Bådmagasinets billedgalleri | Hanse 320 og Hanse 350

Bådmagasinets billedgalleri

Hanse 320 og Hanse 350

20-07-2009 11:04 Hans Henrik20 Jul 2009 9:04 - Troels Lykke Foto Per Heegaard
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen



HanseYachts i Greifswald i Nordtyskland tør gå egne, innovative veje med farvevalg på skrog, træsorter om læ og mulighed for minimalistisk indretning. Og det på trods af storproduktion i både mellem 32 og 62 fod. Vi var på vandet med Hanse 320 og Hanse 350. Begge har pænt høje master og er velsejlende med torpedokøle, som man bruger i America’s Cup. De relativt lette både har stejl stævn og dermed lange vandlinjer.

”De skal kunne sejle, og de skal se godt ud,” forklarer ejeren af HanseYachts, Michael Schmidt, som vi møder, lige inden vi tog ud og testede bådene ud for Tuborg Havn. Og han fik ret. Den lille Hanse 320 sejlede 6,2 knob på kryds og den store 6,5 knob, og de var stive og lette at kontrollere i selv friske pust.

Let er sjovt
Om sejlegenskaberne siger Michael Schmidt, tidligere sejler i Admiral’s Cup:
”Hvis en båd er tung at sejle, forsvinder sejlglæden. Derfor går vi op i bådens vægt – selv tursejlere kan lide at sejle hurtigt,” siger Michael Schmidt, der også gav interview til det tyske Yacht, der kom forbi til prøvesejladsen. Bådene havde nemlig verdenspremiere. På vandet i frisk vind gik det fint, de var svagt, behageligt luvgerrige.
Begge har selvslående fok til ukomplicerede vendinger uden hjælp fra gasten. De fås også med en 140 % genua. Desuden er de født med gennemgående sejlpinde, lazy-jack, bompose og et effektivt singleline-rebesystem, der gør håndteringen af sejlene enkel i det store, brede cockpit. Hækken er åben, men man kan få en agtertofte til at lukke cockpittet med imellem de to agterste siddepladser. På Hanse 320 er startnøglen ikke beskyttet helt tilstrækkeligt med fare for at blive bøjet af stød.

Rundt på en tallerken
Hanse 320 og 350 er tegnet af Judell & Vrolijk i Bremerhaven i Tyskland. Rolf Vrolijk er chefdesigner for America’s Cup-vinderne Alinghi. De har løst den vanskelige opgave at skabe en både velsejlende og meget komfortabel båd med stor bredde. Samtidig er det lykkedes at gøre bådene elegante med Hanses enkle, tidløse designlinje. Hvad angår Hanse 320, har den i forhold til ældre modeller et lidt smallere forskib, og agterskibet er bredere og fladere i bundfaconen. Konceptet ser ud til at tage kegler i Danmark. I 2007 blev der nemlig solgt seks Hanse 320 og fire Hanse 350, fortæller sælger Claus Bærentsen fra Beck Marine i Glostrup.

På prøvesejladsen konstaterede vi, at bommene på bådene sidder højt, så du får et godt udsyn og ikke slår hovedet i vendingerne – med mindre du står på kistebænkene. Bådene er med rigtige storsejlsskøder, der fæstner i selve cockpittet og ikke op på ruftaget. Det fylder selvfølgelig mere, end hvis skøderne kørte på ruftaget, men til gengæld er det lettere at hale sejlet ind, ikke mindst hvis rorsmanden skal gøre det selv.

Bådene viste sig meget lette til havnemanøvre; med store ror kunne de dreje rundt på en tallerken. Det har nye kunder lagt mærke til, forklarer Claus Bærentsen.
”Vores kunder siger, at bådene er super nemme at håndtere, og at alt næsten kan klares alene. Vi har også ældre kunder, der har købt vores både. De vælger typisk vores selvslående fok. Vi havde en ScanKap 99-sejler ude og prøve en Hanse 350 i 10-12 m/s. ’Jeg køber den,’ sagde han lige bagefter,” fortæller Claus Bærentsen.

Instrumenter i cockpitkarme
Som noget nyt placerer Hanse Yacht diverse instrumenter elegant nedfældet i cockpitkarmene. Derved undgår man en klodset styrekonsol proppet med instrumenter, og noget der kan forringe udsynet og er svær at passere. I Hanse 320 og 350 er styrekonsollen smal og i øvrigt fra Jefa Marine i Greve.
På Hanse 320 er problemet dog akademisk idet fem ud af seks købere i Danmark valgte rorpind i stedet for rat, forklarer Claus Bærentsen, der var med om bord under testen på Øresund.

Rorpind i stedet for rat koster 16.000 kr. ekstra. Fremme i båden finder man en anden lille fræk detalje i form af en todelt, lidt tilbagetrukket prædikestol.
Det gør om bordstigningen langt lettere. Ruffets elegante, nedfældede flush-luger og indfældede, tonede vinduer i rufsiderne er udviklet specielt hos Lewmar. Det er design- og byggedetaljer, som man normalt kun ser i større og langt dyrere både.

På sejlsiden står man stærkt. HanseYachts og Beck Marine er gået i et tæt samarbejde med North Sails i Danmark, der fremover står inde for service på de originale North-sejl på Hanse-bådene.

Vil slå Bavaria på pris
Bådene med pænt udstyr koster hhv. 620.000 og 785.000 kr. – det er faktisk meget konkurrencedygtige priser.
”Vi vil konkurrere med Bavaria-bådene på prisen. Derfor har værftet i Tyskland dikteret prisen ned,” siger Beck Marine.
Interessen for den nye Hanse 320 er så stor, at den blev nomineret til European Yacht of the Year 2008, direkte fra tegnebordet.



Vores udgangspunkt
Denne prøvesejlads er vores førstehåndsindtryk af båden baseret på én prøvesejlads, hvor båden er blevet gennemgået udvendigt og indvendigt efter en standardiseret fremgangsmåde. Vi afprøver bådens interiør og funktioner i øvrigt og sejler båden på alle kurser. Vi beskriver de basale sejlegenskaber, men undgår konkrete angivelser af knob og vindvinkler, da disse altid er afhængige af variable faktorer som sejl, rigning, ballast, kalibrering af instrumenter, rorsmand osv.

Sejladsens vilkår
Hanse 320 og 350 blev sejlet ud for Tuborg havn ved København i 7-9 m/s. Sejladsen foregik i krap sø. Der var i alt to erfarne sejlere om bord. Vi havde ikke gennaker, som vi gerne ville have testet, om bord.


Hanse 320
Længde/bredde 9,55/3,30 m
Dybde mulighed/standard 1,4/1,75 m
Vægt 4700 kg
Ballast 1500 kg
Storsejl 28,47 m2
Selvslående fok 22,87 m2
Motor 21 hk
Dieseltank 110 l
Vandtank 260 l
Pris sejlklar 620.00 kr.
I prisen følger log og lod, kompas, vandvarmer, 220 volt, sprayhood, søsætning, rigning, fendere, fortøjninger, primet og bundmalet.
Design Judel/Vrolijk
Værft HanseYachts, Tyskland
Salg Beck Marine tlf. 43 71 86 68

Hanse 350
Længde/ bredde 10,50/3,55 m
Dybde mulighed/standard 1,45/1,85 m
Vægt 5760 kg
Ballast 1845 kg
Storsejl 35,25 m2
Selvslående fok 29,61 m2
Motor 21 hk
Dieseltank 110 l
Vandtank 260 l
Pris sejlklar 785.000 kr.
I prisen følger log og lod, kompas, vandvarmer, 220 volt, sprayhood, søsætning, rigning, fendere, fortøjninger, primet og bundmalet.
Design Judel/Vrolijk
Værft HanseYachts, Tyskland
Salg Beck Marine tlf. 43 71 86 68


Værftets målsætning
Hanse 320 og 350 er begge velsejlende både til tursejleren, der ønsker fart over grunden. Det sker med høje master og torpedo-køle kendt fra America’s Cup. Bådene er med selvslående fok lette at betjene. De tyske både er brede agter til, hvilet giver god plads til køjer og cockpit. Apteringen er pæn, dog ikke med høj, nordisk finish. Men man kan vælge mellem flere typer træsorter. Også farvevalg af skroget er stort.

Vores vurdering
Hanse 320 og 350 er meget ens på vandet. De er stive og retningsstabile og er ikke ’døde’ på roret, da der er tilstrækkelig med mast og sejl på og dermed et effektivt sejlplan. Den Hanse 320, vi testede, manglede dog spil i cockpittet, såfremt man sejler med en gennaker. Begge både er meget rummelige, og du får meget for pengene i en pris, der kan sammenlignes med de prisbillige Bavaria’er.

Udvalgte varer til vores abonnementer

135
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer