Valencia vandt - hvad kan vi forvente?

28-06-2004 Christina28 Jun 2004 10:48 - Morten Brandt
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Havnen i Valencia kommer formodentlig til at ligne en byggeplads helt frem til 2007. Spaniernes eget Defasio Espanol-syndikat tager konsekvensen her af og vælger base enten i Palma de Mallorca eller i Barcelona.


I starten var Valencia blot én blandt mange - ligesom København. Og med en interessant form for fedtspilleri sad byen, modsat den danske hovedstad, fortsat med hver gang kortene blev givet til en ny omgang ”Hvem vil være AC-vært?” Længe blev pokerfjæset holdt, og først da Palma De Mallorca højst overraskede måtte forlade bordet den 5. september 2003 bekendte Valencia kulør. Det blev med en kampagne, der indeholdt ét kort som ingen af de til-bageværende spillere - Napoli, Marseilles og Lissabon - kunne matche. Valencianerne havde ganske enkelt kongen.
Når det er sagt, så har de naturligvis også meget andet - faktisk noget nær perfekte forhold: Stabil søbrise, 15 minutter til banerne, træning og sejlads der kan følges fra land, 300 solskinsdage om året, smukke kvinder - you name it.
Men med de spanske kongelige som en del af arrangementet ser schweizerne og Alinghi-milliardær Ernesto Berterelli muligheden for to unikke ting.
For det første kommer han nu lejlighedsvis til at gå på de samme bonede gulve som den spanske kongefamilie og muligvis en hel del andre af de europæiske konger, prinser, og prinsesser - her i blandt vore egne sejlsportsinteresserede prinser.
For det andet øjner han muligheden for, at begivenheden med de kongelige som løftestang bliver hevet fra en marginal mediedækning på tv-kanaler for mænd med søvnvanskeligheder og direkte ind i de lune stuer og stunder omkring prime-time på landsdækkende tv-stationer.

AC som ugebladsstof
Vi har alle iagttaget, hvordan Flemming Fjords fem X-99 VM på stribe, Jann Neergaards tilstedeværelse hos Alinghi og Jesper Radich Swedish Match-sejr blev forbigået i tv-programmet (motor-)Sportens Års Kavalkade. Derimod var Kronprins Frederiks Dragesejlads på den anden side af Jorden så vigtigt, at det simpelthen måtte sendes i selveste tv-avisen og igen i diverse ”Året der gik”-programmer. Er Kronprinsen på banen, så er medierne med på sidelinjen - om det så foregår på Tasmanien.
Med de kongelige om bord kan AC blive ugebladsstof, hvilket igen betyder, at arrangement bliver interessant for flere sponsorer, hvilket igen øger medieinteressen. Lægger man det hele sammen, betyder det på bundlinjen, at stævnet som helhed kan blive en seværdig bundsolid forretning for sejleren, for lægmand og for forretningsfolkene.

Spansk når det er bedst
Valencia er Spaniens tredjestørste by. Den ligger midt på den spanske østkyst, cirka 350 kilometer syd for Barcelona. Sejladserne kommer til at foregå på den åbne bugt ud mod Middelhavet. I dag er byen kendt for sin kultur og det videnskabelige miljø omkring universitet. Historisk stammer de første tegn på menneskeliv tilbage til år 138 før Kristus. Valencia er bygget op om en stor havn, der igennem århundrederne har lagt grunden til en smuk typisk spansk by. Den originale paella kommer fra Va-lencia, og da der heller ikke er langt fra byen til vinområderne, risikerer du ikke at gå sulten eller tørstig i seng.
America’s Cup byen og teambaserne kommer til at ligge ved Balcon al Mar, som bliver forbundet med havet via en gravet kanal, der gør det muligt at nå kapsejladsbanerne på bare 15 minutter. Der blæser en konstant sydøstlig søbrise, som bygger op fra middagstid til 10-20 knob. Farvandet ud for havnen er meget dybt, hvilket betyder at sejladserne kan følges fra land. Byens borgmester forventer, at 2007-udgaven af AC vil betyde en økonomisk indsprøjtning på ikke mindre end 1,5 milliarder euro.

Kulturelt miks
Der kommer virkelig til at blive rusket op i America’s Cup kludene. Den 153 år gamle pokal har for det meste befundet sig på amerikanske hænder. Og selvom den også har været i både Australien og sidst på New Zealand, så har den og stævnet hele tiden været i den angloamerikanske kulturs sold.
Nu er det schweizerne, der har pokalen og som langt hen ad vejen bestemmer rammerne for stævnets koncept. Dertil kommer at Louis Vuitton Cup og America’s Cup ligner en helt fjerde kultur - naturligvis den spanske.
Og der er allerede nu lagt op til at det hele bliver anderledes. Således bliver der indført fleet-race og seedningssejladser, og det hele starter allerede til sommer. Helt præcis hvordan det kommer til at forløbe vil blive afsløret i marts måned, men boksen til højre er bud på, hvad vi har i vente.


 

Turbolader eller …
Også reglen bliver ændret så bådene årgang 2007 måske bliver anderledes at se på. Op til offentliggørelsen af regelændringerne var der mange spekulationer om hvad der ville ske. Der blev opereret med en række forskellige scenarier, hvor intet var udelukket. Blandt andre Russell Coutts, manden bag Alinghi’s succes, var ude som fortaler for en fem til syv tons lettere båd. Andre talte om svingkøle, støbte spilere og ”Rocket Science” i en hidtil uset grad. Ifølge Michel Bonnefous var problemet ved disse ændringer, at de i forvejen store budgetter i omegnen af den halve milliard ville eksplodere.
Det store dag oprandt og America’s Cup-management skrev stolt, at de med regel-ændringen, havde sat turbolader på bådene. Men der var tale om marginale ændringer, og i virkeligheden er det tvivlsomt hvor meget hurtigere de reelt bliver.

Fattigrøve forbudt
Når man stiller sig op og siger, at en båd bliver turboladet, så stiller man andre visse forventninger i udsigt. Vægtreduktionen på et ton er alt for lidt. Skulle det have battet noget, ville en reduktion på 10 ton være nødvendig. Spilerne bliver forøget fra cirka 485 til 520 kvadratmeter, hvilket i sig selv er godt. Men bådene er fortsat meget tunge. Det ene ton vil næppe komme til at kunne ses så snart bådene sejler deres vandlinjefart.
Derudover er AC-management-ledelsen ikke fair over for fakta, når de udlægger designændringerne som en forsøg på at holde budgetterne under kontrol.
”Det er en politisk udtalelse for at skabe den illusion, at der er plads til de fattige syndikater, at de nu har en reel vinderchance, men det passer jo ikke. De summer der ville være brugt på udvikling af eksempelvis kanting-køle, bliver i stedet brugt på udviklingen af undervandsskrog, rig eller sejl,” fortæller Jacob Vierø, der er medejer af CDE Danish Marine Design og blandt andet var med til at designe den svenske ACC-båd Tre Kronor i starten af 1990’erne. Han fortsætter:
”Disse både kommer fortsat ikke ud af vandet. Det er og bliver store tunge deplacement-både, og jeg vil sige at ændringerne mest af alt ligner et mislykket forsøg på at gøre sejlads på Middelhavet mindre kedeligt. Dog eksisterer der én mulighed. Nemlig hvis designerne vælger at lave en båd, der ikke er tegnet på de maksimale mål. Siden amerikanernes seneste sejr i San Diego i 1992, har alle bådene været tegnet til maks. Muligvis kan ændringerne lave om på det koncept, da reglen ikke i helt samme grad favoriserer den tunge båd.”
Kedeligt eller ej - det er vel lidt at en smagssag. Vi kan i hvert fald konstatere, at America’s Cup fortsat kan skabe debat, og at Cup’en endelig efter 152 år er tilbage i Europa. Vi glæder os til at følge politikken, polemikken og naturligvis sejladserne allerede fra i år.


 

America’s Cup-programmet frem mod 2007

2004
Februar: De første hold mødes i Valencia.
Marts: Datoer og arrangementer for 2004 pre-sejladser vil blive bekræftet.
19.-27. juni: Newport, RI regatta. Promotion kapsejlads a la Moët Cup i San Francisco i 2003, hvor Oracle fik revanche mod Alinghi. Det handler endnu ikke om AC pre-sejladserne men om at please amerikanerne.
September: Den første pre-sejlads vil finde sted i Valencia.
Ultimo oktober: Der vil finde yderligere to sejladser sted i 2004 inden udgangen af oktober. Michel Bonnefous fra AC-management har meddelt, at som en slags trøstpræmie bliver de tre tabende finale-værtsbyer Napoli, Lissabon og Marseilles alle tilbudt én af disse begivenheder.

2005
Sidste år hvor ACC-bådene årgang 2003 må benyttes. Der kommer tre stævner i 2005. Det endelige program offentliggøres i efteråret 2004.

Det første bliver i Valencia i maj eller juli.
Det anden kommer til at foregå i Nordeuropa: ”Hvor udfordrerne herfra får lejlighed til at fremvise deres besætninger i deres egne lande,” som det udtrykkes i følge Michel Bonnefous.
Det tredje stævne vil muligvis blive afholdt i USA.

2006
Året byder på to sejladsserier i Valencia, hver af cirka to ugers varighed.

Endelig opererer man med muligheden for at afholde en generalprøvelignende for-regatta. Stedet er i sagens natur endnu ikke bestemt.

2007
3. april: Offentliggørelsen af både udfordrere og forsvarere. Indtil denne dato er det tilladt at afdække bådenes undervandsskrog med de berømte skørter.
4.-7. april: Fleet-race i Valencia. Mindst en af syndikaternes to nye både skal bruges til dette stævne.
16. april: To måneders Louis Vuitton Cup starter.
2. juni: LVC finalen starter. Bedst ud af ni sejladser vinder.
23. juni: Den 32. udgave af verdens ældste sportsbegivenhed starter. Bedst ud af ni vinder.

Regelændringerne ser i kort form sådan ud: 
• Den samlede tilladte maksimale vægt reduceres med 1 ton.
• Den tilladte maksimale dybde forøges med 100 mm.
• Det tilladte sejlareal på læns forøges med op til 8 procent.
• Besætningen øges fra 16 til 17 mand.
• Endelig foretages der en general opstramning af de mulige designparametre, hvilket i praksis skal dæmme op for overraskelser som eksempelvis Hula’en.

Tag bilen til AC
Vi skal tilbage til 1851 for at finde America’s Cup så tæt på Danmark. De fleste flyvninger til Valencia går over Paris, Hamborg eller London. Turen tager derfor cirka 5 timer og koster omkring 3000 kroner for en t/r. Der er derimod direkte flyvninger fra København til Barcelona fra 900 kr. t/r. Her tager turen cirka 2,5 time. Overvejer du at tage bilen til AC, så er der 2422 kilometer fra Rådhuspladsen i København til Balcon al Mar i Valencia.

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer