Mere snyd hos mestrene

27-08-2013 Trine Søe27-08-2013 10:07 - Lars Jørgensen
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

De forsvarende America's Cup-mestre fra Oracle Team USA har ikke kun snydt med vægten på to af de AC45-katamaraner, som mesterholdet brugte i America's Cup World Series.

En ny rapport fra den internationale jurys målere i San Francisco afslører, at amerikanerne også har fusket med længden på de 'kingposts' eller 'dolpin strikers' der er placeret forrest på katamaranerne under vingesejlet mellem de to skrog, hvor de understøtter riggen.

I rapporten, der dokumenterer afsløringen med billeder af Oracle Team USA's justeringer, fastslår målerkomiteens formand Nick Nicholsen, at han ikke kan mindes, at amerikanerne har fået tilladelse til at ændre på bådene.

De nye oplysninger indikerer, at Oracle Team USA har haft en langt mere lemfældig omgang med reglerne i America's Cup World Series end hidtil antaget.

For selv om amerikanerne har indrømmet, at deres både vejede mere end tilladt, og de derfor frivilligt har annulleret tre sejre og en andenplads i America's Cup World Series, har de stadig ikke leveret et tilfredsstillende svar på, hvordan det kunne ske.

Skandale truer

Oracle Team USA's øverste ledelse har hidtil understreget, at den ikke kendte til regelbruddet, som den har gjort enkelte menige medlemmer på holdet ansvarlige for. Men målernes nye afsløringer stiller nu spørgsmål ved hele mesterholdets sportslige moral.

For hvis amerikanerne kunne finde på at snyde med såvel vægten som længden på to AC45-katamaraners 'kingposts' i mindre betydelige kapsejladser i America's Cup World Series, hvor mange andre regler har Oracle Team USA så brudt under udviklingen af deres AC72-katamaraner?

Som bekendt er det i AC72-katamaraner, at amerikanerne om mindre end to uger skal ud i deres langt vigtigere forsvar af 'The Auld Mug' i selve America's Cup mod Team New Zealand, der i weekenden vandt udfordrernes Louis Vuitton Cup.

Den internationale jurys høring om sagen, der truer med at udvikle sig til en regulær skandale for IT-milliardær Larry Ellisons amerikanske værtshold, var oprindeligt planlagt til mandag i denne uge, men ventes nu først at finde sted senere på ugen.

Sagen vækker især opsigt i newzealandske medier, som i forvejen har et anstrengt forhold til Oracle Team USA's newzealandske topchef Russell Coutts.

Den tidligere nationalhelt i New Zealand vandt som skipper for kiwierne America's Cup to gange, inden han blev stemplet som landsforræder 'down under'.

Det skete, da Russell Coutts først skiftede til Alinghi og senere til Oracle Team USA – og vandt 'The Auld Mug' yderligere to gange; én gang med schweizerne og én gang med amerikanerne, mens kiwierne endnu ikke har vundet cuppen uden Russell Coutts.

Ikke bare en fejl

Men Luna Rossas danske designer Michael Richelsen, som stadig leder fortvivlet efter en forklaring på Team New Zealands voldsomme acceleration på første ben i alle de to udfordreres indbyrdes sejladser og nu ser frem til at finde svaret under 14 dages tæt sparring med kiwierne, følger sagen mod Oracle Team USA med mindst lige så stor interesse:

"De nye oplysninger, som er veldokumenterede i rapporten, er særdeles interessante. Oracle får svært ved at forklare, hvorfor ikke bare vægten, men også længden på deres 'kingposts' er ændret. Det tyder ikke på, at der bare er sket er fejl", understreger danskeren.

Når Oracle Team USA og Team New Zealand tørner sammen på vandet den 7. september, lægger han heller ikke skjul på, hvem han helst ser som vinder af 'The Auld Mug':

"Hos Luna Rossa har vi en klar interesse i, at Team New Zealand vinder. For vi har et meget bedre forhold til kiwierne. Og vores chef Patrizio Bertelli fra Prada har aldrig været særlig begejstret for den måde, amerikanerne gør tingene på. Men hvis kiwierne vinder, er det ikke utænkeligt, at Luna Rossa bliver Challenger of Record i den næste America's Cup", siger Michael Richelsen.

Kronprinsens drøm

Den danske designer, som i 30 år har arbejdet for skiftende America's Cup-syndikater, tilføjer, at Oracle Team USA formentlig vil holde fast i det nuværende milliardkoncept i den næste cup.

Omvendt tror han, at både Team New Zealand og Luna Rossa er åbne for at diskutere billigere løsninger, som kan gøre det attraktivt for flere hold og nationer at være med, hvis kiwierne vinder.

Derfor har Michael Richelsen også noteret sig, at Kronprins Frederik efter sin overraskende gæsteoptræden som rorsmand hos Team Oracle USA i sidste uge udtalte sin begejstring for kapsejladsen, og at han tror på, at Danmark en dag får en båd med.

"Det er jo en gammel drøm, som jeg også har. Det kunne være sjovt. Men desværre fik jeg ikke hilst på kronprinsen, mens han var i San Francisco. Jeg vidste slet ikke, at han var her", siger Michael Richelsen.

Den danske ekspert i hydro- og aerodynamiske strømningsberegninger glæder sig over det royale IOC-medlems store interesse for America's Cup. Men han tilføjer ikke overraskende, at kronprinsen formentlig ville have set meget bedre ud i Luna Rossas moderigtige, sølvglitrende Prada-tøj end i Oracle Team USA's mildt sagt plettede farver...

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer