugentlig mail fra den newzealandske vejrguru Bob McDavitt. Hans Weathergrams giver i ultrakort og personlig stil en god sammenfatning af, hvad man i store træk kan forvente sig af ugen der kommer i South Pacific.
Specielt i området mellem Fransk Polynesien og Vanuatu hentede vi dagligt weatherfax ned fra den newzealandske sender i Wellington. New Zealand Metservice´s analysekort og 24, 48 og 72 timer prognosekort er nogle af de bedste for regionen. Eneste mangel er at den lidt generende South Pacific Convergence Zone med sine squalls ikke angives på deres kort.
Endelig var det trygt at gå på sejlernes eget net, ”Coconut Net”, hver morgen med SSB radioen. Her kan alle både i området checke ind med position og vejrinformationer. Normalt vil en eller flere øse ud af deres erfaring og give en uformel vejrudsigt for området. Vi var meget glade for Jeff fra Kahila, der også tog sig tid til uddybende spørgsmål. Frekvens og tid kan variere; men da vi var i området var det på:
6245 kHz kl. 17.30 UT.

Betragtninger fra Jens
På Kauehi føler man sig som Robinson Crusoe. Vi ligger ud for en lille øde ø med en palmeskov og en flot strand. En af aftnerne tager vi ind og laver bål af kokosnødder og tørre palmeblade. De lokale eremitkrebs vil også have del i løjerne. Når man stiller sin mad fra sig bliver den øjeblikkeligt overfaldet af en horde af små konkylieklædte krabber, som ikke går af vejen for at bide fra sig.
Næste dag dykker vi efter conchs. Det er kæmpestore konkylier, som vejer mindst et halvt kilo. Conchs slæber et smalt spor efter sig, så de er nemme at finde. Det svære er at få fat i dem. De ligger nemlig på 5-7 m dybde, og det er mere end nok til at give en heftig hovedpine. Når man så har fået kødet ud, skal det ligge i fryseren i en uge, ellers er de lige så seje som en skolebog.

Båden og dens besætning

Niels Vejrup Carlsen, 43 år, civilingeniør (skipper)

Hannelore Dörner, 41 år, reporterfotograf

Jens Dörner Carlsen, 12 år

Caroline Dörner Carlsen, 9 år

S/Y Jonna: Sagitta 35, sloop rigget, byggeår: 1972

Længde: 10,45 m, bredde: 3,05 m, deplacement: 5 ton, dybgang: 1,85 m

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer