Hvordan kan det være, at America's Cup pludselig er en sejlads mellem kun to både, som ikke er ens? Her er den korte version af en meget lang historie...
Ernesto Bertarelli efter sejren i 2007 - inden balladen startede. Foto: Troels Lykke (Klik på billedet for en større version)
Ernesto Bertarelli og hans Alinghi-team vandt America's Cup her i Valencia i 2007 - de slog Team New Zealand i en uhørt dramatisk finale, med en margen på 1 sekund. Bertarelli lykkedes dermed i at forsvare den pokal, han erobrede første gang i 2003.
Forsvarer og udfordrer Regelværket for America's Cup stammer fra 1800-tallet, og giver pokalindehaveren vidtgående rettigheder til at sætte rammerne for næste cup. Samtidigt skal der være en officiel udfordrer, som også har visse rettigheder. Dette har ofte givet anledning til konflikter, og efter finalen i 2007 gik det særlig galt.
Gik til sag Alinghi forsøgte umiddelbart efter sejren at servere udfordrer-retten til det spanske hold, som Bertarelli havde rigtig gode forbindelser til. Det ville øge hans magt over rammerne for næste cup yderligere, og det provokerede mange af de øvrige hold. De kunne ikke blive enige om den såkaldte protokol, og BMW Oracle-holdet med Larry Ellison som ejer gik til sag mod Alinghi og Bertarelli, for at forhindre det spanske hold i at blive officiel udfordrer.
Tre års retssager Det blev startskuddet til en række retssager, der nu har kørt i snart tre år, og som indtil nu har ødelagt mulighederne for at kunne arrangere en traditionel America's Cup med mange deltagende hold i en klassebåd. BMW Oracle Racing lykkedes dog med at fratage det spanske hold udfordrer-retten, og fik den selv.
Deed of Gift Match Regelværket i America's Cup, et dokument ved navn "Deed of Gift" bestemmer, at hvis pokalens forsvarer - den såkaldte "Defender" - og den officielle udfordrer - kaldet "Challenger" ikke kan enes om rammerne, må de to sejle om det. Der er regler også for dette, som efter lang tids slåskamp har resulteret i de to superbåde, og Valencia som åsted.
America's Cup alligevel Vinderen får pokalen, og derfor kaldes denne noget specielle sejlads også for America's Cup - selv om det er meget langt fra den America's Cup vi ellers kender.
Alinghi kan tabe i retten En lille krølle til sidst er dog, at der rent faktisk stadig hænger en uløst retssag over denne America's Cup. Hvis Alinghi vinder, kan de teoretisk tabe pokalen igen i retten, hvis BMW Oracle får ret i sin påstand om at sejlene er en så vigtig del af båden, at de falder ind under en særlig bestemmelse i reglerne. Den siger, at båden skal "konstrueres i holdets hjemland". Alinghis sejl er bygget i USA.
Indtast dit navn og din e-mail adresse nedenfor og klikke på 'Send login', så får du dit login med det samme i din mailbox. Dette kan du efterfølgende ændre til noget, du nemmere kan huske.
Dit navn:
E-mail adresse:
Har du glemt dit login ?
Indtast din e-mail adresse ovenfor og klik på 'Send login', så får du en mail indenfor få minutter.