Favoritterne vandt over Ørn

10-10-2002 08:23 Hans Henrik10 Oct 2002 6:23 - Baadmagasinet
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Amerikanerne har endnu ikke tabt en sejlads, og med sejren over Victory Challenge fik skipper Peter Gilmour sin femte skalp i træk ud af de i alt otte mulige. Sejladsen blev i realiteten afgjort allerede på første krydsben, da OneWorld, som sejlede med 23-årige James Spithill ved roret, fik det lille overtag, som er så afgørende i matchrace med bare to både på banen. Dermed kunne amerikanerne vende på toppen af Ørn og hele tiden kontrollere sejladsen. Det gjorde de fejlfrit, og selv om det lykkedes for Ørn at hente nogle sekunder på lænserbenene, var der aldrig rigtig tvivl om udfaldet, som sluttede med et forspring til OneWorld på 59 sekunder. Men der var ikke tale om klasseforskel. Jesper Bank, der fik hjælp af strateg Magnus Holmberg og taktiker Stefan Rahm i den såkaldte afterguard, sejlede klogt hele vejen og kan glæde sig over den trods alt gode fart i båden. Dagens sejlads kom først sent i gang på grund af manglende vind, og arrangørerne forsøger derfor at afvikle to sejladser fra og med lørdag. Fredag møder Jesper Bank og co. engelske GBR-Challenge.

/Ernstved

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer