Auckland klar til åbningsceremoni

27-09-2002 15:01 Hans Henrik27 Sep 2002 13:01 - Baadmagasinet
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

¦ Lørdag begynder Louis Vuitton Cup med den officielle åbningsceremoni i Auckland. Klokken 16.00 går alle udfordrende syndikater sammen forsvarerne fra Team New Zealand gennem byens gader i en stort anlagt parade. ABBA-dansere akkompagnierer svenske Victory Challenge med syv danskere på holdet, mens engelske GBR Challenge får følgeskab af antihelten Austin Powers i en åben Mazda MX5 svøbt i Union Jack. Amerikaneren og mangemilliardæren Larry Ellison, som selv modtager paraden i havnen, og hans Oracle BMW Racing får støtte fra supportere iklædt San Francisco 49'ers uniform.

Alle indbyggere uanset tilhørsforhold og favoritsyndikat er inviteret til at stille op langs gaderne og hylde syndikaterne. Ved åbningsparaden i 1999 begav omkring 60.000 mennesker sig ud i bybilledet, og politiet forventer ikke færre mennesker langs ruten ned ad Queen St. denne gang.

Optoget ender på Te Wero Island i Viaduct Bassin, hvor premierminister Helen Clarke byder deltagerne velkommen. Ud over underholdning og maurisang vil newzealænderen Sir Edmund Hillary, der besteg Mount Everest som den første nogensinde, minde sejleren Sir Peter Blake, som i december blev myrdet af pirater under en rejse til Amazonas.

Peter Montgomery - også kaldet "The Voice of Sailing" - kommenterer åbningen for de tusindvis af tilskuere, der forventes at følge slagets gang via en storskærm opsat på Waitemata Square, mens et stort antal politibetjente er kommanderet i gaderne for at holde ro og orden - ikke mindst med 11. september i erindring.

Efter åbningen fortsætter sejlerne med familie og inviterede gæster til den officielle Louis Vuitton åbningsfest.

/Ernstved

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer