Oracle Team USA modtog i denne uge en straf. Foto: Gilles Martin-Rages

Skandalen stinker

06-09-2013 13:30 Trine Søe06-09-2013 11:30 - Lars Jørgensen
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Danmarks hidtil eneste America's Cup-skipper Jesper Bank er forundret over skandalen i San Francisco, hvor fem navngivne medarbejdere hos det forsvarende mesterhold Oracle Team USA i aftes blev fundet skyldige i at have snydt med vægten på flere af holdets AC45-katamaraner, der blev benyttet i America's Cup World Series.

"Jeg er sgu chokeret over at høre, at Oracle Team USA står bag et så markant fuskeri med noget, der i mine øjne ikke havde nogen sportslig betydning. Det er ikke bare dumt, men virker for mig også helt uforståeligt", siger Jesper Bank til baadmagasinet.dk.

De fem medarbejdere blev fundet skyldige i at have forøget vægten på de kingposts, som bærer riggen på to af Oracle Team USA's AC45-katamaraner. Medarbejderne straffes med henholdsvis bortvisning, suspension og en advarsel. Blandt de dømte er holdets hollandske wing-trimmer, den tidligere OL-deltager og Jorden Rundt-sejler Dirk de Ridder.

Og selv om de sportslige resultater i America's Cup World Series ikke har haft nogen indflydelse på udfordrernes netop afsluttede Louis Vuitton Cup eller selve America's Cup-matchen, som begynder på lørdag, er Oracle Team USA blevet straffet med to minuspoint i finalen mod Emirates Team New Zealand samt en bøde på 1,4 millioner kroner.

"Jeg kender Dirk de Ridder udmærket fra OL i Sydney, hvor han deltog i Soling. Han er en meget omgængelig og tilbagelænet type. Det ryster mig, at han har været involveret i noget, som i mine øjne er helt unødvendigt og slet ikke står mål med konsekvenserne, og som han ydermere har forsøgt at dække over. Sådan kender jeg ham slet ikke", siger danskeren, der har deltaget i America's Cup som henholdsvis rorsmand og skipper på to udenlandske hold i udfordrernes Louis Vuitton Cup: svenske Victory Challenge og tyske United Internet Team Germany.

Lugter ikke godt

Men selv om Jesper Bank har stor respekt for den internationale jurys mod til at straffe skyldige regelbrydere i verdens mest eksponerede kapsejlads, hvor der er milliarder af kroner på spil, og han heller ikke finder grund til at betvivle juryens efterforskning og dokumentation, er han ikke sikker på, at alt er kommet frem i offentligheden.

For juryen har identificeret i alt seks involverede medarbejdere hos Oracle Team USA, men hemmeligholder stadig navnet på den ene af medarbejderne.

Hvor Dirk de Ridder er bortvist fra America's Cup sammen med den australske rigger Bruce Ruthenberg, som arbejdede for Victory Challenge i 2007, og den australske bådebygger Andrew Walker, er den newzealandske grinder Matt Mitchelle suspenderet i fire sejladser, mens den unge australske trimmer Kyle Langford slap med en advarsel og erstatter Dirk de Ridder i finalen.

Den sjette involverede, som ifølge Oracle Team USA's egen redegørelse om sagen måtte være den person, som vidste bedst besked om fuskeriet, slap angiveligt for juryens straf, alene fordi vedkommende ifølge det amerikanske holds forklaring i juryens høring ikke havde været samarbejdsvillig og derfor var blevet suspenderet.

"Det må betyde, at der stadig går en unavngiven person rundt, som har været involveret på en eller anden måde. Det ser lusket ud og lugter ikke godt. Det nager mig. For det medvirker til, at man får en mistanke om, at vi stadig kun ved en brøkdel af, hvad der er foregået, og at der måske er meget mere i sagen, end der hidtil er kommet frem. Det er ubehageligt", fastslår Jesper Bank.

Varm luft

Og selv om den 34. udgave af America's Cup i San Francisco på trods af holdenes spektakulære, foilende AC72-katamaraner og en revolutionerende tv-dækning næppe går over i historien som den udgave, der for alvor gjorde den 162 årige kapsejlads sportslig interessant for et andet og større publikum end blot de mest hardcore sejlsportsfans, understreger danskeren, at sagen giver hele sejlsporten et dårligt renomme.

"Oracle Team USA's integritet har lidt et kæmpe knæk. Alligevel svarer de stadig kun på kritikken med spin. Det irriterer mig. Jeg er dødtræt af at høre på, hvor ufejlbarlige de selv synes, de er. Selv da James Spithill på et pressemøde blev bedt om at kommentere juryens afgørelse, kom han som sædvanlig bare med en indstuderet sang", siger Jesper Bank.

"Snyderiet kan ikke sammenlignes med cykelsportens dopingsnyd. Men Oracle Team USA's spin i sagen svarer for mig til at høre på alle de cykelryttere, som igen og igen har bedyret deres uskyld, selv om de var pilrådne. Jeg kan slet ikke tage det. Det er kun varm luft. Og det er ulideligt at høre på", slutter Jesper Bank.

Udvalgte artikler til salg - gratis for abonnenter under Mit Bådmagasin

140
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer