Ben Ainslie med America's Cup trofæet. Foto: Gilles Martin-Raget

Ben Ainslie til Bådmagasinet: Derfor vandt vi America's Cup

18-10-2013 11:36 Christina18-10-2013 09:36 - Øyvind Bordal
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Vi mødte Ben Ainslie i Gøteborg inden America's Cup til en snak om, hvad der egentlig gør ham til verdens bedste sejler, med fire OL-guld på stribe som det mest synlige bevis. Det interview kan du hente her. Men siden har Ainslies status i den internationale sportsverden steget yderligere. Vi husker alle, hvad der skete i San Francisco, da Oracle's taktiker John Kostecki blev sat på land og erstattet med Ben Ainslie. Otte sejre på stribe var kravet – ét nederlag, så ville det være forbi. Sir Ben leverede varen og kan nu også kalde sig America's Cup-vinder. Efter den præstation tog Bådmagasinet kontakt igen, og fik mandens egen historie om hvad der egentlig skete i San Francisco – og ikke mindst hvad der sker fremadrettet, med den britiske AC-satsning.

At vinde tætte kampe

Første gang vi taler sammen, er vi inde på Ainslies særlige evne til at yde maksimalt under pres, og få de sidste, nødvendige marginer på sin side. Det kan ligne held, men efter 20 års stort set konstante sejre, må det handle om noget andet. Vi så det under OL i Weymouth, hvor vores egen Jonas Høgh-Christensen manglede de sidste, afgørende marginer. Vi så det igen i San Francisco, hvor Team New Zealand fik smage pisken. Men hvad gør han?

"Jeg oplevede tidligt, at jeg trivedes godt i tætte nærkampe, og at jeg egnede mig godt til det", siger han selv. "Tidligt fik jeg også succesoplevelser, specielt i marginale situationer, og det bygger efterhånden en sikkerhed op, som er meget værdifuld. Jeg har grund til at tro på mig selv. Men den selvtillid er også baseret på at jeg arbejder benhårdt, omgiver mig med de rigtige folk - og i det hele taget investerer lidt mere end de andre på alle punkter. Jeg er også hudløst ærlig – og ser mine egne fejl i øjnene, når de opstår. Det er den eneste måde at undgå dem i fremtiden, og udvikle sig... blive bedre og bedre. Det er i høj grad et spørgsmål om hårdt arbejde og forberedelser".

Så meget – så hurtigt?

I det opfølgende interview her efter AC-sejren, spørger jeg hvad som egentlig gjorde forskellen, da Oracle pludselig skiftede gear halvvejs i finalesejladserne og begyndte deres ubrudte sejrsrække. Hvordan kunne en så radikal ændring i performance ske så hurtigt?

"Det var en kombination af faktorer", siger Ainslie, "som tillod Oracle at begynde at vinde sejladser for alvor. En af dem er helt sikkert, at det igen kogte ned til godt, gammeldags hårdt arbejde. Beslutningen om at udsætte 13. sejlads var også en afgørende faktor. Det gav os chancen for at "genstarte" hele holdet og overveje vores strategi på nyt. Som team gav vi aldrig op. Vi fortsatte med at skabe små teknologiske forbedringer. Den erfaring vi fik med at sejle kapsejlads i de her både, gjorde det også muligt for sejlerne at arbejde bedre sammen. Vi havde allerede set, at der er en utrolig brat læringskurve i AC-72 klassen, og efterhånden som vi blev hurtigere og hurtigere, blev vi også sikrere, fik mere selvtillid. Det medførte, at vi ganske enkelt sejlede båden bedre og bedre. På kryds forbedrede vi os med 25%. Det er helt fænomenalt!".

Ingen plads til fejl

Den kapsejlads vi så i San Francisco ligner ikke på noget andet verden har set. Jeg beder Ainslie sætte nogen ord på den rent taktiske udfordring i den type sejlads. Hvad er forskellen, sammenholdt med mere "normal" matchracing?

"Når vi nåede finalen", siger han,"sejlede vi tit 40 knob. Når båden gik op på begge foils, og vinden stod ret ind i ansigtet, også på læns, så var det en meget forbløffende og speciel oplevelse. Vi kunne ikke høre hinanden, selv om vi råbte, så vi måtte bruge mikrofoner og høretelefoner. Alle disse forskellige faktorer – størrelsen på bådene, farten, de enorme kræfter....sammen med det faktum at de to både viste sig at være rigtig godt matchet, meget lige... alt det gjorde sejladserne i San Francisco til en type sejlads som ikke ligner noget andet. Der var mange situationer, hvor bådene krydsede hinanden, og sammenlignet med "normal" matchracing, i langsommere både, hvor der er længere baner og mere tid – så måtte al boathandling og alle manøvre være utrolig hurtige og præcise. Der var ingen plads til fejl!".

Hvad nu?

Nu er den 34. America's Cup forbi. Den gamle sølvmugge forbliver i USA. Men allerede nu kender vi den officielle udfordrer, australske Bob Oatley. England udfordrer også, selvfølgelig med Ben Ainslie som skipper og holdchef. Jeg beder om en kommentar til den situation: Det er velkendt at hans næste store ambition er at bringe cup'en tilbage til England, hvor den opstod i 1852. Men hvordan har han tænkt sig at gribe opgaven an? Hvad er prioriteterne lige nu?

Penge og de bedste folk

"Det første, helt fundamentale aspekt, når vi nu skal bevæge os fremad mod den næste AC, er at finde de rigtige sponsorer og støttepersoner – folk som er villige til at finansiere et team, og gøre det muligt at sikre os de bedste designere, de bedste bådebyggere, ingeniører og sejlere...at skrue en udfordring sammen, som rent faktisk har vinderchancer. Det er vores højeste prioritet i øjeblikket, og selv om vi allerede har arbejdet på det igennem et stykke tid, så har det allerede nu forvandlet sig til et kapløb med tiden. Det er meget svært at sælge et projekt som det her til sponsorer, når formatet for den næste America's Cup er ukendt. Men til syvende og sidst ved jeg, at hvis man skal have succes på højeste niveau, så er det nødvendigt at kaste al sin energi ind i det, rette hele sit fokus mod opgaven. Det er lige nøjagtig, hvad jeg agter at gøre i det her projekt! Så må vi se om det er nok til at vinde America's Cup, og bringe den tilbage til England. Det er i hvert fald helt klart min målsætning".

Volvo Ocean Race næste?

"Du har nu vundet to af de tre store trofæer i sejlsport", siger jeg. "Både OL og America's Cup. Men den tredje store pokal, Volvo Ocean Race – vil vi se dig gå efter den også?"

Ainslie siger, at hans fokus lige nu er 100% rettet mod America's Cup. Men han tilføjer: "Min far sejlede faktisk Volvo Ocean Race, den gang det hed Whitbread Round The World Race, for mange år siden. Det er faktisk noget jeg sagtens kunne overveje i fremtiden...".

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer