Kronprins Frederik om bord på Oracle Team USA's katamaran. Foto: Guilain Grenier/Oracle Team USA

Frederik den flyvende

28-08-2013 12:58 Trine Søe27-08-2013 11:58 - Lars Jørgensen
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Kronprins Frederik ligner mere end nogensinde nøglen til den første danske deltagelse i America's Cup.

Dagen efter, at det danske IOC-medlem under stor mediebevågenhed i sidste weekend havde gennemført sin første Ironman i København og omegn, fløj kronprinsen nærmest ubemærket til San Francisco, hvor han kastede royal glans over Oracle Team USA's træning til America's Cup-finalen, som begynder 7. september.

Efter sin optræden som gæste-rorsmand hos amerikanerne fortalte Danmarks tidligere medlem af den internationale sejlunion ISAF i et interview til det forsvarende mesterholds hjemmeside, at han følte sig heldig over at være inviteret om bord, og at han var meget imponeret over kapsejladsens ellers så udskældte AC72-katamaraner.

Kronprinsen betegnede blandt andet katamaranerne som 'store fugle, der flyver lavt hen over vandet'. Og på kajen i San Francisco foran America's Cup-pokalen 'The Auld Mug' forklarede han i et længere tv-interview, at det ikke blot kræver en ekstra stærk fysik at sejle bådene, men også stor, taktisk forudseenhed og reaktionsevne.

Den royale danske sejler understregede desuden, at de udskældte katamaraner er med til at sikre sejlsportens fremtid, fordi de lynhurtige både og spektakulære sejladser kan tiltrække et helt nyt publikum, som ellers ikke interesserer sig for sejlsport.

Og på et spørgsmål om, hvorvidt det nogensinde lykkes dansk sejlsport at realisere den danske OL-legende Paul Elvstrøms gamle drøm om en dansk båd i America's Cup, svarede kronprinsen, at det tror han bestemt på, fordi Danmark er en sejlsportsnation med mange flotte resultater, blandt andet til OL. Han ønskede dog ikke at sætte nogen dato på, hvornår det sker.

Arven fra far

Det er langt fra første gang, Danmarks kommende konge ytrer sig positivt om America's Cup, hvis største stjerner han ofte har sejlet med i andre kapsejladser rundt omkring på kloden.

Kronprinsen har f. eks. tidligere udtalt, at han ikke alene vil gøre alt for at støtte en eventuel dansk satsning i America's Cup, men at han også gerne selv sejler med i en dansk besætning.

Drømmen om America's Cup har kronprinsen arvet fra sin far, som han også har givet æren for sin store sejlsportsinteresse.

Prins Henrik var for 25 år siden stærkt involveret i etableringen af Dansk America's Cup Syndikat A/S, som med Valdemar Bandolowski ved roret i tre år forsøgte at blive den første danske America's Cup-udfordrer, inden selskabet måtte lukke på grund af svigtende interesse fra danske sponsorer.

Hvis det er i det sejlsportshistoriske lys, kronprinsens lynvisit på den amerikanske vestkyst skal ses, giver hans lange flyrejse halvvejs rundt om jorden med en opslidende Ironman i kroppen et langt større perspektiv, end han umiddelbart gav udtryk for i sine interviews med de udenlandske sejlsportsjournalister i San Francisco.

For selv om de fleste sejlsportsfans hellere end gerne rejser meget langt for en tjans som gæste-rorsmand på en America's Cup-båd, er den danske kronprins ikke en hvilken som helst sejler.


 

Indflydelsesrig

Som medlem af den internationale olympiske komité, IOC, er han en af de 115 idrætsledere fra hele verden, der har magten over OL og dermed over den olympiske sejlsport.

Og som medlem af IOC er kronprinsen automatisk også medlem af Danmarks Olympiske Komité, som er lig med bestyrelsen i Danmarks Idræts-Forbund, hvor Dansk Sejlunion er blandt de ti største specialforbund og det mest vindende, når det gælder medaljer ved internationale mesterskaber.

Med tanke på, at Dansk Sejlunion med succes netop satser de fleste af sine millioner på at vinde olympiske medaljer, kan det derfor virke paradoksalt, at Danmarks olympiske spydspids, som ikke længere repræsenterer dansk sejlsport i ISAF, rejser helt til San Francisco for at reklamere for en kapsejlads, som hverken IOC, Danmarks Idræts-Forbund eller Dansk Sejlunion har aktier i.

Forklaringen kan selvfølgelig være den enkle, at kronprinsen blot har taget imod invitationen af egen personlig interesse i en udgave af America's Cup, som han ellers kun kan følge med i via Youtube fra sin hjemmecomputer på Amalienborg.

Men da kronprinsen ved flere lejligheder har understreget, at han som medlem af IOC netop ønsker at udnytte sin titel til at udøve international indflydelse til gavn for dansk idræt, er det nærliggende at antage, at hans besøg i San Francisco også havde til formål at fremme såvel IOC's som Danmarks idrætspolitiske interesser.

Perfekt timing

Hvis det er tilfældet, kunne kronprinsen næppe have valgt et bedre tidspunkt til sit reklamefremstød for America's Cup.

For efter flere års massiv kritik af, at Oracle Team USA i San Francisco har arrangeret en alt for dyr America's Cup med for få hold og ringe publikumsinteresse, er det netop nu, arrangørerne diskuterer konceptet til den næste America's Cup.

Selv Oracle Team USA er enig med kritikerne i, at de nuværende fire hold er for få. Alt tyder derfor på, at budgetterne næste gang barberes ned, så det ikke kun er verdens rigeste mænd, der har råd til at købe sig ind i kapsejladsen med den lille milliard kroner, det i øjeblikket koster hvert hold.

Spørgsmålet er så, om budgetterne bliver så beskedne, at også danske sponsorer får lyst og råd til at støtte et nyt dansk syndikat.

Danmarks mest oplagte sejlsportssponsor, A.P. Møller – Mærsk, har tidligere takket nej til både Valdemar Bandolowski og Jesper Bank. Men efter skibsreder Mærsk McKinney-Møllers død, håber mange danske America's Cup-fans, at det verdenskendte rederi nu kan overtales til at gøre et seriøst forsøg på at få en dansk båd med i kampen om at vinde verdens mest prestigefulde kapsejlads.

Fornuftsægteskab

En anden løsning på den kriseramte kapsejlads' aktuelle problemer kunne være at koble fremtidens America's Cup sammen med OL, som en lang række af sejlerne i San Francisco i forvejen er produkter af.

Det ville ikke kun sikre kapsejladsen den nødvendige sportslige og økonomiske interesse, men også give verdens bedste sejlere optimal opmærksomhed fra de mange millioner tv-seere, der hvert fjerde år følger klodens største idrætsbegivenhed.

Set med danske briller ville et fornuftsægteskab mellem America's Cup og OL med det danske IOC-medlem som mellemmand forene mange modstridende interesser i dansk sejlsport - og for alvor gøre den 162 år gamle kapsejlads til et sportsligt mål for OL-legenden Paul Elvstrøms unge arvtagere.

Og i historiebøgerne ville den danske kronprins formentlig for altid blive husket som 'Frederik den flyvende'.

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer