Bådmagasinets billedgalleri | X-43 Cruiser

Bådmagasinets billedgalleri

X-43 Cruiser

15-06-2004 13:28 Hans Henrik15 Jun 2004 11:28 - Troels Lykke - Foto: Per Heegaard
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen



X-Yachts har igen skabt international opmærksomhed med en ny seriebåd. Denne gang er det sket med en stilfuld cruiser med sejlegenskaber, som enhver erfaren lystsejler vil prøve. Vi var på vandet i X-43 Performance Cruiser til 2,1 mio. kr. I et pust rundede vestenvinden 13-14 sekundmeter ud for Årøsund i Lillebælt. Under en normal test var spileren ikke sat, for hvilket bådblad vil blæse spileren ud eller knække masten i en luvkæntring. Ikke Bådmagasinet. Men vi havde to nøglepersoner om bord på X-43: Radich-topgast Rasmus Winston og X-Yachts egen testsejler, den tidligere X-99 verdensmester Dan Pedersen, som ugen forinden havde planet 16,2 knob i båden.



”Vil I godt have spileren op? Det er ikke noget problem,” sagde Dan Pedersen myndigt og kiggede på Rasmus og jeg, som kvitterede ivrigt nikkede, som hundehvalpe, der logrer med halen. Derefter styrtede Dan rundt på X-43 inden den 132 kvadratmeter smalle, lange, kun otte meter brede IMS-spiler skulle op. Der var tre spilere om bord, alle lige store, kun tykkelsen på dugen er forskellen. Vi satte den kraftige.

Jeg styrer i starten
”Du må godt styre, men jeg tager lige roret når vi sætter den,” sagde Dan godt forpustet. Det var da helt i orden. Sidst Dan sejlede i X-43 hjalp 10 gaster, her var vi kun fire om bord.
Rasmus knoklede spileren i top på få sekunder i det 12 millimeter spectra-fald. Det rykkede godt i båden, men læ spilerskøde havde forvildet sig uden om den enormt lange bom. Manøvren gav uro om bord. Spileren blafrede et kort øjeblik og vi skar op, men lynhurtigt faldt vi til uden at båden havde krænget ret meget. Det dybe, fritsiddende ror giver styrekontrol, hertil hjælper også givet X-43’erens bredde hæk til stabilitet på læns og øger mulighederne for at løfte båden ud af vandet. GPS’en viste 12,4 knob på det højeste da vi næsten planede mod Assens.
”Nu går det da fremad.” Og straks lød det tørt, men smilende fra Dan:
”Ja, X-43 er ikke en tung dame i optrækket. Her får tursejleren hurtig sejlads.” Testsejleren har ret: X-43 er levende. Den minder folk om hvorfor man egentlig sejler. Vi fik roret og på helt plat læns søgte X-43 ikke at luvkæntre, ej heller at dykke stævnen, for selvom forskibet er smalt, som på en racer, så findes volumen i dybde og højden. Med andre ord: Der skal formodentlig rigtig to-tre meter høje bølger og 20 sekundmeter vind til, førend vandet står op på fordækkket. Først og fremmest surfer X-43 med sit brede, relativt flade U-spantet undervandsskrog med stejlt fribord.
Fire af de 40 solgte både er gået til danskere. Godt nok siger tursejlere at de ikke går op i farten på ferieturen, men hvorfor ser man så manden om bord trimme på sejlene når han er ved at blive overhalet af en båd? Og møder du en X-43 skal der trimmes meget for at følge den. Rigtigt meget, for den sejler stærkt - selvom Niels Jeppesen kalder X-43 Cruiser til efternavn.

Perfekt for storsejlsgasten
Udramatisk tog vi spileren ned i kahytten bag det 53,4 kvadratmeter storsejl.
”Under kapsejlads tager vi spileren hurtigere ned gennem forreste luge,” fortalte Dan, som stadig kørte manøvrerne med hård hånd. Det blæste endnu mellem 11 og 14 sekundmeter. Vi trak hjem i de flade, næsten gennemsigtige North 3DL-sejl, der sammen med teak på dækket, bl.a. er ekstraudstyr. Oven i de 2,1 mio. kr. skal der lægges 150.000 kr. for at opgradere til North 3 DL-sejlene og 98.000 kr. for teak på dæk. Ønsker du en kulfibermast- og bom til ekstrem kapsejlads, skal smides 412.500 kr. hos Nordic Mast. Båden klarer sig imidlertid fint med alu-masten. Vi krydsede tilbage mod Årøsund for enden af Haderslev Fjord. Torsten Bastiansen fra X-Yachts pumpede hækstaget hydraulisk op med et par tons, så den 19,5 meter høje franske alumast, fra Sparcraft, stod som en flitsbue, og et ultra stramt forstag, der sikrer god højde til vinden. Vi pegede cirka 36-37 grader til vinden.
Med tre bagudvendte salingshorn på fraktionsriggen slipper man for mandskabskrævende bagstag, runners og babystag. Selv hvis man rebede storsejlet ville masten ikke fare frem på midten fra presset fra bommen, da trykket frem i masten er enormt. Den hvide ovnmalede mast er spændt op med mange, mange tons i topvanterne. Rodriggen i standard, er spændt op som en violin. Her findes ikke et slapt hængende læ vant. Riggen pumper og giver sig ikke en tomme under sejlads, eftersom vantene hæfter på en dybtliggende tung stålramme, hvor masten hviler, og kølen også er boltet på. Den hårdt satte rig og dermed et stramt forstag, sikrer en flad indgang i fokken. Rulleforstaget er elegant forsænket. Stålrammens ekstra robusthed gør at køl og øvrigt udstyr, ifølge EU-regler, kan klare selv hårde grundstødninger.
X-43 krængede stadig for meget i Lillebælt, lige indtil vi rullede 136 procents genuaen lidt ind, så vi ikke ”væltede” over den.
I forhold til den 12 år gamle X-412 er genuaen på X-43 skåret mere lodret, til gengæld er storsejlet forholdsvis større. X-412’erens genua 1 overlapper mere på storsejlet med en procent helt oppe på 150 procent.
”Når X-43 har et mindre forsejl, går den mindre dybt i søerne i forhold til både med en stor genua,” forklarer Dan Pedersen.
Skødepunktet på Frederiksen-skinnen blev reguleret frem efter vi rebede. Justeringen skete fra cockpittet. Kapsejlads-storsejlet var lavet med et reb. Den feature bruges ikke i kapsejlads, men under tursejlads. Når et pust kom måtte Rasmus Winston arbejde på storsejlet enkelte gange. Det kunne han let klare siddende mellem to selvskødende Andersen spil. Storsejlskødet er nemlig ført ud til begge sider, det kommer løbende skjult under dæk henne fra masten i en slags ”tyskerskødning”, som kommer op lige før pladsen ved rorsmanden. Løjgangen fra Frederiksen er ført tilbage på styrekonsolen, således generer den ikke mandskabet, som det opleves på mange ældre både. Vi gik nu 7,3 knob på kryds og med seks flere gaster på siden havde GPS’en vist mere. Med det store, fintfølende læderrat med en diameter på 1,70 meter, der havde ekstra racerudveksling fra Jefa Marine, kunne man sidde helt ude på kanten og styre, eller stå op, på næsten vandrette fodstøtter når båden krængede godt. Rattets finjustering gav en mulighed for at korrigere selv den mindste grad til vinden. Rattet var dog ikke bredere end man kunne passerer det og komme frem i cockpittet. På IMX 45, sidder kulfiberrattet endnu længere ude, og tager ikke hensyn til tursejleren, som X-43 gør det. Udsynet er højt fra båden, lidt som udsynet fra en firehjulstrækker.


Både fra Boatindex.com

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer