Dansk dommer sænkede Oracle

15-01-2003 11:38 Hans Henrik15 Jan 2003 10:38 - Baadmagasinet
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Af Peter Ernstved Rasmussen, Ernstveds bureau

AMERICA’S CUP: Jan Stage fra Aalborg spillede en hovedrolle, da schweiziske Alinghi onsdag sikrede sig sin tredje sejr i træk over amerikanske Oracle
BMW Racing ved finalesejladserne i Louis Vuitton Cup ud for Auckland. Sejladsen udviklede sig til et sandt drama, da USA-76 uden Oraclemilliardær Larry Ellison om bord gav Alinghi kamp til målstregen. Alinghi førte snævert ved de tre første mærker, men på andet lænserben kom bådene for alvor i nærkontakt. Oracle, som havde Peter Holmberg ved roret, blev ved med at angribe, og efter en voldsom skæring kom amerikanerne foran. Bådene byttede dog plads, da de bommede på den såkaldte layline for at sejle den direkte vej til mærket. Igen indledte Oracle en luffeduel, som efter et par hidsige angreb resulterede i en position agten for Alinghi. Den noterede Jan Stage sig, der sejlede som “Chief Umpire“ på dommerbåden umiddelbart bag ved Alinghi. Da Oracle derfor angreb igen og ramte SUI-64 på siden af fribordet agter satte danskeren det gule blink på. Det betød en straf til amerikanerne, som kom fra en fri position agten uden at gå af vejen.

Et sekund
efter Alinghi

Men dermed var sejladsen langt fra slut. USA-76 tog føringen igen og lagde på sidste opkryds afstand til Russell Coutts og co. om bord på SUI-64. Føringen holdt lige til mållinjen, da Oracle udførte strafvendingen på 270 grader og sejlede i mål bare et sekund efter Alinghi. I skyndingen ramte bommen dog mærket, og derfor måtte Peter Holmberg tage endnu en omgang. Med sejren fører Alinghi 3-0 i finalen og skal nu blot vinde to sejladser til for at kvalificere sig direkte til sejladserne om America’s Cup, som begynder 15. februar.

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer