Ranum Efterskole i Nordjylland er en af de efterskole, der har sejlads på skoleskemaet. Nu kan du møde dem og andre maritime efterskoler på Boat Show i Fredericia.

Maritime Efterskoler inviterer ungdommen til Boat Show

11-01-2017 06:04 Redaktionen
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Skoler med sejladslinjer sætter unge stævne den 2. marts 2017 i Fredericia - de kan blandt andet opleve Emil Erichsen, prøve Stand Up Paddle boards og møde jævnaldrende med saltvand i blodet. Alle sejl sættes til, når en håndfuld samarbejdspartnere med maritim profil byder på "Ungdommens Eftermiddag".

I og omkring et knap 300 m2 stort bassin centralt i bådudstillingen sættes der fokus på de unikke oplevelser, som livet til søs kan give de unge - hvad enten det er konkurrence, langfart eller "bare" hyggesejlads, de bliver draget af.

"På vores skole har vi hver dag 100-130 elever på vandet i gennemsnit, og det er fantastisk at opleve glæden ved at være sammen om aktiviteter til søs, og den motivation og læring, det giver de unge", fortæller Olav Storm. Han er initiativtager til "Ungdommens Eftermiddag" og til daglig forstander på Ranum Efterskole College i Nordjylland, hvor sejlads, dykning og Water Performance er nogle af de mest populære profilfag på skolen.

Glæde ved at sejle skal udbredes

Olav Storm ønsker at udbrede glæden ved at sejle til endnu flere i den yngre generation, og på Boat Show har han allieret sig med 'kollegerne' på Hou Maritime Idrætsefterskole, Oure Kostgymnasium, Venø Efterskole og Aalborg Sportshøjskole. Desuden er Dansk Sejlunion, som har en åbenlys interesse i at sikre "fødekæden" af nye sejlere, ind over, og tilsammen har parterne sammensat et brag af en eftermiddag fra klokken 12.00 til 18.00.

 uploads 14161 Hou Maritime IdrAtsefterskole

Hou Maritime Idrætsefterskole har flere J/80ere som eleverne sejler rundt i.

Hensigten er at inspirere, informere og generelt vise de unge besøgende nogle forskellige veje ind i sporten, eksempelvis via efterskoler, højskoler, gymnasier, sejlerskoler, lokale klubber etc.

Eventyreren Emil Erichsen fortæller

Hvis nogen har formået at vække hede sejlerdrømme hos både unge og gamle, så er det familien Beha Erichsen i successerien "Kurs mod fjerne kyster". Til Ungdommens Eftermiddag den 2. marts har Ranum Efterskole lavet et scoop - de har nemlig engageret Emil Erichsen til at komme og fortælle om togtet med Havana og om de eventyr, sejlerlivet kan åbne for.

 uploads 14162 Emil Erichsen

Emil Midé Ericsen kan også opleves på Boat Show, hvor han fortæller mere om eventyret med båden Havana.

Skolerne har stande alle syv messedage, hvor man kan få information om deres linjer og tilbud. Peter Gordon, forstander på Hou Maritime Efterskole, ser frem til dagene i Fredericia og ikke mindst Ungdommens Eftermiddag.

"Vi glæder os til at vise os frem og prøve at formidle den begejstring og passion, vi oplever hos eleverne. Hvis de bare har en time fri, så bruger de den ofte til lige at smutte på vandet, og det fortæller jo alt. Vi vil blandt andet berette om vores J80-både, som bruges til matchrace, togter og fleetsejlads året rundt", beretter Peter Gordon, hvis skole også hvert år er vært for "DM for efterskoler".

I det store bassin kan modige unge prøve kræfter med SUP-boards, og "på land" kan de udfordre hinanden på wakeboard-simulatoren. Skolerne byder også på modeshow, konkurrencer i sømandskab og sejlerbio med film fra skoleture til Grækenland og Kroatien. Desuden vil der være en række elever til stede, som kan fortælle om deres erfaring og oplevelser med livet på vandet.

Selv om skolerne i princippet er konkurrenter, så er deres tilbud og profiler så forskellige, at de nærmere supplerer hinanden, mener Olav Storm. "Jeg er overbevist om, at vi kan løfte hinanden med et tiltag som det torsdag den 2. marts, og jeg glæder mig rigtig meget til, at det går løs", slutter han.

Fredericia Boat Show finder sted den 24.-26. februar og 2.-5. marts 2017. Se mere på boatshow.dk.

 

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer